Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om sporbarhed af animalske fødevarer

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om sporbarhedsdokumentation for animalske fødevarer, der var påklaget af en virksomhed. Sagen omhandlede en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen, som krævede, at følgesedler ved levering af animalske fødevarer skulle indeholde en reference, der entydigt identificerede partiet, batchen eller sendingen. Fødevarestyrelsens indskærpelse var truffet efter Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 artikel 3, stk. 1, litra g, jf. Fødevareloven § 58 a, stk. 1.

Baggrund for indskærpelsen

Fødevarestyrelsen foretog den 22. marts 2022 et kontrolbesøg hos klageren. Under besøget blev det konstateret, at følgesedler for leveret kød fra klagerens egen engrosvirksomhed ikke indeholdt den påkrævede reference til lot- eller batchnummer, som var angivet på selve kødet. Fødevarestyrelsen meddelte herefter en mundtlig indskærpelse, som også fremgik af kontrolrapporten, og som medførte en gebyrbelagt opfølgende kontrol.

Klagerens argumenter

Virksomheden påklagede indskærpelsen den 23. marts 2022 og udtrykte uforståenhed. Klageren anførte, at ingen engrosvirksomheder påfører lot- eller batchnumre på følgesedler, og at det derfor ikke var muligt for klageren som modtager at overholde kravet. Klageren mente, at Fødevarestyrelsen burde rette henvendelse til engrosvirksomhederne. Virksomheden oplyste desuden, at de havde et velfungerende internt system til at sikre sporbarheden, og at leverandører ville meddele lot- eller batchnumre i tilfælde af tilbagekaldelse.

Fødevarestyrelsens bemærkninger og hjemvisningsanmodning

Fødevarestyrelsen fastholdt oprindeligt, at indskærpelsen var korrekt, idet de supplerende sporbarhedskrav i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 artikel 3, stk. 1, litra g også skulle kunne dokumenteres af modtagervirksomheden. Styrelsen mente, at klagerens system ikke var tilstrækkeligt til entydig identifikation. Senere, den 19. april 2022, anmodede Fødevarestyrelsen dog Miljø- og Fødevareklagenævnet om at hjemvise sagen. Styrelsen begrundede dette med en erkendelse af, at deres fortolkning af reglerne i det konkrete tilfælde havde været for restriktiv, og at de fremviste fakturaer muliggjorde entydig identifikation ud fra varenummer og leveringsdato.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Fødevarestyrelsens indskærpelse af 22. marts 2022 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets prøvelse og fortolkning

Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt klageren var underlagt kravet i den indskærpede bestemmelse, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Nævnet fortolkede Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 artikel 3, stk. 1 således, at den fastlægger de sporbarhedsoplysninger, som en modtager af varerne skal have fra sin leverandør. Bestemmelsen pålægger altså leverandøren et ansvar for at gøre oplysningerne tilgængelige for varemodtageren og den kompetente myndighed.

Begrundelse for afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke kunne meddele en indskærpelse for manglende overholdelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 artikel 3, stk. 1, litra g til klageren. Dette skyldtes, at klageren udelukkende er modtager af animalske fødevarer og ikke leverandør. Nævnet lagde vægt på bestemmelsens ordlyd, som specifikt omhandler leverandørens ansvar for at stille oplysninger til rådighed.

Nævnet bemærkede desuden, at selvom Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002, ændrer dette ikke fortolkningen. Nævnet fremhævede, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 artikel 18, stk. 2, modsat den indskærpede bestemmelse, efter sin ordlyd vedrører alle fødevarevirksomhedsledere, der har modtaget fødevarer. Dette understøttede nævnets vurdering af, at den specifikke indskærpelse ikke var rettet mod modtagervirksomheder.