Afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af dige stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Vordingborg Kommunes afgørelse af 21. september 2020, hvor kommunen meddelte afslag på lovliggørende dispensation til at nedlægge dige D00.084.156. Diget er beliggende i skellet mellem to matrikler og udgør også grænsen mellem ejerlavene Spejlsby By og Ullemarke By i Keldby Sogn. Det er en del af et længere, historisk digesystem, der tidligere afgrænsede et moseområde.

Klageren, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 15. oktober 2020. Klagen blev videresendt af Vordingborg Kommune den 14. juli 2022.

Klagerens argumenter

Klageren anførte primært, at diget var fejlregistreret og blev nedlagt i 1990'erne efter en telefonisk godkendelse fra Storstrøms Amt. Klageren mente, at amtets manglende arkivering af denne samtale skyldtes en fejl. Det blev også fremført, at diget ikke var beskyttelsesværdigt i kulturhistorisk, landskabelig eller biologisk henseende, da det angiveligt var en lille græsstribe på 20 cm i højden og 40 cm i bredden, primært bestående af kvikgræs, og derfor ikke markant eller en vigtig spredningskorridor.

Klageren fremhævede desuden, at retablering af diget ville medføre betydelige driftsmæssige udfordringer for marken, da det ville skabe et kileformet areal, der var vanskeligt at dyrke. Som et alternativ til diget havde klageren etableret en 1.500 m2 stor biotop på ejendommen, som ifølge klageren bidrog mere til naturen som helhed.

Kommunens vurdering

Vordingborg Kommune afviste klagerens argumenter. Kommunen bemærkede, at digebeskyttelsen først trådte i kraft den 1. juli 1992, og da diget blev fjernet mellem 1995 og 1999, krævede det dispensation. Kommunen og Slots- og Kulturstyrelsen havde ikke kunnet finde dokumentation for en dispensation eller et telefonnotat fra 1990'erne i deres arkiver. Kommunen vurderede, at diget var et markant landskabselement, et vigtigt kulturhistorisk spor og en væsentlig spredningskorridor og levested for dyre- og plantearter. Driftsmæssige hensyn blev ikke anset for tilstrækkelige til at begrunde en dispensation, jf. Museumslovens § 29 j, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen i medfør af Museumslovens § 29 a, stk. 1, jf. Museumslovens § 29 j, stk. 2, og stadfæstede Vordingborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til at nedlægge dige D00.084.156.

Vurdering af tidligere dispensation

Nævnet fandt ikke grundlag for at lægge til grund, at der tidligere var meddelt en dispensation, som klageren kunne støtte ret på. Klagerens oplysninger om en telefonisk godkendelse fra Storstrøms Amt i 1990'erne var ikke underbygget af sagsakter i e-arkivet, hverken hos Slots- og Kulturstyrelsen eller Miljø- og Fødevareklagenævnet. Da diget blev fjernet efter den 1. juli 1992, hvor digebeskyttelsen trådte i kraft, krævede nedlæggelsen dispensation.

Digets beskyttelsesværdi

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at diget var beskyttet i henhold til Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger § 1, stk. 1, nr. 4, da det var angivet på Geodatastyrelsens 4-cm kort fra 1985. Nævnet lagde vægt på følgende kriterier for beskyttelsesværdighed:

Kulturhistorisk betydning

Diget blev anset for at have en høj kulturhistorisk værdi. Det markerede en ældgammel grænse mellem ejerlavene Spejlsby By og Ullemarke By og var en del af et ca. 1,5 km langt, sammenhængende dige, der afgrænsede et større moseområde. Dette understregede digets rolle som et vigtigt spor af ældre tiders ejendomsstruktur og udskiftningsmønster.

Landskabelig betydning

Nævnet vurderede, at diget var værdifuldt i landskabelig henseende. Luftfotos fra 1993 viste diget tydeligt som en markør i landskabet, og et foto fra 1986 viste det velbevaret med græsklædt struktur og enkelte træer. Nævnet afviste klagerens beskrivelse af diget som uvæsentligt, idet det bemærkede, at diger ofte er sammensunkne af ælde, og højder under 0,50 m er almindelige uden at gøre diget uvæsentligt.

Biologisk betydning

Miljø- og Fødevareklagenævnet var enig i Vordingborg Kommunes biologfaglige vurdering af digets biologiske værdi. På grund af digets nærhed til et beskyttet vandløb og dets sammenhæng med et andet dige på den modsatte side af vandløbet, udgjorde det en vigtig spredningsvej for dyr og planter til det øvrige spredningsnetværk i området. Luftfotos fra 1995 viste desuden, at diget havde en blanding af træer, buske og urter, hvilket skabte forskellige småbiotoper.

Restriktiv dispensationspraksis

Nævnet understregede, at forbuddet mod at ændre digers tilstand afspejler en generel samfundsmæssig interesse i at bevare dem, og at reglerne om dispensation skal administreres restriktivt. Dispensation kan kun meddeles i "særlige tilfælde", hvilket indebærer, at det kun sker sjældent og kun ved væsentlige samfundsmæssige interesser, der kan tilsidesætte bevaringsinteresserne. Driftsmæssige hensyn, som klagerens ønske om at dyrke et større sammenhængende markareal, er ikke tilstrækkelige til at begrunde en dispensation. Nævnet vurderede, at retablering af diget ikke ville forhindre fortsat dyrkning af marken, som det også skete før digets nedlæggelse.

Det forhold, at klageren havde etableret en erstatningsbiotop på 1.500 m2, kunne ikke føre til et andet resultat, da dette ikke bevarer diget i overensstemmelse med lovens formål.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede derfor Vordingborg Kommunes afgørelse af 21. september 2020 om afslag på lovliggørende dispensation til at nedlægge dige D00.084.156. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.