Planklagenævnets afgørelse om afslag på samtykke til tinglysning af privatretlig servitut

Sagen omhandler Aarhus Kommunes afslag på en ansøgning om samtykke efter Planloven § 42 til tinglysning af en privatretlig servitut på ejendommen [A1]. Ansøgeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet, som behandlede spørgsmål om kommunens hjemmel til at nægte samtykke og overholdelse af reglerne om partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19.

Ejendommen og servitutten

Klagen vedrører en servitut, der ønskes tinglyst på ejendommen [A1]. Servitutten indeholder en tidsbegrænset begrænsning for ejendommens anvendelse i perioden fra 1. juni 2022 til 31. maj 2028. I denne periode må ejendommen ikke anvendes til salg af fødevarer og nonfood-varer til engros- eller detailkunder, uanset om det er i form af distribution, cash and carry eller supermarked. Servitutten bortfalder og kan aflyses ved udløbet af den nævnte periode.

Forløbet før kommunens afgørelse

Aarhus Kommune modtog den 10. juni 2022 en anmodning om forhåndssamtykke til tinglysning af servitutten. Kommunen svarede den 14. juni 2022 via e-mail med et afslag. Begrundelsen var, at kommunen ikke havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i servituttens overholdelse og ikke ønskede at åbne mulighed for privat byplanlægning gennem tinglysning af private servitutter. Klageren anmodede herefter om en formel afgørelse med klagevejledning.

Kommunens afgørelse

Aarhus Kommune traf den 30. juni 2022 den endelige afgørelse om afslag på samtykke efter Planloven § 42. Kommunen henviste til, at ejendommen ikke var omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, men reguleredes af kommuneplanramme 240102ER, som udlægger området til erhvervsformål. Det fremgik, at detailhandel ikke må etableres i området, men at butikker til salg af egne produkter i tilknytning til produktionslokaler er tilladt. Kommunen begrundede afslaget med, at den ikke ønsker, at privatretlig byplanlægning skaber begrænsninger for anvendelsen af erhvervsområderne. Kommunen ønskede derimod at sikre, at påtænkte virksomheder kan etableres inden for erhvervsområdet og havde derfor ikke den fornødne planlægningsmæssige interesse i servituttens overholdelse.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Aarhus Kommunes afgørelse om afslag på samtykke til tinglysning af servitutten fastholdes.

Samtykke efter Planlovens § 42

Planklagenævnet fastslog, at det afgørende for samtykkekravet efter Planloven § 42 er, hvorvidt servitutten angår emner, der kan reguleres i en lokalplan i henhold til Planloven § 15, stk. 2. Det er uden betydning, om servitutten er tidsbegrænset. Efter Planloven § 15, stk. 2, nr. 2 og Planloven § 15, stk. 2, nr. 10 kan lokalplaner regulere områdets og bygningers anvendelse.

Kommunen er forpligtet til at foretage en konkret vurdering ved anmodninger om samtykke, men kan nægte samtykke ud fra brede overvejelser, herunder at servitutter ikke må stride mod kommunens planlægning. Kommunen begrundede afslaget med, at den ikke ønskede, at privatretlig byplanlægning skabte begrænsninger for anvendelsen af erhvervsområderne, og at den ikke havde en planlægningsmæssig interesse i at pålægge begrænsninger for ejendommens anvendelse på den måde, som angives i servitutten. Planklagenævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn og dermed havde hjemmel i Planloven § 42 til at nægte samtykke.

Partshøring

Klageren gjorde gældende, at afgørelsen led af væsentlige forvaltningsretlige mangler, da der ikke var foretaget partshøring over væsentlige dele af kommunens begrundelse. Planklagenævnet vurderede, at reglerne om partshøring i Forvaltningsloven § 19, stk. 1 ikke var tilsidesat. Nævnet lagde vægt på, at kommunens afslag var begrundet i en skønsmæssig vurdering af manglende planlægningsmæssig interesse, og at der ikke var tale om faktuelle oplysninger, som klageren ikke kunne antages at være bekendt med, eller vurderinger, som kommunen var forpligtet til at høre om. Det fremgik desuden tydeligt af kommunens e-mail af 14. juni 2022, at kommunen havde til hensigt at give et afslag.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagepunktet vedrørende partshøring. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.