Planklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende placering af carport - Jammerbugt Kommune

Planklagenævnet behandlede de to første punkter samt spørgsmålet om partshøring, men ikke klagepunktet vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed, da dette ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnet ophævede Jammerbugt Kommunes afgørelse af 2. februar 2022 om påbud vedrørende placering af carporten. Ophævelsen skyldtes en væsentlig retlig mangel i form af manglende partshøring i form af et varsel.

Forholdet til servitutten

Planklagenævnet fastslog, at nævnets tidligere afgørelse af 26. august 2021 var endelig, og at kommunen derfor ikke kunne nedlægge et påbud med hjemmel i byplanvedtægtens § 6, stk. 1, litra a, § 6, stk. 2, og § 6, stk. 4, litra d, jf. Planloven § 51. Kommunen var dog ikke afskåret fra at træffe en ny afgørelse på et andet retsgrundlag, herunder håndhæve servitutten med hjemmel i Planloven § 43.

Nævnet vurderede, at servituttens henvisning til byplanvedtægten ikke indebar, at byplanvedtægtens bestemmelser udgjorde en del af servitutten. Da carporten ubestridt var placeret uden for det byggefelt, der fremgår af servituttens kortbilag, fandt Planklagenævnet, at dette var i strid med servituttens § 3.

Berettigede forventninger

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet. Der var gået fem måneder fra nævnets afgørelse af 26. august 2021, hvor kommunens afslag på dispensation fra byplanvedtægten blev ophævet, til kommunen traf den nye afgørelse om håndhævelse af servitutten den 2. februar 2022. Nævnet vurderede, at dette tidsforløb ikke var egnet til at give klageren indtryk af, at kommunen havde accepteret carportens placering eller ikke ønskede at håndhæve servitutbestemmelsen. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i dette klagepunkt.

Manglende partshøring i form af et varsel

Kommunen havde henvist til, at klageren allerede i afgørelsen af 2. juni 2020 var blevet bekendt med, at forholdet var i strid med servitutten, og at en fornyet partshøring derfor ikke var nødvendig. Planklagenævnet vurderede dog, at afgørelsen af 2. juni 2020 alene indeholdt en partshøring i form af et varsel om påbud efter byplanvedtægten, jf. Planloven § 51. Afgørelsen havde ikke karakter af en partshøring i form af et varsel efter servitutten og Planloven § 43.

Nævnet lagde vægt på, at overskriften i den tidligere afgørelse kun nævnte varsel om påbud i strid med byplanvedtægten, og at kommunen ikke henviste til Planloven § 43 i afsnittet om partshøring og varsling. Et forhold i strid med en privatretlig servitutbestemmelse er først ulovligt efter planloven, når kommunen vælger at håndhæve servitutten efter Planloven § 43. Det forhold, at det fremgik af afgørelsen af 2. juni 2020, at carporten desuden var i strid med servitutten, medførte ikke, at det stod klageren klart, at kommunen ville nedlægge et påbud efter Planloven § 43.

Manglende partshøring i form af et varsel er en væsentlig retlig mangel, hvilket medfører, at påbuddet er ugyldigt. Planklagenævnet ophævede derfor kommunens afgørelse. Nævnet gjorde opmærksom på, at hvis kommunen ønsker at træffe en ny afgørelse om håndhævelse af servitutten efter Planloven § 43, skal der ske varsling og partshøring i overensstemmelse med Forvaltningsloven § 19, særskilt til begge ejere af ejendommen.

Klagerens argumenter

• Klager anførte, at servitutten er forældet og ikke overholdes af andre beboere i området, og at den bør ændres.

Kommunens bemærkninger

• Kolding Kommune anførte, at afgørelsen var baseret på bygningsreglementet.