Stadfæstelse af afslag på nedsættelse af sparede omkostninger ved erstatning for skindværdi af mink

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse om afslag på nedsættelse af reduktion af sparede omkostninger ved beregning af endelig erstatning for skindværdi af mink. Sagen vedrører en minkfarm på [adresse1], hvis mink blev aflivet og destrueret med pels som følge af COVID-19.

Fødevarestyrelsen traf den 18. november 2021 afgørelse om udbetaling af endelig erstatning for skindværdien på 2.377.374,30 kr. Erstatningen blev beregnet ud fra en gennemsnitlig skindpris på 250 kr., korrigeret for besætningens pelsindeks, og reduceret med sparede omkostninger pr. mink. Reduktionen var 14,50 kr. pr. mink (ikke avlstæve) og 0,51 kr. pr. dag for disse mink, samt 0,27 kr. pr. dag for avlstæver, beregnet fra aflivningstidspunktet fratrukket tre dage frem til og med 15. november 2020.

Klager påklagede afgørelsen den 14. december 2021, idet 250 kr. pr. destrueret dyr ikke udgjorde fuld erstatning, og klager mente at have lidt et yderligere tab på 10 kr. pr. destrueret dyr samt at have haft lavere udgifter til lønninger og foder i 2020. Fødevarestyrelsen genoptog sagen.

Den påklagede afgørelse

Fødevarestyrelsen traf den 13. oktober 2022 afgørelse om afslag på nedsættelse af reduktion af sparede omkostninger. Styrelsen fastholdt, at genoptagelsen ikke medførte yderligere udbetaling. Klagepunktet vedrørende prisloftet på 250 kr. blev sat i bero i afventning af en verserende retssag.

Styrelsen begrundede afslaget med, at den endelige skinderstatning udbetales for mink aflivet som følge af COVID-19, baseret på antallet af mink ved aflivningstidspunktet. Reduktionen for sparede omkostninger sker efter en samlet beregning af flere faktorer, og udgiften til foder kan ikke særskilt danne grundlag for en ændring, da foderforbruget kun udgør en mindre del af de samlede sparede omkostninger. Indkøbte ting til aflivning og foretagne investeringer/vedligehold indgår i beregningen af den endelige nedlukningserstatning og vurderes af erstatnings- og taksationskommissionen, og kan derfor ikke ændre de sparede omkostninger ved skinderstatningen.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at klager var berettiget til 395 kr. pr. avlshun, da smittede farme angiveligt fik dette beløb, og Fødevarestyrelsen havde udtalt, at erstatningen for smittede og ikke-smittede farme var den samme. Klager mente at have tabt 1.580.000 kr. for 4.000 tæver.

Derudover præciserede klager et tab på overskud fra [virksomhed1] på 16,02 kr. pr. solgt skind, fratrukket 4 kr. i salgsafgift, hvilket samlet beløb sig til 237.996 kr. Klager fastholdt også, at foderprisen var sat for højt i beregningsmodellen, idet klager brugte 140 g foder til 2,10 kr. kiloet pr. dyr om dagen (0,294 kr. dagligt) i stedet for de anvendte 0,51 kr. Dette resulterede i et beregnet tab på 29.106 kr. for foder. Samlet beregnede klager et krav på 1.847.102 kr.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen bemærkede, at skinderstatningen kun dækker mink aflivet og destrueret med pels som følge af COVID-19. Tab af overskud fra [virksomhed1] kan ikke dækkes efter Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 2, stk. 1, og bør behandles af erstatnings- og taksationskommissionen. Styrelsen oplyste, at de 395 kr. pr. avlshun, som klager refererede til, blev udbetalt som led i separate honoraraftaler til smittede besætninger og var ikke en del af den endelige skinderstatning. Klager havde selv modtaget honorar efter en ordning for besætninger i geografisk nærhed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Fødevarestyrelsens afgørelse af 13. oktober 2022 om afslag på nedsættelse af reduktion af sparede omkostninger ved beregning af endelig erstatning for skindværdi af mink på [adresse1]. Nævnet har begrænset sin prøvelse til muligheden for at udbetale et højere beløb pr. avlstæve i endelig erstatning for skindværdi og fastsættelse af korrekt reduktion af sparede omkostninger, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Mulighed for højere beløb pr. avlstæve

Nævnet fandt, at klager ikke er berettiget til 395 kr. pr. avlstæve i endelig skinderstatning. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 2, stk. 2, som fastsætter, at erstatningen opgøres på grundlag af den beregnede afregningspris baseret på gennemsnitlige priser for danske minkskind, dog maksimalt 250 kr. pr. skind. Denne beløbsgrænse gælder for alle besætningsejere, uanset om besætningen var smittet eller ej.

Nævnet bemærkede, at erstatningen opgøres ud fra skindprisen pr. skind, uanset dyrets type, og ikke på baggrund af antallet af avlstæver. De 395 kr., som klager refererede til, blev udbetalt som led i separate honoraraftaler til smittede besætninger og var ikke en del af den endelige erstatning for skindværdi. Derfor har klager ikke fået udbetalt et lavere beløb pr. skind i endelig erstatning for skindværdi sammenlignet med smittede besætninger.

Fastsættelse af korrekt reduktion for sparede omkostninger

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afslag på nedsættelse af reduktion for sparede omkostninger var korrekt. Reduktionen beregnes som et fast beløb pr. mink, der varierer afhængigt af, om det er en avlstæve eller en anden mink, jf. Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 2 og Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 3.

Nævnet vurderede, at klagers manglende modtagelse af en andel af overskuddet fra [virksomhed1] ikke udgør en omkostning, der har udgjort et mindre beløb, men derimod en manglende indkomst. Derfor kan Fødevarestyrelsen ikke nedsætte reduktionen af sparede omkostninger på dette grundlag, jf. Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 5.

Desuden vurderede nævnet, at Fødevarestyrelsen ikke kan nedsætte reduktionen af sparede omkostninger som følge af den lavere fodermængde og -pris. Klager har ikke dokumenteret, at foderomkostningerne isoleret set har været lavere end gennemsnittet, eller at de samlede omkostninger har udgjort et mindre beløb, som krævet i Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 5. Foderudgiften er kun en del af de samlede omkostninger, som reduktionen på 0,51 kr. består af.

Fødevarestyrelsen har fyldestgørende angivet hjemmelsgrundlaget for afslaget ved at henvise til Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 2, stk. 1, Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 2, stk. 2, Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 1, Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 2, Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 3 og Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3, stk. 5.