Afgørelse om ophævelse og hjemvisning i sag vedrørende lugtgener fra røgeri

Sagen omhandler en klage fra en nabovirksomhed over væsentlige lugtgener fra et røgeri beliggende på en havn i Helsingør. Klageren, en advokatvirksomhed, oplevede røg- og lugtgener, der gjorde det umuligt at lufte ud og endda trængte ind med lukkede vinduer, især når vinden kom fra vestlig retning.

Helsingør Kommunes Afgørelse og Tilsyn

Helsingør Kommune modtog klagen og foretog tilsyn den 6. januar 2022 og 15. februar 2022. Ved det første tilsyn blev der konstateret tydelig røglugt i klagerens lokaler, når vinduerne var åbne, og vinden kom fra vest. Det blev bemærket, at røgeriets afkast var lave, på højde med vinduerne på naboejendommens 1. sal. Et opfølgende tilsyn bekræftede, at røgeriet gav anledning til væsentlig røggene på grund af afkastenes højde, afstand og den fremherskende vindretning.

Til trods for disse observationer traf Helsingør Kommune den 6. april 2022 afgørelse om ikke at meddele påbud om nedbringelse af lugtgener. Kommunens begrundelse var, at røgeriet havde en berettiget forventning om at kunne drive virksomhed på adressen, og at en røgerivirksomhed måtte betragtes som naturligt hjemmehørende på en havn, hvorimod en advokatvirksomhed ikke var det. Kommunen vurderede derfor, at lugt fra et røgeri ikke var en væsentlig gene på en havn, og at kontorer på havnen måtte tåle røglugt. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 3. maj 2022. Klageren anførte, at det var ubestridt, at der var væsentlige lugtgener, og at der derfor burde meddeles påbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 68 og Miljøbeskyttelseslovens § 69. Klageren argumenterede for, at miljøbeskyttelsesgraden gælder lige så meget på en havn som andre steder, og at der også var beboelse i nærheden af røgeriet. Det blev desuden fremhævet, at Helsingør Kommune i 1998 havde udstedt påbud om etablering af en skorsten med forøget afkasthøjde, som senere var blevet fjernet. Klageren mente, at kommunen ikke tilstrækkeligt havde taget højde for Miljøstyrelsens vejledning om begrænsning af lugtgener og var bekymret for mængden af sundhedsskadelige stoffer i røgen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse i sagen efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1.

Nævnets Vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at Helsingør Kommune havde begrundet sin afgørelse med, at lugten fra røgeriet ikke var en væsentlig gene på havnen, da røgeriet var "naturligt hjemmehørende" der, i modsætning til klagerens advokatvirksomhed. Nævnet fandt, at Helsingør Kommune havde inddraget usaglige hensyn i sin vurdering af, om røgeriet medførte væsentlige røg- og lugtgener. Afgørelsen var dermed ikke truffet på et korrekt juridisk grundlag og led af en væsentlig retlig mangel.

Nævnet lagde vægt på, at der hverken i Miljøbeskyttelsesloven, luftvejledningen eller lugtvejledningen er anført, at hensynet til miljøbeskyttelse af omgivelserne er begrænset til kun at omfatte bestemte områder. Der er heller ingen holdepunkter for at antage, at det er sagligt at varetage hensynet til, at en lugt er naturligt hjemmehørende på en lokalitet, når det skal vurderes, hvorvidt der er tale om en væsentlig lugtgene. Dette gælder også i forhold til, om en virksomhed, der udsættes for lugtgener, er naturligt hjemmehørende i området.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Helsingør Kommunes afgørelse af 6. april 2022 om ikke at meddele påbud om nedbringelse af lugtgener til røgeriet på [Adresse 1], 3000 Helsingør. Sagen hjemvises til fornyet behandling i førsteinstansen. Ved den fornyede behandling skal Helsingør Kommune desuden foretage en vurdering af, hvorvidt røgen fra røgeriet indeholder sundhedsskadelige stoffer. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.