Afslag på dispensation til indretning af aftægtsbolig inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om afslag på dispensation til indretning af en aftægtsbolig inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Kerteminde. Ejendommen, der er beliggende i landzone og har et areal på 59,1 ha, ligger på en tange med direkte adgang til Kattegat og en vig. Den omhandlede bygning, en tidligere svinestald, ligger ca. 120 meter fra kysten og inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Området er præget af landbrugsdrift, og en del af ejendommen grænser op til Natura 2000-området nr. 107 Fyns Hoved, Lillegrund og Lillestrand.

Kystdirektoratet meddelte den 8. februar 2022 afslag på dispensation til indretning af aftægtsboligen i den tidligere svinestald. Ansøgningen omfattede også indretning af værksted og lager, som Kystdirektoratet vurderede ikke krævede dispensation, da det var erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift. Direktoratet begrundede afslaget med, at der allerede var et stuehus på ejendommen, og at en yderligere bolig ville medføre en ekstra belastning af området samt skabe en uheldig præcedensvirkning i strid med formålet med strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet henviste til Landbrugslovens § 9 vedrørende erhvervsmæssigt nødvendige stuehuse.

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 7. marts 2022. Klager anførte, at ansøgningen skulle vurderes efter Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 6, da der var tale om erhvervsmæssigt nødvendig bebyggelse i tilknytning til landbrugsdriften, og at beboelsen var nødvendig for at huse medarbejdere og som aftægtsbolig i forbindelse med et glidende generationsskifte. Klager mente ikke, at det ansøgte ville medføre en yderligere belastning af området sammenlignet med den tidligere svineproduktion og bestred Kystdirektoratets vurdering af præcedensvirkning. Endvidere påpegede klager sagsbehandlingsfejl hos Kystdirektoratet, herunder manglende indhentning af facadetegninger og utilstrækkelig oplysning af sagen i henhold til officialprincippet. Kystdirektoratet fastholdt, at facademæssige ændringer krævede tilladelse, og at de havde anmodet om tegninger flere gange.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til indretning af aftægtsbolig inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnet fandt, at Kystdirektoratet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl. Afgørelsen var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og det forhold, at Kystdirektoratet traf afgørelse uden de endelige facadetegninger, ændrede ikke dette, da direktoratet flere gange havde anmodet om dem.

Vurdering af erhvervsmæssig nødvendighed

Nævnet vurderede sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som indeholder et generelt forbud mod ændringer inden for strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelsen er at friholde kystområderne mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand. Klager havde anført, at sagen skulle vurderes efter undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 6, som omfatter byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom. Nævnet fandt dog, at den ansøgte bebyggelse ikke var omfattet af denne undtagelse. Nævnet lagde vægt på, at det eksisterende stuehus på ejendommen allerede udgjorde en passende beboelsesbygning, og at det ikke fremstod erhvervsmæssigt nødvendigt at etablere yderligere beboelsesbygninger for at opretholde den nuværende landbrugsdrift.

Restriktiv dispensationspraksis

Da det ansøgte ikke faldt ind under undtagelsesbestemmelsen, skulle det behandles efter den almindelige restriktive dispensationspraksis i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Denne bestemmelse tillader kun dispensation i særlige tilfælde, hvor et nødvendigt formål går forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og hvor der ikke skabes præcedensvirkning. Nævnet fandt, at det ansøgte ikke udgjorde et sådant særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at der med den ændrede anvendelse ville blive tilført en ekstra boligenhed på ejendommen, at praksis er meget restriktiv, og at en dispensation ville kunne medføre en utilsigtet præcedensvirkning i lignende sager. Det forhold, at der skete et løbende generationsskifte, og at den nye ejer ønskede at kunne overnatte på ejendommen, kunne ikke føre til et andet resultat.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.