Stadfæstelse af afgørelse om registrering af beskyttet eng på matr. nr. [m1] i Randers Kommune

Sagen omhandler en klage over Randers Kommunes afgørelse af 29. juli 2022, der fastslog, at en del af matr. nr. [m1] i Havndal opfylder betingelserne for at være beskyttet eng i henhold til naturbeskyttelsesloven. Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 26. august 2022.

Klageren anførte, at det omhandlede areal, mark nr. 11, var omfattet af en 20-årig aftale om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ-aftalen) med det forhenværende Århus Amt. Klageren mente, at aftalen, især punkt IVb, der svarer til Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger § 44, indebar, at det alene var plantedækket og arealets fremtræden ved aftalens udløb, der afgjorde, om marken var omfattet af naturbeskyttelsesloven. Klageren fremhævede, at marken var drevet under ét med græsdække og såning af græsfrø.

Klageren påpegede desuden, at en tidligere besigtigelse inden aftalens udløb kun vurderede en mindre del (3.700 m²) som beskyttet natur, og at aftalen ikke tog højde for delvis naturbeskyttelse af marken. Klageren argumenterede for, at aftalen forudsatte, at marken skulle behandles som én enhed, og at driftshistorikken over 20 år burde forhindre arealet i at blive naturbeskyttet, hvis det omlægges inden for et år efter kontraktens udløb.

Randers Kommunes vurdering

Randers Kommune modtog den 7. februar 2022 en henvendelse fra klageren vedrørende markarealet, da MVJ-aftalen udløb den 31. august 2022. Kommunen oplyste, at arealet ikke tidligere var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, men at MVJ-aftalen krævede en besigtigelse ved tilsagnsperiodens udløb for at vurdere arealets status.

Ved besigtigelse den 19. maj 2022 konstaterede kommunen, at arealet var kendetegnet ved fugtig jordbund, tuet struktur og dominans af lysesiv og almindelig mjødurt, samt en række andre fugtigbundselskende arter. På baggrund af vegetation, jordbundsforhold og driftshistorik meddelte kommunen en foreløbig vurdering af arealet som omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3.

Luftfotos fra 2002-2022 viste, at arealet ikke havde været omlagt eller dyrket, og at den nordvestlige del gradvist var blevet mere våd og tuet fra 2011-2022. Kommunen afviste, at den øgede fugtighed skyldtes manglende vedligehold af Kastbjerg Å. Randers Kommune ændrede den foreløbige afgrænsning af § 3-arealet mod syd, hvilket reducerede det beskyttede areal til ca. 3.700 m².

Randers Kommune oversendte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 13. september 2022 og fastholdt sin uenighed i klagerens fortolkning af MVJ-aftalen. Kommunen fremhævede, at arealets fremtræden var konkret vurderet i forhold til vegetation, fugtigbundsforhold og drift.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Randers Kommunes afgørelse af 29. juli 2022 om registrering af beskyttet eng på matr. nr. [m1]. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt.

Retligt grundlag for beskyttede naturtyper

Nævnet henviste til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4, som fastslår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af ferske enge og biologiske overdrev, når de er større end 2.500 m² i sammenhængende areal. Det blev understreget, at registreringer af naturtyper er vejledende, og den bindende afgørelse træffes af kommunen efter en konkret vurdering. Afgørende er, om der har udviklet sig et dyre- og planteliv, der er karakteristisk for beskyttet natur. Arealer kan over tid "vokse" sig ind eller ud af § 3-beskyttelsen, da loven omfatter de arealer, der til enhver tid opfylder kriterierne.

Ferske enge er typisk lavtliggende, fugtige arealer med lysåbne plantesamfund af fugtigbundselskende græsser og urter, der tåler græsning og/eller slåning. Både naturenge og kulturenge er beskyttet, hvis de opfylder lovens kriterier. Almindelige dyrkede marker og kulturgræsmarker, der omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år, betragtes ikke som ferske enge i lovens forstand. Den tilstedeværende botanik og arealets driftshistorie er normalt udslagsgivende for registreringen.

Vurdering af genopdyrkningsret

Nævnet vurderede, om arealet var omfattet af undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1, som undtager naturtyper dannet efter aftale med en offentlig myndighed om særlig driftsform, herunder braklægning og/eller pleje, indtil et år efter aftaleperiodens udløb. Denne undtagelse giver lodsejeren ret til at genopdyrke arealet inden for et år for at undgå § 3-beskyttelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det beskyttede areal på matr. nr. [m1] ikke var omfattet af undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2. Nævnet lagde vægt på ordlyden af MVJ-aftalen med det forhenværende Århus Amt, hvoraf det fremgik, at markerne sandsynligvis ville fremtræde som en beskyttet naturtype ved aftalens udløb, og at afgørelsen om status ville blive fastslået ved besigtigelse. Aftalen fastslog desuden, at driften ikke måtte intensiveres, og at der ikke måtte ske tilstandsændrende indgreb, hvis markerne fik status af en beskyttet naturtype efter aftalens udløb. Særligt fremhævede nævnet aftalens formulering: "Ovenstående ophæver således bestemmelsen i bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger mv., paragraf 2 om, at den tidligere udnyttelse af arealet kan genoptages inden for det første år efter tilsagnsperiodens udløb."

Nævnet konkluderede, at det i aftalen ikke var angivet, at markerne som helhed skulle have status af en beskyttet naturtype for at være undtaget fra Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2. Dette ville også stride mod forståelsen af dynamikken bag § 3-beskyttelsen, hvor naturen ikke er begrænset af matrikel- eller markgrænser. Derfor fandt nævnet, at arealet er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3 som fersk eng og ikke kan undtages herfra i medfør af Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2.