Stadfæstelse MED ÆNDRINGER af påbud om supplerende undersøgelser af jordforurening

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Frederikshavn Kommunes påbud af 11. juli 2022 om supplerende undersøgelser af forurening på en del af matr.nr. [Matrikelnummer1] ved Havarikursus Hvims i Ålbæk. Påbuddet var meddelt med hjemmel i Jordforureningslovens § 40 og Jordforureningslovens § 72.

Klager, [Virksomhed3], påklagede påbuddet, idet de anerkendte forpligtelsen til at undersøge forureningen fra Brandøvelsesplads Vest, men anførte, at denne forurening løb sammen med forurening fra andre kilder i området. Klager mente, at det ikke ville være muligt at efterleve kravet om afgrænsning af PFAS-forureningen, da der ikke var velafprøvede metoder til at adskille PFAS-forurening fra forskellige kilder.

Baggrund for forureningen

Ejendommen er en del af et større område, der er kortlagt på vidensniveau 1 (V1) og vidensniveau 2 (V2) efter jordforureningsloven, med fund af PFAS og olieprodukter i jord og grundvand. Påbuddet vedrørte specifikt "Delområde I" (Havarikursus Hvims – vestlig del af Brandøvelsesplads Vest). Frederikshavn Kommune havde tidligere truffet afgørelse om, at der ikke kunne meddeles påbud for forureninger på de øvrige delområder (II, III og IV).

Tidligere undersøgelser

[Virksomhed3] havde i 2019 og 2021 udført frivillige forureningsundersøgelser:

• Den orienterende undersøgelse i 2019 påviste jordforurening med oliestoffer og grundvandsforurening med oliestoffer og PFAS-forbindelser. De største koncentrationer af PFAS blev fundet ved rensningsanlægget, Brandøvelsesplads Vest og olieudskiller OU7.
• Den supplerende undersøgelse i 2021 bekræftede PFAS-forurening i jord og grundvand, hvoraf grundvandsforureningen med PFAS ikke var afgrænset horisontalt eller vertikalt.

Kommunen vurderede, at [Virksomhed3] var forurener i henhold til Jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, da forureningen var startet efter 1. januar 1992, og den væsentligste del var sket efter 1. januar 2001. Kommunen fastholdt, at en forurener kan pålægges at undersøge en forurening, selvom den overlapper en eksisterende forurening.

Klagerens anbringender

Klager gjorde gældende, at hvis påbuddet fastholdtes uændret, var det i strid med proportionalitetsprincippet, da:

• Forureningen løb sammen med forurening fra andre kilder, og det var umuligt at adskille den.
• Påbuddet alene var rettet mod klager, selvom der var flere mulige forurenere, hvilket stred mod Jordforureningslovens § 43, stk. 1, som foreskriver, at påbud skal meddeles dem alle.
• Klagerens aktiviteter kun havde fundet sted siden 1996, mens andre aktiviteter på ejendommen havde foregået siden ca. 1969.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunktet vedrørende afgrænsningen af den konstaterede PFAS-forurening i påbuddets vilkår 2. Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre Frederikshavn Kommunes afgørelse i øvrigt.

Proportionalitetsprincippet og afgrænsning af forurening

Nævnet henviste til Jordforureningslovens § 40, stk. 1, som fastslår, at oplysninger, der afkræves, skal have betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger. Undersøgelser skal give klarhed over forureningens omfang og risici for at danne grundlag for en oprensningsvurdering. Påbudshjemlen i Jordforureningslovens § 40 skal administreres i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvilket betyder, at udgifterne til undersøgelser ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de risici, forureningen indebærer.

Nævnet understregede, at der ikke kan meddeles påbud om undersøgelse, hvis det på forhånd kan udelukkes, at der kan meddeles påbud om oprensning efter Jordforureningslovens § 41 eller Miljøbeskyttelseslovens § 69. Selvom en nyere forurening kan påbydes oprenset, selvom den fjerner ældre forurening, skal dette fraviges, hvis omkostningerne bliver uforholdsmæssige. Dette kræver, at forureningen i en vis grad kan adskilles.

Nævnet konstaterede, at der var enighed om, at PFAS-forureningen i B201 og B202 stammede fra klagers aktiviteter og ikke var afgrænset. Nævnet var enig med klager i, at der skete en sammenblanding af forurening fra Delområde I med forurening fra andre områder. Hvor denne sammenblanding sker, vil det ikke være muligt at adskille og afgrænse forureningen fra Delområde I via analyser.

Ændring af påbudsvilkår

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt derfor, at påbuddets vilkår 2 skulle ændres for at sikre, at klager ikke forpligtedes til at undersøge forurening, som kommunen allerede havde afgjort ikke kunne påbydes oprenset. Dette ville ellers stride mod proportionalitetsprincippet.

Nævnet stadfæstede Frederikshavn Kommunes afgørelse af 11. juli 2022 med følgende ændringer til vilkår 2:

• Kravet om afgrænsning af PFAS-jordforureningen i B201 og B202 vil anses for opfyldt, hvor der kan udarbejdes en underbygget redegørelse for, at forurening omfattet af påbuddet sammenblandes med ikke-omfattet forurening og herefter ikke lader sig adskille.
• Undersøgelsen af PFAS i grundvand kan i relevant omfang ske med analyser for sumkriteriet for de 22 og 4 PFAS-forbindelser, i stedet for skal.

Klager har fortsat metodefrihed til at planlægge undersøgelserne, så de er mindst byrdefulde, forudsat at de opfylder målet med påbuddet. Frederikshavn Kommune skal som tilsynsmyndighed sikre, at opfyldelsen sker i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.