Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om medbenyttelse af drænledning i Skanderborg Kommune

Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afgørelse af 29. april 2022, hvor kommunen afviste at træffe afgørelse om medbenyttelse af en drænledning på matr.nr. [m1], beliggende [a1], 8660 Skanderborg. Klagen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af ejeren af [a1].

Baggrund for sagen

Sagen vedrører afledning af spildevand fra et minirenseanlæg på matr.nr. [m2], beliggende [a2], 8660 Skanderborg, til et markdræn på klagers ejendom, [a1]. De to ejendomme havde tidligere samme ejer. Ved salget af [a2] i 1991 fremgik det af skødet, at ejendommens kloakforhold bestod af en septiktank med afløb til markdræn. I 1993 blev der etableret en ny septiktank og lecafilter på [a2], hvor et PVC-rør blev forbundet med drænledningen.

Skanderborg Kommunes afgørelse

Skanderborg Kommune vurderede, at der ikke var behov for en afgørelse om medbenyttelse af drænledningen. Kommunen lagde til grund, at der i over 30 år havde eksisteret en ordning for afledning fra [a2] til markdrænet på [a1]. Kommunen anførte, at en grundlæggende betingelse for et krav om medbenyttelsesaftale er en væsentlig mertilledning, hvilket ikke var tilfældet her, da afledningen fra en mindre husstand ikke udgjorde en væsentlig mertilledning sammenlignet med markafvanding. Kommunen havde desuden i 2021 meddelt udledningstilladelse til minirenseanlægget på [a2] uden krav om medbenyttelsesaftale, da det ikke medførte merbelastning. Kommunen mente, at den eksisterende aftale via skødet var gældende for klager, og at kommunen derfor ikke kunne træffe afgørelse efter Vandløbslovens § 68, stk. 4.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at afløbsforholdene var ændret i 1991/1993, og at drænet blev tilsluttet markdrænet efter tilladelse fra daværende Ry Kommune uden høring af øvrige brugere. Klager blev først kontaktet af Skanderborg Kommune i 2022, da [a2] havde problemer med spildevandsafledning. Klager mente ikke at være eneansvarlig for vedligeholdelsen, især da kloakslam fra spildevandsafledningen udgjorde en særlig risiko for drænets funktion. Klager henviste til en afgørelse fra Svendborg Kommune, hvor der blev truffet afgørelse om medbenyttelse af privat dræn i forbindelse med en udledningstilladelse.

Skanderborg Kommunes bemærkninger til klagen

Skanderborg Kommune fastholdt, at Vandløbslovens § 68, stk. 1 ikke fandt anvendelse, da der ikke var tale om en forøgelse af afløbsmængden. Ændringerne i 1993 og 2021 havde alene forbedret spildevandsrensningen. Kommunen påpegede, at klager havde vedligeholdelsespligten for markdrænet efter Vandløbslovens § 35. Kommunen varslede et påbud om undersøgelse af vandløbet over for klager i henhold til Vandløbslovens § 58, da der var indikationer på en blokering længere nede i drænet. Kommunen fandt, at Svendborg Kommunes afgørelse ikke var sammenlignelig, da nærværende sag vedrørte et etableret forhold uden mertilledning, baseret på en aftale fra en ejendomshandel for over 32 år siden.

Ejerne af [a2]'s bemærkninger

Ejerne af [a2] anførte, at der ikke var foretaget ændringer af afløbsforhold eller dræn i 1993 eller senere, og at markdrænet stod uændret. De bestred oplysningerne i BBR-registeret fra 1993 om nedsivningsanlæg og anførte, at de ikke udledte slam, da de havde haft lecafilter siden 1993. De havde haft problemer med vandafledning i over 10 år, og slamsugere havde bekræftet blokeringer i drænet tæt på skellet. De mente, at de ikke kunne pålægges udgifter eller en medbenytteraftale, da det fremgik af skødet fra 1991, at ejendommen havde markdræn.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Vandløbslovens § 63, 1. led, jf. Vandløbslovens § 80, stk. 1.

Nævnet gav ikke medhold i klagen over Skanderborg Kommunes afgørelse om ikke at træffe afgørelse om medbenyttelse af drænledningen.

Nævnets vurdering af medbenyttelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at der i over 30 år har været en aftalt afledning af spildevand fra ejendommen [a2] til drænet på klagers ejendom. Dette blev understøttet af skødet fra 1991, der omtalte afløb til markdræn, samt tegninger fra 1993, der viste en forbindelse mellem et PVC-rør på [a2] og drænledningen. Nævnet fandt ikke, at oplysningen i BBR-registeret fra 1993 om et nedsivningsanlæg kunne ændre denne vurdering, da den ikke var understøttet af de konkrete dokumenter.

Nævnet vurderede endvidere, at der ikke var tale om en forøget eller ændret afledning til markdrænet sammenlignet med situationen i 1991, hvor den privatretlige aftale blev indgået. Dette skyldtes, at ejendommen [a2]s størrelse og anvendelse som beboelsesejendom var uændret, og at etableringen af minirenseanlægget i 2021 ikke havde medført en forøgelse af vandmængden eller forurenende stoffer. På baggrund heraf fandt nævnet, at medbenyttelsen måtte betragtes som lovlig.

Kompetence vedrørende vedligeholdelsesbidrag

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte Skanderborg Kommunes vurdering af, at der ikke skulle træffes afgørelse om medbenyttelse af drænledningen. Vedrørende spørgsmålet om bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse efter Vandløbslovens § 68, stk. 2, bemærkede nævnet, at det ikke havde kompetence til at behandle dette. En sådan afgørelse kan i stedet indbringes for taksationsmyndigheden, jf. Vandløbslovens § 68, stk. 4.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.