Stadfæstelse af landzonetilladelse til ferielejligheder i eksisterende bygning

Aarhus Kommune meddelte den 9. juni 2022 landzonetilladelse til indretning af to ferielejligheder i tagetagen på en eksisterende bygning på ejendommen [A1], 8340 Malling. Ejendommen ligger i landzone i landsbyen [A2] og omfatter et stuehus samt to staldbygninger, hvoraf den ene allerede huser en vinbutik i stueetagen. Bygningerne er udpeget med kulturhistorisk bevaringsværdi i kommuneplan 2017 for Aarhus Kommune, som udlægger området til blandet bolig og erhverv.

Det ansøgte

Ansøgningen omhandlede indretning af to ferielejligheder på i alt 160 m2 i tagetagen af bygning 2, som er registreret som en staldbygning. Taget, der er stråtag, ønskes hævet med 30 cm og renoveret. Der ønskes etableret fire små kviste mod vest og to større tagvinduer, der kan åbnes som altaner, mod øst.

Kommunens afgørelse

Aarhus Kommune begrundede sin tilladelse med, at etableringen ikke stred mod planlovens overordnede hensyn, da der ikke var tale om mérbebyggelse, der ville medføre byspredning. Kommunen vurderede, at to ferieboliger ikke ville medføre væsentlige gener for naboer, idet afstanden til nærmeste stuehus var omkring 70 meter.

Klagen

En nabo klagede over afgørelsen og anførte, at det ansøgte ville medføre væsentlige indbliks- og støjgener på grund af de nye vinduer og altaner, der vender mod klagerens bolig og have. Klageren udtrykte også bekymring for øget trafik, fester og mange mennesker på ejendommen. Desuden mente klageren, at kommunen burde have foretaget en samlet vurdering af alle aktiviteter på ejendommen, som ifølge klageren nu mindede om restaurant- og hoteldrift. Klageren påpegede også, at ejendommen primært anvendes erhvervsmæssigt, at ejeren ikke bor på ejendommen, og at gæster ofte kørte forkert og endte på klagerens gårdsplads.

Planklagenævnet stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til indretning af to ferielejligheder. Nævnet behandlede to hovedspørgsmål: om forholdet var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, og om der kunne gives landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Undtagelse fra krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet fastslog, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planloven § 5 u og Planloven §§ 36-38, fandt anvendelse i sagen. Det ansøgte krævede derfor landzonetilladelse.

Vurdering af landzonetilladelse til ferieboliger

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Aarhus Kommunes vurdering. Nævnet lagde vægt på, at de ansøgte ferieboliger skulle indrettes i en eksisterende bygning, hvilket var i overensstemmelse med kommuneplanrammen for området. Der var ikke udpeget særlige naturmæssige eller landskabelige interesser, der ville blive tilsidesat. Vedrørende nabogener vurderede nævnet, at de ansøgte ferieboliger ikke ville medføre så væsentlige gener, at det kunne begrunde et afslag, især da ferieboligerne lå omkring 60 meter fra klagerens bolig og havearealer. Nævnet bemærkede desuden, at tilstedeværelsen af andre aktiviteter på ejendommen ikke ændrede vurderingen, da de ansøgte ferielejligheder ikke medførte, at de samlede aktiviteter fik en karakter, der krævede yderligere planlægning ud over en landzonetilladelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.