Stadfæstelse af afgørelse om registrering af beskyttet sø efter Naturbeskyttelseslovens § 3

Sagen omhandler en klage over Kalundborg Kommunes afgørelse af 14. juni 2022, hvor kommunen registrerede et areal på matr. nr. [m1] som en beskyttet sø i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Kommunen påbød samtidig retablering af søen, som var blevet opfyldt og inddraget i markdriften fra 2008.

Kalundborg Kommunes afgørelse

Kalundborg Kommune vurderede, at arealet var omfattet af naturbeskyttelsesloven, da søen forud for opfyldningen var større end 100 m2. Kommunen målte søen til ca. 270 m2 på luftfoto fra 2004 og ca. 170 m2 i 2005. Baseret på luftfotos fra 1993, 1999, 2001, 2002, 2004 og 2007, hvor der var vandspejl, antog kommunen, at der havde udviklet sig et naturligt dyre- og planteliv. Kommunen fremhævede, at mergelgrave over tid kan blive beskyttede, uanset deres oprindelige formål.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. juli 2022 med følgende hovedargumenter:

• Arealet var mindre end 100 m2 ved opfyldningen (angivet til 42,5 m2).
• Det var ikke godtgjort, at der havde været et naturligt dyre- og planteliv i mergelgraven, som ifølge klager var gold, tør og fyldt med marksten, samt veldrænet.
• Registreringen var baseret på fjernautomatiske luftfotos uden en faglig besigtigelse eller tredimensionel undersøgelse af arealet.
• Klager havde udført kompenserende, miljøvenlige tiltag på ejendommen, herunder etablering af læhegn, nye søer og tilplantning af marktrekanter.
• Genetablering af mergelgraven ville være unyttig og et stort markmæssigt tilbageskridt, da den lå på et højt, tørt og veldrænet sted.

Kalundborg Kommunes bemærkninger til klagen

Kalundborg Kommune fastholdt sin vurdering og anførte, at klager ikke tilstrækkeligt havde dokumenteret, at der var tale om en temporær sø. Kommunen henviste til luftfotos, der viste, at mergelgraven ikke havde været tør, og at søens areal (160-263 m2) skulle inkludere både vandflade og bredzone. Kommunen bemærkede desuden, at et naturligt dyre- og planteliv typisk opstår inden for tre til fem år i sådanne søer. Endelig afviste kommunen, at klagers etablering af erstatningsnatur kunne begrunde en afregistrering af det beskyttede areal, da dette ville skabe en uhensigtsmæssig præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kalundborg Kommunes afgørelse af 14. juni 2022 om registrering af en beskyttet sø på matr. nr. [m1]. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der var en beskyttet sø på arealet forud for opfyldningen i 2008.

Nævnets vurdering af søens status

Nævnet lagde vægt på Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, som omfatter både naturlige og menneskeskabte vandområder, der har udviklet et karakteristisk plante- og dyreliv. Nævnet vurderede, at søen på luftfotos i perioden fra 1995 til 2006 var større end 100 m2, idet søens areal inkluderer både den åbne vandflade, det tilstødende vådområde med vegetation og temporært vanddækkede områder. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens opmåling af søen.

Kontinuitet og naturligt dyre- og planteliv

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at søen grundet sin beliggenhed, alder og udseende, samt kontinuiteten på luftfotos fra 1954 til 2008, ikke kunne anses som temporær. Terrænkort og -koter viste, at vand fra nedbør ville kunne samles i søen og understøtte et naturligt dyre- og planteliv. Mørke farvenuancer på luftfotos indikerede våde og vanddækkede arealer, mens grønlige farver viste bred- og sumpvegetation. På baggrund heraf vurderede nævnet, at der generelt forekom vand og et for søer naturligt og karakteristisk dyre- og planteliv på tidspunktet for opfyldning.

Betydning af manglende besigtigelse og erstatningsnatur

Nævnet bemærkede, at det forhold, at Kalundborg Kommune ikke havde besigtiget arealet forud for inddragelsen i markdriften i 2008, ikke kunne føre til et andet resultat, da luftfototolkning understøttede tilstedeværelsen af en beskyttet sø. Endvidere kunne klagers etablering af anden natur på ejendommen ikke begrunde en afregistrering af det beskyttede areal, da det følger af fast praksis, at erstatningsnatur som udgangspunkt ikke kan erstatte et areal beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.