Godtgørelse for varigt mén – tab af ringfinger og påvirkning af tegnsprog

En borger, der er døv og kommunikerer på tegnsprog, fik amputeret sin højre ringfinger ved grundleddet som følge af en arbejdsskade. Skaden medførte udover nedsat kraft og motorik i hånden også nervepåvirkning med påvirket følesans. Borgeren oplevede betydelige vanskeligheder med at udtrykke sig på tegnsprog, da ringfingeren indgår i mange tegn, og den højre hånd er borgerens dominante hånd. Dette påvirkede borgerens personlige livsførelse og kommunikation med familie og omgangskreds, som også er tegnsprogstalende. Borgerens advokat klagede over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om godtgørelse for varigt mén, idet det blev anført, at skaden medførte ganske specielle ulemper og tab af en særlig færdighed.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om en godtgørelse på 15 procent for varigt mén. Afgørelsen bygger på en vurdering af borgerens gener, hvor der gives et tillæg til den almindelige méngrad for fingerskader. Dette tillæg skyldes dels nervepåvirkning, dels at arbejdsskaden har medført ganske specielle ulemper i borgerens personlige livsførelse som følge af tab af en særlig færdighed – evnen til at kommunikere fuldt ud på tegnsprog.

Ankestyrelsens principielle vurdering

Ankestyrelsen fastslog, at der er grundlag for at fravige méntabellens udgangspunkt, når en arbejdsskade har medført ganske specielle ulemper i den personlige livsførelse som følge af tab af en særlig færdighed. Dette er i modsætning til erhvervsmæssige begrænsninger, som kompenseres gennem erstatning for tab af erhvervsevne, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 18.

For at et tillæg for tab af særlige færdigheder kan gives, skal følgende betingelser være opfyldt:

• Skaden skal have påført borgeren en ganske speciel ulempe i den personlige livsførelse i forhold til andre med samme type skade.
• Begrænsningen skal række ud over en påvirkning af den erhvervsmæssige udøvelse.
• Der skal være tale om et reelt ”tab” af en færdighed.

I denne sag vurderede Ankestyrelsen, at borgerens vanskeligheder med tegnsprogskommunikation opfyldte disse kriterier, da det udgjorde en væsentlig og personlig ulempe, der ikke var dækket af erhvervsevnetab.