Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage vedrørende betaling for renovering af stikledning og stophane

Sagen omhandler en klage fra beboere på Frederiksberg over en meddelelse fra Frederiksberg Kommune vedrørende renovering af stikledninger og stophaner. Kommunen informerede i et brev af 25. august 2021 om et planlagt skybruds- og vandrenoveringsprojekt på [A1], hvor Frederiksberg Forsyning samtidig ville renovere drikkevandsledningen. I den forbindelse blev beboerne oplyst om, at renovering af stikledning og stophane skulle betales af ejendommens ejere til en fast pris på 35.075 kr., da disse blev anset for at være ejendommens ejendom.

Beboerne var uenige i dette og henvendte sig til både Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning. De argumenterede for, at stikledninger og stophaner ikke ejes af grundejerne, især når de er placeret uden for ejendommens skel. Klagerne henviste til:

• Frederiksberg Forsynings regulativ, hvor definitionen af "vandinstallationer" i pkt. 2.1.27 ikke specifikt opregner stikledning som en del heraf, selvom pkt. 2.1.23 angiver, at stikledningen er en del af ejendommens vandinstallationer.
• Naturstyrelsens normalregulativ, pkt. 1.2, for definition af vandinstallation.
• Udtalelser fra Miljøstyrelsen og Geodatastyrelsen, der støtter, at stikledninger tilhører vandforsyningen, og at grundejere ikke kan pålægges ejerskab til ledningsanlæg uden for egen grund.
• Kommunernes Landsforenings høringssvar fra 2013 til normalregulativet, som angiver, at stikledning og stophane ejes af forsyningen.

Frederiksberg Kommune fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at kommunen ikke havde truffet en afgørelse i henhold til Vandforsyningsloven, og at sagen var en privatretlig tvist mellem forsyningen og beboerne. Klagerne fastholdt dog, at kommunens godkendelse af forsyningens regulativ og brevet af 25. august 2021 udgjorde en afgørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at nævnet kun er klagemyndighed for administrative afgørelser, der kan påklages til nævnet i henhold til lovgivningen, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Frederiksberg Kommunes oplysning om betaling for renovering af stikledning og stophane.

Nævnets kompetence

Nævnet fastslog, at det er en forudsætning for at behandle en klage, at der er truffet en afgørelse af en myndighed i første instans, som efter loven kan påklages til nævnet. Dette er i overensstemmelse med Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 3 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Manglende afgørelse fra kommunen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Frederiksberg Kommune ikke havde truffet en afgørelse i sagen efter Vandforsyningsloven. Kommunens brev af 25. august 2021 blev anset for at være en videreformidling af oplysninger om Frederiksberg Forsynings beslutning og ikke en fastsættelse af gældende ret fra kommunens side som vandforsyningsmyndighed. Selvom kommunalbestyrelsens godkendelse af forsyningens regulativ, jf. Vandforsyningsloven § 55, stk. 2, kan påklages til nævnet, omfatter nævnets kompetence ikke tvister om et alment vandværks efterfølgende beslutninger truffet i henhold til regulativet.

Privatretlig tvist

Nævnet vurderede, at der i sagen var tale om en privatretlig tvist mellem forsyningen og klagerne vedrørende ejerskabet af stikledningen og stophanen samt betalingen for renoveringen. En sådan tvist falder uden for Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence.

Henvisning til anden klageinstans

Da nævnet ikke kunne behandle klagen, blev sagen videresendt til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, jf. Forvaltningsloven § 7, stk. 2. Mæglingsteamet kan i henhold til Forbrugerklageloven § 2, stk. 1 og Forbrugerklageloven § 9 behandle klager fra forbrugere over aftaler indgået med erhvervsdrivende. Det blev også bemærket, at Frederiksberg Forsynings regulativ, pkt. 18.1.3, angiver, at Forbrugerklagenævnet kan behandle klager fra kunder over selskabets afgørelser og priser.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.