Afvisning af Klage over Vintervedligeholdelse: Mangel på Afgørelse og Klageberettigelse

En borger klagede over Svendborg Kommunes mangelfulde vintervedligeholdelse på R-vej, en offentlig vej klassificeret i en lavprioriteret vintervejklasse. Vejdirektoratet afviste at behandle klagen med henvisning til, at der ikke forelå en afgørelse, som kunne påklages, og at borgeren ikke havde den fornødne klageberettigelse.

Sagens Kerne

En beboer på R-vej i Svendborg Kommune klagede over, at vejen blev ufremkommelig og spejlglat efter snefald. Vejen er i kommunens Vinter- og renholdelsesregulativ placeret i vintervejklasse IV, hvilket betyder, at snerydning og saltning kun sker undtagelsesvist. Klageren argumenterede for, at den manglende vedligeholdelse var farlig, især på grund af vejens kuperede terræn, og skabte problemer for bl.a. renovation. Kommunen fastholdt i en skrivelse, at vintertjenesten blev udført i overensstemmelse med regulativet.

Vejdirektoratets Afgørelse og Begrundelse

Vejdirektoratet afviste at tage stilling til klagen. Afvisningen var baseret på to centrale forvaltningsretlige principper:

• Ingen forvaltningsretlig afgørelse: Kommunens skrivelse til borgeren var ikke en formel afgørelse, men derimod en del af en almindelig korrespondance om kommunens udførelse af sine generelle driftsopgaver. En klage til Vejdirektoratet forudsætter, at der er truffet en konkret, endelig afgørelse rettet mod en borger, f.eks. et påbud.
• Manglende klageberettigelse (partsstatus): Borgeren blev ikke anset for at have en væsentlig og individuel interesse i sagen, som adskilte sig tilstrækkeligt fra den almene interesse. Kommunens planlægning af vintertjenesten er en generel beslutning, der berører alle trafikanter, og ikke kun den enkelte beboer. At man bor på vejen er ikke i sig selv nok til at give partsstatus i spørgsmål om den generelle vedligeholdelsesstandard.

Juridisk Vurdering

Vejdirektoratet skelnede mellem kommunens generelle pligt til vintervedligeholdelse og specifikke påbud til grundejere.

• Kommunens overordnede pligt til at rydde sne og bekæmpe glatføre på offentlige veje følger af Vejlovens § 62. Myndighedens prioritering og udførelse af denne opgave er en del af den almindelige drift og udgør ikke en række af enkeltstående afgørelser, som borgere kan påklage.
• En situation, der kunne føre til en påklagelig afgørelse, ville typisk opstå under Vejlovens § 64, hvor en kommune pålægger en grundejer at varetage vintervedligeholdelsen af fortovet ud for ejendommen. Et sådant påbud er en konkret afgørelse rettet mod en bestemt part.

Da sagen udelukkende handlede om kommunens generelle serviceniveau på en offentlig vejbane, fandt Vejdirektoratet ikke grundlag for at behandle klagen. Eventuelle erstatningskrav som følge af skader forårsaget af mangelfuld vintertjeneste blev henvist til domstolene, da det er et privatretligt anliggende.

Vejdirektoratet afviser at tage stilling til klagen, da der med kommunens skrivelse ikke er tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages til Vejdirektoratet. Hertil kommer, at klageren ikke kan anses for at være klageberettiget i forhold til spørgsmålet om omfanget og kvaliteten af kommunens vintertjeneste på dens offentlige veje.