Stadfæstelse med ændring af afgørelse om inddragelse af betalingsrettigheder og tilbagebetaling af støtte

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) genoptog en klagesag vedrørende Landbrugsstyrelsens afgørelse af 23. april 2020 om inddragelse af betalingsrettigheder og tilbagebetaling af støtte. Genoptagelsen skete, da nævnet erkendte at have anvendt retsreglerne forkert i den tidligere behandling af sagen, især vedrørende forældelsesvurderingen efter Rådets forordning (EF) nr. 2988/95 artikel 3, stk. 1, 2. afsnit, 1. pkt.

Klageren havde i støtteårene 2015-2019 ansøgt om grundbetaling og grøn støtte. Landbrugsstyrelsen vurderede, at klageren ikke var en aktiv landbruger i støtteåret 2015 på grund af tilknytning til to virksomheder, der var omfattet af den såkaldte negativliste. Disse virksomheder var henholdsvis et sportsanlæg og en virksomhed med andre sportsaktiviteter. Styrelsen henviste til Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 9, stk. 2, som grundlag for kravet om at være aktiv landbruger.

Landbrugsstyrelsen begrundede sin afgørelse med, at klageren ikke opfyldte undtagelsesreglerne fra negativlisten. Klageren modtog i 2014 over 5.000 EUR i direkte støtte (41.158,91 kr.), hvilket oversteg grænsen i Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 20, stk. 1, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 9, stk. 4. Desuden var klagerens landbrugsareal på 3,65 ha i 2015 langt under de 40 ha, der typisk kræves for at landbrugsaktiviteten ikke er ubetydelig. Klagerens direkte landbrugsstøtte udgjorde også under 5 % af de samlede indtægter fra ikke-landbrugsaktiviteter, og landbrugsindtægterne udgjorde ikke mindst en tredjedel af de samlede indtægter, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 9, stk. 2, 3. afsnit, litra a og b, samt Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 13, stk. 1. Endelig vurderede styrelsen, at klagerens vigtigste forretningsformål ikke var landbrugsaktivitet, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 9, stk. 2, 3. afsnit, litra c.

Klageren anførte i sin klage, at det ikke fremgik af retsgrundlaget, at aktiviteter i andre virksomheder skulle oplyses, og at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat sin vejledningspligt. Klageren mente desuden, at der gjaldt en 4-årig forældelsesfrist, der burde starte fra støtteåret 2015, og at han havde ansøgt i god tro, hvorfor tilbagebetalingskravet var urimeligt. Landbrugsstyrelsen fastholdt, at EU-Kommissionens fortolkning af reglerne inkluderede tilknyttede virksomheder, og at forældelsesreglerne vedrørte tilbagebetalingskravet, ikke støttebetingelserne. Styrelsen bemærkede, at den fornyede kontrol skyldtes kritik fra EU-revisionen, ikke en fejlfortolkning af støttebetingelserne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 23. april 2020 om inddragelse af betalingsrettigheder i støtteåret 2015 samt tilbagebetaling af støtte i støtteårene 2016, 2017, 2018 og 2019, dog med den ændring, at klageren også skulle tilbagebetale uretmæssigt udbetalt støtte for støtteåret 2015.

Vejledningspligt

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at konstatere, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat sin vejledningspligt i henhold til Forvaltningsloven § 7, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde kontaktet styrelsen direkte for vejledning, og at styrelsen overordnet havde opfyldt sin vejledningspligt gennem den tilgængelige Vejledning om direkte arealstøtte 2015. Det blev desuden bemærket, at der er tale om en erhvervsrettet støtteordning, hvilket skærper ansøgerens ansvar for at gøre sig bekendt med reglerne.

Afgørende støtteår for aktiv landbruger-vurdering

Nævnet fastslog, at det er støtteåret 2014, der skal lægges til grund for beregningen af, hvorvidt klageren var aktiv landbruger i støtteåret 2015, jf. Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 20, stk. 1. Dette følger af bekendtgørelsens ordlyd, som angiver, at beregningen foretages ud fra det foregående ansøgningsår.

Klagers status som aktiv landbruger

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at klageren ikke havde status som aktiv landbruger i støtteåret 2015, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 9, stk. 2, 1. afsnit. Nævnet lagde til grund, at klageren i 2015 havde tilknytning til virksomhederne V1 A/S og V2 I/S, hvis branchekoder (drift af sportsanlæg og andre sportsaktiviteter) var omfattet af negativlisten. Nævnet fandt, at klagerens situation ikke faldt ind under nogen af undtagelsesbestemmelserne i Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 9, stk. 2, 3. afsnit, litra a, b og c, eller artikel 9, stk. 4, da klageren modtog mere end 5.000 EUR i direkte støtte i 2014, og hverken landbrugsaktiviteten eller dens indtægter opfyldte de fastsatte grænser for at blive betragtet som betydelige eller som hovedformål.

Klagers tilbagebetalingspligt

Nævnet fandt, at klageren uretmæssigt havde fået udbetalt direkte støtte i årene 2015-2019, og at denne støtte skulle tilbagebetales, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1. Det blev vurderet, at klageren ikke var i god tro, da han burde have opdaget fejlen, idet der var tale om en erhvervsrettet støtteordning med tilgængelig vejledning.

Vedrørende forældelse vurderede nævnet, at udbetalingen af støtte for støtteårene 2015-2019 udgjorde gentagne uregelmæssigheder i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2988/95 artikel 3, stk. 1, 2. afsnit, 1. pkt., jf. artikel 1, stk. 2. Forældelsesfristen på fire år regnes fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt, hvilket i dette tilfælde var Landbrugsstyrelsens sidste udbetaling af støtte den 2. december 2019 for støtteåret 2019. På denne baggrund fandt nævnet, at kravet om tilbagebetaling af tidligere udbetalt direkte støtte for støtteårene 2015-2019 ikke var forældet. Landbrugsstyrelsen blev pålagt at foretage en beregning af tilbagebetalingskravet for 2015.