Forskerskatteordning: Vederlagskrav ikke opfyldt trods efterbetaling i senere indkomstår

Sagen omhandler en udenlandsk medarbejder, der var omfattet af forskerskatteordningen. Ifølge hans ansættelseskontrakt skulle lønnen til enhver tid opfylde minimumskravet i Kildeskatteloven §§ 48 E-F. Ved en fejl fra arbejdsgiverens side blev lønnen for 2020 og 2021 ikke reguleret i overensstemmelse med de gældende satser, hvorfor den gennemsnitlige månedsløn var for lav.

Skattestyrelsen afviste derfor anvendelsen af forskerskatteordningen for disse to år og ændrede indkomsten til almindelig beskatning. Klageren argumenterede for, at fejlen lå hos arbejdsgiveren, at kontrakten garanterede den korrekte løn, og at fejlen blev rettet med en efterbetaling i januar 2023. Klageren mente, at sagen adskilte sig fra tidligere praksis (SKM2022.24.LSR), da der forelå en skriftlig aftale.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt det afgørende, at vederlagskravet skal være opfyldt løbende inden for det enkelte kalenderår. En efterbetaling foretaget i et senere indkomstår kunne ikke med tilbagevirkende kraft opfylde betingelserne for de tidligere år.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, om klageren opfyldte vederlagskravet i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3 for indkomstårene 2020 og 2021, da en efterbetaling for disse år først fandt sted i januar 2023.

Retsgrundlag

For at anvende forskerskatteordningen er det en betingelse, at vederlaget i penge, som et gennemsnit inden for kalenderåret, mindst udgør et årligt reguleret grundbeløb. For indkomståret 2020 var kravet en gennemsnitlig månedlig løn på 68.100 kr. plus ATP-bidrag.

Det er en objektiv betingelse, at vederlagskravet er opfyldt løbende under ansættelsen. Afgørelsen SKM2022.24.LSR fastslog, at en efterbetaling i et senere indkomstår ikke kunne rette op på manglende opfyldelse. Omvendt fandt Østre Landsret i SKM2022.33.ØLR, at en lønændring foretaget inden for det pågældende kalenderår kunne accepteres.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten fandt, at selvom klagerens ansættelseskontrakt indeholdt en forpligtelse for arbejdsgiveren til at sikre, at lønnen altid opfyldte vederlagskravet, var dette ikke sket i praksis for 2020 og 2021.

Retten lagde afgørende vægt på, at der skal være overensstemmelse mellem den kontraktmæssige forpligtelse og det vederlag, der reelt modtages inden for det pågældende kalenderår. Den efterbetaling på 26.200 kr., som klageren modtog i januar 2023, blev foretaget længe efter udløbet af de relevante indkomstår (2020 og 2021). Betalingen kunne derfor ikke anses for at have rettet op på den manglende opfyldelse af vederlagskravet for disse år.

Da reguleringen af vederlaget ikke blev foretaget inden for de respektive kalenderår, var betingelserne i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3 ikke opfyldt.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.