Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast i Hedensted Kommune

Hedensted Kommune meddelte den 16. marts 2022 landzonetilladelse til opførelse af en telemast på ejendommen [A1] i Juelsminde. Afgørelsen blev påklaget af en beboer i området, som mente, at masten ville virke skæmmende i det naturskønne landskab og var placeret uhensigtsmæssigt.

Ejendommen er beliggende i landzone, inden for kystnærhedszonen (ca. 1,15 km fra kysten) og skovbyggelinjen. Området er desuden udpeget som uønsket skovrejsningsområde og støjbelastet areal i kommuneplan 2021, og er omfattet af en kommuneplanramme, der udlægger det til sommerhusområde.

Den ansøgte telemast var en 48 meter høj gittermast med tilhørende teknikskabe, der skulle placeres i tilknytning til en eksisterende bygning. Ansøgeren havde et dækningskrav for området og havde undersøgt 10 alternative placeringer, hvoraf flere blev afvist på grund af nærhed til eksisterende master, lodsejeres afvisning eller manglende evne til at opfylde dækningskravet.

Kommunen begrundede sin tilladelse med, at der var et samfundsmæssigt behov for masten, og at den ansøgte placering var den bedste landskabelige løsning tæt ved en bygning og inden for et område med høj beplantning. Kommunen afviste de af naboer foreslåede alternative placeringer, da de lå tæt på fredskov og uden tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Planklagenævnet behandlede spørgsmålene om, hvorvidt forholdet var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, og om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. En telemast, der kræver byggetilladelse, anses for bebyggelse og kræver landzonetilladelse, da den ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9 og Planlovens § 36, stk. 1, nr. 17.

Planklagenævnet stadfæstede Hedensted Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til telemasten, men ændrede mastens højde fra 48 meter til 42 meter. Dette skyldtes, at nævnet vurderede, at en mast på 42 meter var tilstrækkelig til at opfylde dækningskravet.

Samfundsmæssig interesse og placering

Nævnet fandt, at der var et klart samfundsmæssigt behov for telemasten, da ansøgeren havde et dækningskrav for området. Dette hensyn vægter tungt i sager om landzonetilladelse til telemaster i henhold til Planlovens § 35, stk. 1, selvom andre hensyn som landskab også skal varetages. Nævnet konstaterede, at der ikke var andre eksisterende høje konstruktioner i området, der kunne anvendes til at opnå den ønskede dækning, herunder den eksisterende mast på [A2], som lå for langt væk.

Landskabelige hensyn og kystnærhedszonen

Planklagenævnet vurderede, at mastens placering i tilknytning til eksisterende bebyggelse gjorde, at den ikke ville fremstå som fritstående i det åbne land, uanset sparsom beplantning. Selvom masten er placeret inden for skovbyggelinjen, fandt nævnet ikke dette til hinder for tilladelsen, da der ikke var en mere hensigtsmæssig placering, der ville påvirke landskabet mindre. Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, nr. 5 undtager bebyggelse med landzonetilladelse fra forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1.

Angående placeringen i kystnærhedszonen, som skal friholdes for bebyggelse, der ikke er kystnærhedsafhængig, fandt nævnet, at den enkeltstående gittermast, placeret nær anden bebyggelse og opført ud fra et samfundsmæssigt hensyn, kunne tillades i henhold til Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3.

Alternative placeringer og kommuneplan

Nævnet afviste de af klageren foreslåede alternative placeringer på matr.nr. [F1], da disse ville medføre, at masten stod frit i det åbne land og dermed virkede mere skæmmende. Nævnet fastholdt, at placering i tilknytning til eksisterende bebyggelse er landskabeligt mere hensigtsmæssig end placering op ad en skov. Det forhold, at ejendommen i kommuneplanen er udlagt til fremtidigt sommerhusområde, ændrede ikke nævnets vurdering, da den nuværende tilstand skulle lægges til grund.

Sagsbehandlingstid

Planklagenævnet havde ikke kompetence til at behandle klager over kommunens sagsbehandlingstid eller sagsbehandler, da dette ikke påvirkede afgørelsens gyldighed. Klageren blev henvist til Ankestyrelsen for sådanne spørgsmål.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.