Klage over Syddjurs Kommunes afgørelse om tilbageførsel af areal fra sommerhusområde til landzone

Syddjurs Kommune traf den 8. september 2022 afgørelse om at tilbageføre et areal på matr.nr. [M1] i Ebeltoft fra sommerhusområde til landzone. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 45, stk. 1.

Klageren, som er ejer af arealet, har indbragt sagen for Planklagenævnet. Klagen omhandler primært, hvorvidt kommunen havde den fornødne hjemmel til at træffe afgørelsen, og om afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet og baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Arealets karakteristika og planlægning

Det omhandlede areal er cirka 2 hektar stort og ligger i kystnærhedszonen. Det er omfattet af lokalplan nr. 125, der udlægger det som sommerhusområde til offentlig strand. I kommuneplan 2020-2032 er arealet dog udlagt til fremtidig landzone.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede sin afgørelse med, at tilbageførslen var nødvendig som led i implementeringen af Landsplandirektiv 2019. Direktivet kræver, at der tilbageføres eksisterende sommerhusområder til landzone, når der etableres nye sommerhusområder i kystnærhedszonen, for at opretholde en 1:1 ratio. Kommunen vurderede, at de udpegede områder, herunder det påklagede areal, ikke var egnede som sommerhusområder, og at omfordelingen ville gavne Syddjurs Kommune som helhed. Afgørelsen henviste til Planloven §§ 45 og 46 samt Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen § 56.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til tilbageførslen, da den var i strid med Planloven § 5 b, stk. 4, som omhandler enkeltliggende, uudnyttede sommerhusgrunde. Klageren anførte desuden, at arealet primært ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og derfor ikke er en reel sommerhusgrund. Endvidere mente klageren, at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet med en generisk formulering og en upræcis angivelse af arealet som "ca. 2 ha". Klageren hævdede også, at afgørelsen var baseret på usaglige hensyn, idet den angiveligt skulle tilgodese en anden grundejer i området.

Planklagenævnet har ikke behandlet klagepunktet om, at lokalplanen burde være ophævet i medfør af Planloven § 33, da kommunen ikke havde truffet en afgørelse herom.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Syddjurs Kommunes afgørelse om tilbageførsel af et areal fra sommerhusområde til landzone og kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Hjemmel til tilbageførsel til landzone

Nævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel i Planloven § 45, stk. 1 til at tilbageføre arealet, da dette var i overensstemmelse med kommuneplanen, som fastsætter arealets fremtidige zonestatus som landzone.

Vedrørende klagerens anbringende om, at tilbageførslen var i strid med Planloven § 5 b, stk. 4, bemærkede nævnet, at Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen er udstedt med hjemmel i denne bestemmelse. Specifikt fastsætter Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen § 5, stk. 2 og Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen § 56, at det konkrete areal skal tilbageføres til landzone. Nævnet lagde til grund, at Erhvervsstyrelsen i forbindelse med vedtagelsen af landsplandirektivet havde taget stilling til, at tilbageførslen af det konkrete areal var i overensstemmelse med Planloven § 5 b, stk. 4. Planklagenævnet kan ikke behandle afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen vedrørende landsplandirektivet.

Begrundelse og planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens afgørelse skal være baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn og skal indeholde en begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1.

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, idet den henviste til de relevante retsregler, herunder Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen § 56, hvor der konkret var taget stilling til tilbageførslen af arealet. Nævnet fandt også, at afgrænsningen af arealet som "ca. 2 ha" med henvisning til kortbilag N9 i landsplandirektivet var tilstrækkelig præcis. Endvidere fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at kommunen havde inddraget usaglige hensyn, da tilbageførslen var besluttet ved Landsplandirektiv 2019.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne samlet set ikke give medhold i klagen over Syddjurs Kommunes afgørelse af 8. september 2022. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.