Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opdeling af beboelseslejlighed i København S

Københavns Kommune afslog den 17. oktober 2022 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 363, ”Fremad”, til opdeling af en beboelseslejlighed til to boliger på ejendommen [A1], 2300 København S. Dette ville medføre i alt tre boliger på ejendommen, hvilket er i strid med lokalplanens bestemmelser.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen på [A1] er omfattet af lokalplan nr. 363, Fremad. Lokalplanens § 3, stk. 1, fastsætter, at der kun må indrettes én bolig på hver ejendom, dog med en undtagelse for specifikke ejendomme, herunder den omhandlede, hvor der må indrettes to boliger. Ansøgningen om at indrette en tredje bolig var derfor i strid med denne bestemmelse.

Kommunens afslag og begrundelse

Kommunen begrundede afslaget med, at forøgelsen af antallet af boliger fra to til tre krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 1. Kommunen vurderede, at denne bestemmelse er en del af lokalplanens formål og principper, og at kommunen derfor ikke havde hjemmel til at dispensere fra den, jf. Planlovens § 19.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede klagen og fokuserede på følgende retlige spørgsmål, som nævnet er kompetent til at vurdere i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18, eller om det krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 1.
• Om kommunen havde en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af kommunens tidligere tilkendegivelser.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afslag på dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Vurdering af dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at den ansøgte indretning af en tredje bolig på ejendommen var i strid med lokalplan nr. 363, Fremad § 3, stk. 1, som specifikt tillader to boliger på ejendommen. Forholdet krævede derfor dispensation i henhold til Planlovens § 19.

Mulighed for dispensation

Nævnet vurderede, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis den tidsbegrænses, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Lokalplanens § 3, stk. 1, er en anvendelsesbestemmelse, og nævnet fandt, at den ansøgte anvendelse (tre boliger) ikke lå tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse (to boliger). En dispensation ville derfor være i strid med lokalplanens principper, og kommunens afslag på dispensation havde således hjemmel i både lokalplanen og planloven.

Berettigede forventninger

Klageren gjorde gældende, at en tidligere dispensation fra 2006 til tre boliger skabte berettigede forventninger. Planklagenævnet bemærkede, at denne tidligere dispensation ikke blev udnyttet og dermed var bortfaldet. Kommunen havde desuden oplyst, at den tidligere tilladelse var givet ved en enkeltstående fejl og ikke var udtryk for en fast administrationspraksis. Nævnet fandt, at selv hvis den bortfaldne afgørelse havde skabt berettigede forventninger, kunne dette ikke medføre, at kommunen var afskåret fra at give afslag på den ansøgte opdeling, da den var i strid med lokalplanens § 3, stk. 1.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden for seks måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.