Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation for terrænregulering i Helsingør Kommune

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Lokalplanens § 8, stk. 3, fastsætter, at terrænregulering mellem byggelinjen mod Øresund og Øresund kræver byrådets særlige tilladelse. Planklagenævnet opfattede denne bestemmelse som en dispensationsbestemmelse. Det betyder, at terrænregulering kræver tilladelse/dispensation efter lokalplanen, jf. Planlovens § 19.

Mulighed for at give dispensation

Klagerne anførte, at terrænreguleringen var foretaget uden forudgående tilladelse, og at lokalplanen havde nultolerance. De mente også, at kommunen ikke kunne give dispensation uden en ansøgning.

Planklagenævnet fastslog, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Da lokalplanens § 8, stk. 3, er en dispensationsbestemmelse, er en dispensation efter denne bestemmelse som udgangspunkt ikke i strid med planens principper. Nævnet fandt derfor, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation.

Vedrørende manglende ansøgning bemærkede nævnet, at det følger af proportionalitetsprincippet, at kommunen har pligt til at vurdere muligheden for retlig lovliggørelse, før den eventuelt træffer afgørelse om fysisk lovliggørelse. Kommunen kan således gyldigt træffe en afgørelse om dispensation til et konkret forhold, uanset om der foreligger en ansøgning herom.

Beslutningsgrundlaget for afgørelsen (Officialprincippet)

Klagerne gjorde gældende, at kommunens beslutningsgrundlag var forkert eller mangelfuldt, da den ikke havde vurderet terrænforholdene ud fra det oprindelige terræn, og at besigtigelsen fra et stillads forhindrede en korrekt vurdering af indbliksgener.

Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på utilstrækkeligt kendskab eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Nævnet lagde vægt på, at kommunen var i besiddelse af et beliggenhedsplan med oprindelige terrænkoter, fotos før og efter terrænreguleringen, og at kommunen besigtigede ejendommen to gange inden afgørelsen. Nævnet kan ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, at terrænreguleringen ikke giver anledning til indbliksgener.

Partshøring

Klagerne anførte, at kommunen havde truffet afgørelse uden at partshøre ejendommens naboer, herunder klagerne, der havde en væsentlig interesse i sagen.

Planklagenævnet fandt, at terrænreguleringen på ejendommen ikke ville medføre så væsentlige gener for klagerne og ejendommens øvrige naboer, at de havde den fornødne væsentlige og individuelle interesse i sagen til at være parter. Nævnet lagde vægt på, at der alene var givet dispensation til at udjævne en lunke midt på ejendommen med en dybde på maksimalt 30 cm. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klagerne og ejendommens øvrige naboer.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet kunne ikke behandle klagepunktet om, at der var foretaget terrænregulering udover det, som kommunen havde givet dispensation til. Nævnet bemærkede, at kommunerne fører tilsyn efter Planlovens § 51, stk. 1, og at afgørelser om tilsyn kan påklages til Planklagenævnet, men nævnet kan ikke tage stilling til selve udøvelsen af tilsynspligten.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.