Landsskatteretten: Hjemvisning af sag om befordringsfradrag - Sædvanlig bopæl i Polen

Sagen omhandler en polsk statsborger, der er begrænset skattepligtig til Danmark og har fuldtidsarbejde her, men fastholder sin bopæl i Polen. Klageren anmodede om fradrag for befordring mellem sin bopæl i Polen og arbejdspladsen i Danmark for indkomståret 2022. Skattestyrelsen havde nægtet fradraget med den begrundelse, at klagerens "sædvanlige bopæl" i henhold til Ligningsloven § 9 C var i Danmark, da han arbejdede fuldtid og opholdt sig størstedelen af året i Danmark. Skattestyrelsen henviste til, at der kun findes én sædvanlig bopæl i henhold til loven, og at kørsel til Polen derfor var en privat udgift.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klageren var berettiget til et befordringsfradrag på 28.900,80 kr. for indkomståret 2022. Repræsentanten bestred Skattestyrelsens opfattelse af den sædvanlige bopæl og gjorde gældende, at klagerens "centrum for livsinteresser" entydigt var i Polen. Dette blev underbygget med følgende argumenter:

• Klageren opholdt sig betydeligt mere i Polen (207 dage) end i Danmark (158 dage) i 2022.
• Klageren bor i Polen med sin hustru og to børn, hvilket udgør en stærk familiemæssig tilknytning, som ifølge Skattestyrelsens Juridiske Vejledning skal tillægges stor vægt.
• Klagerens bolig i Polen udlejes ikke og benyttes løbende af familien og af klageren selv i friuger og ferier. Overnatningsmuligheden i Danmark var et lejet værelse, delt med andre, og alene brugt mellem arbejdsdage.
• Klagerens sociale og kulturelle tilknytning er stærkest til Polen, hvor han har boet hele sit liv og er statsborger.
• Klageren har ikke folkeregisteradresse i Danmark, men er registreret med adresse i Polen via et Tax Residency Certificate.

Repræsentanten henviste til Skattestyrelsens Juridiske Vejledning (afsnit C.A.4.3.3.1.1 og C.A.7.1.3) vedrørende afgrænsning af "sædvanlig bopæl" og de momenter, der indgår i vurderingen af "centrum for livsinteresser". Det blev fremhævet, at varetagelse af fuldtidsarbejde i Danmark ikke i sig selv kan føre til, at en overnatningsmulighed i Danmark udgør den sædvanlige bopæl, når alle øvrige momenter understøtter, at boligen i Polen er den sædvanlige bopæl.

Klagerens repræsentant differentierede sagen fra SKM2023.199.LSR, som Skattestyrelsen havde påberåbt sig, idet klageren i nærværende sag havde opholdt sig væsentligt mere i Polen og ikke havde folkeregisteradresse i Danmark. Derimod påberåbte repræsentanten SKM2009.659.SR (Skatterådet), hvor en skatteyder med folkeregisteradresse ved arbejdsstedet i Danmark alligevel fik anerkendt sin sædvanlige bopæl i sin familiebolig i en anden by, hvilket blev anset for at være sammenligneligt med klagerens situation.

Klagerens repræsentant fremlagde en detaljeret beregning af det krævede befordringsfradrag baseret på 12 ture tur/retur mellem Polen og Danmark, med en afstand på 2.158 km pr. tur, og de gældende satser for 2022:

Endvidere argumenterede repræsentanten imod hjemvisning af den talmæssige opgørelse af fradraget, med henvisning til en byretsdom af 6. maj 2024, hvor retten fandt, at omfanget af den faktiske befordring var tilstrækkeligt godtgjort, og at en hjemvisning ikke var berettiget, når sagen var anlagt med en konkret opgjort påstand.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, i hvilket omfang klageren var berettiget til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C i indkomståret 2022, herunder hvor klageren havde sin sædvanlige bopæl.

Retsgrundlag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads kan foretages efter Ligningsloven § 9 C, stk. 1, for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km, jf. Ligningsloven § 9 C, stk. 2. Bevisbyrden for fradraget påhviler skatteyderen, som skal dokumentere eller sandsynliggøre befordringens omfang, jf. SKM2004.162.HR.

Begrebet "sædvanlig bopæl" i relation til Ligningsloven § 9 C indebærer, at der kun kan være én sædvanlig bopæl. I tvivlstilfælde fastlægges denne ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. Vurderingen omfatter forhold som personlig, social, familiemæssig og boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret. Fastlæggelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatteretten henviste til flere domme, der belyser begrebet "sædvanlig bopæl":

• SKM2023.547.ØLR: Retten fandt sædvanlig bopæl i Danmark på grund af skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser, langvarig ansættelse, folkeregistertilmelding og overvejende ophold i Danmark.
• SKM2008.632.BR: Retten fandt centrum for livsinteresser i Danmark for en advokat, der arbejdede i Danmark og var tilmeldt folkeregisteret der, selvom hans nærmeste pårørende boede i Finland.
• Byretsdom af 6. maj 2024 (prøvelse af SKM2023.199.LSR): Skatteministeriet anerkendte sædvanlig bopæl i Polen, da skatteyderen måtte antages at have opholdt sig mere i Polen end i Danmark, og omfanget af befordring var sandsynliggjort.
• SKM2024.400.LSR: Landsskatteretten fandt sædvanlig bopæl i Polen for en skatteyder, der opholdt sig væsentligt mere i Polen, havde veldokumenterede familiemæssige og personlige forhold der, og hvis boligforhold adskilte sig (delt lejlighed i Danmark vs. ejet ejendom med familie i Polen).

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en konkret helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2022 har været i Polen, jf. Ligningsloven § 9 C.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Klageren har opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark i det omhandlede indkomstår.
• Klageren har stærke familiemæssige og personlige forhold i Polen, hvor han bor med sin ægtefælle og børn i en ejet ejendom.
• Klageren har ikke haft folkeregisteradresse i Danmark, men alene en bolig til rådighed, som han deler med andre personer, og som primært tjener til overnatning mellem arbejdsdage.

Uagtet at klageren siden den 15. juni 2020 har haft en økonomisk og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark og har haft en bolig til rådighed i landet, anses klageren på det foreliggende grundlag for at have etableret sin sædvanlige bopæl i Polen.

Klageren er herefter berettiget til fradrag for befordring mellem klagerens arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen, jf. Ligningsloven § 9 C.

Da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke har forholdt sig til det af klageren oplyste befordringsfradrag i forhold til sædvanlig bopæl i Polen, hjemvises denne del til førsteinstansbehandling.

Landsskatteretten ændrer herved Skattestyrelsens afgørelse vedrørende sædvanlig bopæl, mens den talmæssige opgørelse af befordringsfradrag hjemvises til Skattestyrelsen.