Afslag på dispensation fra forblivelsespligt til fjernvarme på grund af manglende særlige grunde

Sagen omhandler en klage over Slagelse Kommunes afslag på at dispensere en ejendom fra forblivelsespligten til Hashøj Kraftvarmeforsyning. Ejendomsejeren, en førtidspensionist, ønskede at udtræde af forsyningspligten for at installere et træpillefyr, hvilket han forventede ville give en økonomisk besparelse. Forblivelsespligten for ejendommen er tinglyst ved deklaration i 2005.

Sagens forløb

Klager anmodede oprindeligt kommunen om fritagelse i februar 2020. Kommunen meddelte afslag i maj 2020, men denne afgørelse blev ophævet og hjemvist af Energiklagenævnet i oktober 2020 på grund af en mangelfuld begrundelse, der ikke levede op til kravene i Forvaltningsloven § 24, stk. 1.

Efter fornyet behandling traf Slagelse Kommune en ny afgørelse i januar 2021, hvor de igen afslog ansøgningen. Det er denne afgørelse, der er påklaget til Energiklagenævnet.

Kommunens begrundelse for afslag

Slagelse Kommune baserede sit afslag på en samlet vurdering og fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der kunne begrunde en dispensation efter Tilslutningsbekendtgørelsen § 17, stk. 1. De centrale argumenter var:

• Sikring af kundegrundlag: Forblivelsespligten for ca. 400 ejendomme er afgørende for Hashøj Kraftvarmeforsynings økonomiske grundlag.
• Krav om særlige grunde: Der skal foreligge tungtvejende argumenter for at dispensere, for ikke at udvande forpligtelsen.
• Økonomisk besparelse: Kommunen vurderede, at prisforskellen ved at skifte til et træpillefyr ikke ville være af en så væsentlig størrelse, at det kunne begrunde en fritagelse.
• Personlige forhold: Klagers status som førtidspensionist blev ikke i sig selv anset for en tilstrækkelig grund.

Klagers anbringender

Klager gjorde gældende, at kommunens afgørelse var ugyldig af flere årsager:

• Inhabilitet: Kommunens sagsbehandler var inhabil, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, på grund af udtalelser til en avis, der ifølge klager viste forudindtagethed.
• Manglende undersøgelse: Kommunen havde ikke undersøgt klagers samlede økonomiske forhold tilstrækkeligt.
• Mangelfuld begrundelse: Afgørelsen specificerede ikke, hvilken prisforskel der var lagt til grund for vurderingen.
• Uvedkommende hensyn: Kommunen lagde uberettiget vægt på varmeværkets økonomi.

Energiklagenævnet stadfæster Slagelse Kommunes afgørelse af 20. januar 2021 om afslag på dispensation fra forblivelsespligt.

Vurdering af inhabilitet

Energiklagenævnet fandt ikke, at kommunens sagsbehandler var inhabil. Nævnet vurderede, at sagsbehandlerens udtalelser til pressen var generelle bemærkninger om praksis og ikke en forudindtaget vurdering af den konkrete, verserende sag. Derfor var der ikke grundlag for at antage, at der forelå omstændigheder egnet til at vække tvivl om sagsbehandlerens upartiskhed, jf. Forvaltningsloven § 3, stk. 1, nr. 5.

Vurdering af kommunens skøn

Nævnet fastslog, at en kommune har et vidt skøn ved vurderingen af, om der i særlige tilfælde kan meddeles dispensation fra forblivelsespligt efter Tilslutningsbekendtgørelsen § 17, stk. 1. Energiklagenævnet fandt, at de hensyn, Slagelse Kommune havde inddraget, var saglige og lovlige. Dette inkluderede hensynet til kraftvarmeforsyningens økonomi, som er et legitimt hensyn for at sikre det kollektive anlægs fortsatte drift. Kommunens afvejning af klagers personlige økonomiske forhold over for hensynet til fællesskabet lå inden for rammerne af det kommunale skøn.

Vurdering af sagsbehandlingen

Energiklagenævnet fandt, at kommunen havde oplyst sagen tilstrækkeligt til at kunne træffe en afgørelse. Kommunen havde opfordret klager til at fremsende dokumentation for udgifterne ved et alternativt anlæg, hvilket ikke var sket. Ligeledes fandt nævnet, at kommunens begrundelse levede op til kravene i Forvaltningslovens § 24, da den angav de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen. Det var ikke et krav, at kommunen skulle have specificeret den præcise prisforskel, der blev lagt til grund.

Nævnets konklusion var derfor, at kommunens afgørelse var gyldig, og de øvrige anbringender fra klager kunne ikke føre til et andet resultat.