Stadfæstelse af forbud mod produktion og markedsføring af fødevarer grundet manglende skadedyrssikring

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra en virksomhed, der havde modtaget et forbud mod produktion og markedsføring af fødevarer fra Fødevarestyrelsen. Forbuddet blev udstedt efter et kontrolbesøg den 14. februar 2023, hvor det blev konstateret, at virksomhedens lokaler ikke var sikret mod skadedyr, og der blev fundet ekskrementer fra skadedyr i fællesområderne i pakhuset, hvor virksomheden var beliggende. Fødevarestyrelsen vurderede, at der var risiko for fødevaresikkerheden på grund af potentiel kontaminering af fødevarer, lokaler, udstyr og emballage, samt risiko for overførsel af sygdomsfremkaldende bakterier. Forbuddet blev meddelt i medfør af Fødevarelovens § 52, stk. 1 og hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2, jf. bilag II, kap. I, pkt. 2, litra c, og kap. IX, pkt. 4, 1. pkt.

Klagerens anbringender

Virksomheden påklagede afgørelsen den 21. april 2023 og anførte primært, at:

• Forholdene ikke var vurderet individuelt for de enkelte virksomheder.
• Klager ikke var blevet partshørt.
• Pakhuset burde modtage forbuddet, da de bar ansvaret for skadedyrssikring af de ydre rammer.
• Forbuddet var særdeles indgribende i klagers drift.

Klageren fremhævede, at alle virksomheder i pakhuset havde modtaget stort set identiske forbud, og at sanktionen var meddelt på et forkert grundlag, da den burde have været rettet mod pakhuset som helhed. Klageren påpegede også, at Fødevarestyrelsen tidligere havde kontrolleret skadedyrssikring uden anmærkninger, og at der var modstridende udsagn fra styrelsen vedrørende spiseområdernes status som henholdsvis omfattet af fødevareregistrering og som udeområde.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen fastholdt, at forbuddet var begrundet i risikoen for skadedyr i klagers egne lokaler, og at der var foretaget en individuel vurdering af skadedyrssikringen i hver enkelt virksomhed. Styrelsen oplyste, at 3 ud af 18 kontrollerede virksomheder fik godkendt deres skadedyrssikring. Styrelsen anførte, at forbuddet blev givet uanset tidligere sanktioner, da konstatering af skadedyr eller manglende sikring som udgangspunkt medfører et forbud. Fødevarestyrelsen mente, at partshøringspligten var overholdt, da en medarbejder blev gjort bekendt med forholdene under kontrolbesøget, og pakhusets administration blev partshørt om fællesarealerne. Styrelsen understregede, at klageren selv bar ansvaret for at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen, herunder skadedyrssikring, og at gebyrer for opfølgende kontrolbesøg var lovbestemte i henhold til Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v. § 38, stk. 2 og Bekendtgørelse om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater § 1, stk. 6.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 14. februar 2023 om forbud mod produktion og markedsføring af fødevarer. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Nævnets kompetence

Nævnet havde ikke kompetence til at behandle klagepunkter vedrørende enslydende kontrolrapporter for andre virksomheder eller forhold konstateret ved et senere kontrolbesøg den 16. februar 2023, da disse ikke udgjorde en afgørelse i sig selv eller var grundlag for den påklagede afgørelse. Klagepunkter vedrørende indskærpelser fra et tidligere kontrolbesøg den 6. februar 2023 blev behandlet særskilt.

Forvaltningslovens krav

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsens skriftlige begrundelse af forbuddet den 22. februar 2023 opfyldte kravene i Forvaltningslovens § 22. Begrundelsen var tilstrækkelig, da den klart angav den manglende skadedyrssikring og fund af spor efter skadedyr som grundlag for afgørelsen. Nævnet vurderede desuden, at Fødevarestyrelsen havde foretaget en individuel vurdering af skadedyrssikringen i klagers virksomhed, hvilket blev understøttet af, at forbuddet blev meddelt mundtligt på stedet, og at tre ud af atten virksomheder fik godkendt deres sikring. Klageren blev anset for at være den rette adressat for forbuddet, da ansvaret for overholdelse af hygiejnereglerne, herunder skadedyrssikring, påhviler fødevarevirksomhedslederen i henhold til hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2.

Partshøring

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at Fødevarestyrelsen havde tilsidesat partshøringspligten i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1. En medarbejder blev gjort bekendt med de konstaterede forhold under kontrolbesøget, og partshøringen blev foretaget i to led, hvor pakhusets administration blev hørt om fællesarealer, og klageren om sin bod. Eventuelle enslydende bemærkninger på kontrolrapporter blev vurderet som fejl i notatpligten, der ikke påvirkede afgørelsens gyldighed.

Proportionalitet

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at forbuddet var en nødvendig, egnet og rimelig foranstaltning i henhold til Fødevarelovens § 52, stk. 1 for at sikre overholdelse af hygiejnereglerne om skadedyrssikring og beskyttelse af fødevarer mod kontaminering. Nævnet lagde til grund, at virksomheden ikke var tilstrækkeligt sikret mod skadedyr, og at der var fundet spor efter skadedyr i fællesarealerne. Fødevarestyrelsens faglige vurdering af risiko for fødevaresikkerheden blev ikke tilsidesat. Det forhold, at Fødevarestyrelsen tidligere ikke havde haft anmærkninger, kunne ikke føre til et andet resultat, da klageren selv bærer ansvaret for skadedyrssikring i henhold til hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2, og der ikke kunne skabes en berettiget forventning om en praksis i strid med EU-retten, jf. EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-31/91 – C-44/91. Opkrævning af gebyrer for opfølgende kontrolbesøg blev anset for at være en lovbestemt konsekvens af forbuddet, jf. Bekendtgørelse om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater § 1, stk. 6 og Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v. § 38, stk. 2.