Manglende dokumentation for reelt lejeforhold: Fradrag for lokaleleje nægtet

Sagen omhandlede [virksomhed1] ApS's klage over Skattestyrelsens afgørelse om manglende fradrag for udgifter til lokaleleje på 300.000 kr. i indkomståret 2021. Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst, da de ikke godkendte fradraget.

Faktiske omstændigheder

[virksomhed1] ApS, stiftet og ejet af [person1], driver engroshandel. Selskabet havde i 2021 en omsætning på ca. 8,6 mio. kr. og et vareforbrug på ca. 7,3 mio. kr. Selskabet havde fratrukket 300.000 kr. i lokaleleje, som var opført som anden gæld pr. 31. december 2021. Som dokumentation fremlagde selskabet en udateret fremlejeaftale med [virksomhed2] ApS, der var en interesseforbunden part (delvist ejet af [person1] via et andet selskab). Aftalen vedrørte fremleje af lokaler på [adresse1] fra 1. januar 2021 til en månedlig leje på 25.000 kr. ekskl. moms. En faktura for hele 2021 på 300.000 kr. ekskl. moms blev udstedt af [virksomhed2] ApS den 30. september 2022, og betalingen skete den 19. december 2022 via et andet selskab ejet af [person1]. Selskabet fremlagde også købs- og salgsfakturaer, der angav [adresse1] som leveringsadresse, samt en usigneret lejekontrakt for nye lokaler fra februar 2022.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen afviste fradraget med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Begrundelsen var, at der ikke var overensstemmelse mellem den part, der angiveligt havde indgået lejekontrakten, og den part, der udstedte fakturaen. Desuden var der ingen lejekontrakt gældende for 2021, fakturaen var udstedt med tilbagevirkende kraft i 2022, og der manglede løbende dokumentation for betaling. Skattestyrelsen mente, at fremlejeaftalen var uden reelt indhold og udarbejdet efter kontrolstart, og at der ikke var foretaget løbende betaling af lejen.

Selskabets argumentation

Selskabet fastholdt, at der var et reelt behov for lagerplads på grund af betydelig aktivitet med køb, salg og opbevaring af varer, herunder køle- og frostvarer. De anførte, at [virksomhed2] ApS ikke havde behov for lagerplads, og at [virksomhed1] ApS reelt havde anvendt lagerlokalerne på [adresse1]. Selskabet argumenterede for, at forholdet var omfattet af Ligningsloven § 2, stk. 1, hvilket kræver anvendelse af armslængdeprincippet. De mente, at en månedlig leje på 25.000 kr. svarede til markedsleje, og at formalia vedrørende udarbejdelse af kontrakt, faktura og betalingstidspunkt ikke burde ændre på fradragsretten, da der reelt var tale om en erhvervsmæssig udgift.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten fandt, at det fremlagte materiale ikke dokumenterede et reelt lejeforhold mellem selskabet og [virksomhed2] ApS i indkomståret 2021. Dette blev begrundet med:

• Den fremlagte fremlejeaftale var udateret.
• Fakturaen for lokaleleje for hele 2021 blev først udstedt den 30. september 2022.
• Betalingen skete først den 19. december 2022, på trods af at fakturaen angav "netto kontant" som betalingsbetingelse.

Retsgrundlag og bevisbyrde

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som fastslår, at udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede, forudsat der er en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsterhvervelsen, og udgiften ikke er privat.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR. Der gælder en skærpet bevisbyrde, når aftaler er indgået mellem interesseforbundne parter, jf. bl.a. SKM2009.487.HR.

Konklusion

På baggrund af de manglende og forsinkede dokumenter fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at udgiften til lokaleleje på 300.000 kr. var fradragsberettiget i indkomståret 2021. De fremlagte købs- og salgsfakturaer, der angav [adresse1] som leveringsadresse, samt oplysningerne i selskabets årsrapport, ændrede ikke ved denne vurdering.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for lokalelejen.