Planklagenævnets afgørelse om forbud mod nedrivning af ejendom på Nørrebro

Københavns Kommune meddelte den 12. juli 2022 et forbud efter Planlovens § 14 mod nedrivning af eksisterende byggeri på ejendommen [A1], 2200 København N. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål: om forbuddet var meddelt i overensstemmelse med planloven og almindelige forvaltningsretlige regler, og om kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbud som følge af passivitet. Planklagenævnet ophævede afgørelsen, hvilket betyder, at kommunens forbud ikke længere er gældende. Nævnet behandlede ikke de øvrige klagepunkter i sagen.

Ejendommen og kommunens begrundelse

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 165, [A1] og lokalplan nr. 19, Blågården. Kommunen begrundede forbuddet med, at ejendommen bidrager positivt til et varierende byrum og er en del af fortællingen om Nørrebros og Københavns udvikling. Kommunen anførte, at det i forbindelse med udarbejdelsen af en ny lokalplan skulle undersøges nærmere, hvorvidt lokalplanen skulle sikre bevaring, delvis bevaring eller alene bevaring af den eksisterende bygnings dimensioner.

Planklagenævnets kompetence og hjemmel

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at nedlægge forbud mod nedrivning af ejendomme i medfør af Planlovens § 14. Dette skyldes, at en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 18. Et § 14-forbud kan anvendes til at forhindre et projekt, selvom det er i overensstemmelse med en gældende lokalplan, da hensigten med bestemmelsen er at give kommunen mulighed for at genoverveje og eventuelt ændre det gældende plangrundlag.

Klagerens anbringender om sagsbehandlingstid og passivitet

Klageren anførte, at sagsbehandlingstiden var for lang – næsten et år fra ansøgningen om nedrivning blev indgivet, til der blev truffet en afgørelse, og næsten halvandet år fra kommunen første gang blev opmærksom på sagen. Klageren gjorde gældende, at der burde tages hensyn hertil ved afgørelsen, hvilket kommunen ikke havde gjort. Klageren anførte desuden, at forbuddet senest måtte gælde fra tidspunktet for selve afgørelsen og ikke først fra det tidspunkt, hvor forvaltningen meddelte klageren afgørelsen, hvilket først skete 22 dage senere.

Sagsforløbet og tidslinjen

Planklagenævnet gennemgik sagsforløbet og de medgåede tidsperioder:

• 26. marts 2021: Klageren rettede første henvendelse til kommunen vedrørende forhåndsdialog.
• 24. august 2021: Klageren indgav en ansøgning om nedrivning af ejendommen.
• 13. december 2021: Teknik- og Miljøudvalget besluttede, at der skulle indledes proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og udarbejdelse af bevarende lokalplan.
• 17. januar 2022: Kommunen sendte varsling om § 14-forbud til klageren.
• 6. februar 2022: Klageren indsendte bemærkninger til partshøringen.
• 28. februar 2022: Kommunen gjorde klageren opmærksom på, at sagen som følge af nye oplysninger på ny skulle behandles politisk, og klageren blev opfordret til at dokumentere bygningens stand. Fristen for fremsendelse af dokumentation blev forlænget til den 28. marts 2022.
• 28. marts 2022: Sagen var fuldt oplyst, da klageren havde fremsendt den efterspurgte yderligere dokumentation.
• 20. juni 2022: Beslutningen om nedlæggelse af § 14-forbuddet blev truffet af Teknik- og Miljøudvalget.
• 12. juli 2022: Afgørelsen blev meddelt klageren.

Planklagenævnet ophæver Københavns Kommunes afgørelse af 12. juli 2022 om forbud efter Planlovens § 14 mod nedrivning af eksisterende byggeri på ejendommen [A1], 2200 København N.

Begrundelse for ophævelse

Nævnet fandt, at sagsbehandlingstiden i den konkrete sag oversteg, hvad der må betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Nævnet lagde vægt på, at der var gået ca. 5 måneder fra modtagelsen af ansøgningen til varslingen af forbuddet, og næsten 6 måneder fra varslingen til meddelelsen af selve forbuddet. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke havde afkortet forbuddets gyldighedsperiode i forhold til den maksimale gyldighedsperiode på 1 år, selvom sagsbehandlingstiden var lang. Desuden var sagen fuldt oplyst den 28. marts 2022, men der gik næsten 3 måneder, før sagen blev forelagt politisk behandling, og yderligere 3 uger, før afgørelsen blev meddelt klageren. På den baggrund konkluderede Planklagenævnet, at forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldigt. Nævnet gjorde opmærksom på, at der ikke kan nedlægges et nyt forbud efter gyldighedsperiodens udløb.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.