Lovliggørende dispensation til nedlæggelse af dige meddelt efter lang myndighedspassivitet

Sagen omhandler en klage over Horsens Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af et dige (D00.101.413) på en ejendom i Serridslev By, Nebel. Ejendommens ejere påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, idet de anførte, at der ikke havde været et dige, men skelbeplantning, at fjernelsen skete i god tro, og at retten til retablering var bortfaldet grundet forældelse, myndighedspassivitet og indrettelseshensyn.

Ejendommen, der anvendes til markdrift, havde et zigzagformet dige på ca. 302 meter, som markerede et tidligere ejendomsskel. Horsens Kommune opdagede i februar 2021 via luftfotos, at diget var fjernet, og sendte i september 2021 et brev til klager om den ulovlige nedlæggelse. Efter manglende bemærkninger blev sagen oversendt til Slots- og Kulturstyrelsen, som varslede påbud om retablering.

Klager ansøgte i marts 2022 om lovliggørende dispensation. De oplyste, at de erhvervede ejendommen i 1989 og en nabomatrikel i 1992 med henblik på at samle arealerne til én mark. Sælger havde oplyst, at der ikke var sten, forhøjning eller dige i skellet. Efter arealoverførslen blev skelbeplantningen fjernet, og arealerne har siden været én opdyrket mark. Klager bestred, at der var tale om et dige, og anførte god tro samt henvisning til, at der var gået næsten 30 år siden fjernelsen i 1992, hvilket burde medføre dispensation af hensyn til indrettelse.

Horsens Kommune fastholdt afslaget med henvisning til, at diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, stk. 1 og Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger § 1, stk. 1, nr. 4, da det var indtegnet på 4 cm-kortet fra før 1. juli 1992. Kommunen vurderede diget til at have betydelig kulturhistorisk og landskabelig værdi samt en mindre, men ikke uvæsentlig, biologisk værdi. Kommunen anførte, at uvidenhed eller driftsmæssige/økonomiske interesser ikke er tilstrækkelig grund til dispensation, og at praksis er restriktiv. Kommunen var først blevet bekendt med nedlæggelsen i februar 2021 og afviste derfor myndighedspassivitet. Klager henviste til forældelsesfristen for strafansvar i Museumslovens § 40 a, stk. 6 og en tidligere afgørelse fra Naturklagenævnet (MAD 2004.784) som støtte for deres sag.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Horsens Kommunes afgørelse af 1. december 2022 om afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af dige til en lovliggørende dispensation.

Nævnet var enig med Horsens Kommune i, at diget var omfattet af beskyttelsen i Museumslovens § 29 a, stk. 1, da det var indtegnet på 4 cm-kortet fra før 1. juli 1992, og at der objektivt set havde ligget et dige på strækningen. Dette blev understøttet af historiske kortværker og luftfotos, der viste digets eksistens og form frem til nedlæggelsen i 1994-1995. Nævnet tiltrådte også kommunens vurdering af digets kulturhistoriske, landskabelige og biologiske værdier, især som et udskiftningsdige med landskabelig værdi.

Vurdering af klagers argumenter

Nævnet vurderede klagers argumenter som følger:

• God tro: Klagerens synspunkt om god tro baseret på oplysninger fra sælger og landinspektør samt egne undersøgelser kunne ikke udgøre et retligt grundlag for dispensation. Nævnet lagde vægt på, at diget fremgik som beskyttet på kortet, og at klager kunne have afklaret status med myndighederne inden nedlæggelsen.

• Forældelse: Den påberåbte forældelsesfrist i Museumslovens § 40 a, stk. 6 omhandler alene forældelse af strafansvaret og var derfor ikke relevant for spørgsmålet om lovliggørende dispensation.

• Myndighedspassivitet: Nævnet fandt ikke, at der forelå retsfortabende passivitet. Horsens Kommune blev først opmærksom på det nedlagte dige i februar 2021 og påtalte forholdet inden for rimelig tid. Der var ingen oplysninger, der godtgjorde, at myndighederne burde have konstateret forholdet tidligere, og museumsloven indeholder ikke pligt til opsøgende tilsyn.

• Indrettelseshensyn: Nævnet lagde til grund, at diget blev fjernet i 1994, og at der således var forløbet mere end 27 år, før Horsens Kommune kontaktede klager. Nævnet fandt, at hensynet til klager, som måtte antages at have indrettet sig i tillid til, at nedlæggelsen ikke ville blive påtalt, skulle indgå med betydelig vægt. Selvom diget var beskyttelsesværdigt, vejede hensynet til klagers indrettelse tungere end hensynet til retablering på grund af den lange forløbne tid.

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at der på baggrund af indrettelseshensyn burde meddeles lovliggørende dispensation.