Landsskatteretten: Konsulent ansås for lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandler en klager, der i indkomstårene 2019 og 2020 drev virksomheden [virksomhed2] som rådgivende ingeniør. Klageren havde tidligere været ansat som seniorprojektleder og startede som selvstændig konsulent via [virksomhed1] ApS efter opsigelse fra sin tidligere arbejdsgiver. Klageren fakturerede al sin omsætning gennem [virksomhed1] ApS, primært for projekter hos [virksomhed4]. Klageren oplyste overskud af virksomhed på 807.955 kr. i 2019 og 1.319.894 kr. i 2020.

Skattestyrelsen anså klageren for at være lønmodtager i relation til [virksomhed1] ApS og forhøjede klagerens indkomst med i alt 348.167 kr. Begrundelsen var, at klageren kun havde én hvervgiver i perioden, var begrænset i sin adgang til at udføre arbejde for slutkunden via andre, modtog fast timeprisbetaling, og ikke afholdt væsentlige udgifter udover hvad der er normalt for lønmodtagere. Skattestyrelsen fremhævede også, at klageren arbejdede under [virksomhed4]’s tilsyn og ansvar, og at [virksomhed4] stillede kontorfaciliteter og frokostordning til rådighed. Som følge af reklassificeringen blev fradrag for pensionsindbetalinger og erhvervsmæssig kørsel justeret, da reglerne for selvstændige ikke fandt anvendelse.

Klageren fastholdt sin status som selvstændig erhvervsdrivende og argumenterede for, at han havde oprettet CVR-nummer, adskilt økonomi, tegnet erhvervsansvarsforsikring, erhvervet eget udstyr (PC, printer, software, internet, telefon) og indrettet hjemmekontor. Han anførte, at kravet om fakturering gennem [virksomhed1] ApS var en betingelse fra slutkunden, og at han havde haft flere adskilte opgaver for forskellige kunder inden for [virksomhed5] (som var slutkunden). Klageren mente, at hans praksis med afregning efter medgået tid og ingen fortjeneste på udlæg var normal praksis for rådgivende ingeniører. Han påpegede desuden, at lønmodtagere normalt ikke tegner erhvervsansvarsforsikringer, og at arbejdsgivere stiller telefon og transportmuligheder til rådighed, hvilket ikke var tilfældet her. Klageren var uforstående over for, at hans pensionsindbetalinger ikke var fuldt fradragsberettigede, og at hans bil ikke blev anerkendt som firmabil.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde anset klageren som lønmodtager i relation til [virksomhed1] ApS for indkomstårene 2019 og 2020, hvilket medførte en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med i alt 348.167 kr.

Retten henviste til Statsskatteloven § 4, litra a om skattepligtig indkomst og Kildeskatteloven § 43, stk. 1 om A-indkomst. Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende skulle foretages ud fra kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1 og praksis, herunder Højesterets dom af 9. maj 1996 (UfR 1996.1027 H).

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold i sin samlede vurdering:

• Klageren havde udelukkende arbejdet for [virksomhed1] ApS i den pågældende periode.
• Klageren modtog en fast timeløn, hvorfra et fast "fee" på 7,5 % blev fratrukket til [virksomhed1] ApS.
• Eventuelle udgifter blev faktureret 1:1 af [virksomhed1] ApS, hvilket havde karakter af udlæg, og klageren havde ikke væsentlige udgifter forbundet med indtægtserhvervelsen. Dette indikerede, at klageren ikke udøvede virksomheden for egen regning og risiko.
• Samarbejdsaftalen mellem klageren og [virksomhed1] ApS begrænsede klagerens adgang til at udføre arbejde for slutkunden gennem andre end [virksomhed1] ApS.
• Klageren var underlagt slutkundens tilsyn, og konsulentaftalen mellem [virksomhed1] ApS og [virksomhed4] fastslog, at klageren var underlagt [virksomhed4]’s instruktionsbeføjelser.
• [Virksomhed4] stillede kontorfaciliteter og materialer til rådighed for klageren.

På baggrund af disse forhold fandt Landsskatteretten, at klageren var lønmodtager i relation til arbejdet udført for [virksomhed1] ApS. Som konsekvens heraf blev klagerens indkomst beskattet som lønindkomst, og overskud af virksomhed blev nedsat i overensstemmelse med Skattestyrelsens ændringer.

For så vidt angår fradragene:

• Befordringsfradrag: Da klageren blev anset for lønmodtager, kunne der ikke opnås fradrag for erhvervsmæssig kørsel efter Ligningsloven § 9B. Klageren havde dog ret til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9C for kørsel mellem hjem og arbejde. Landsskatteretten tilsluttede sig Skattestyrelsens opgørelse af befordringsfradraget.
• Pensionsfradrag: Idet klageren ikke blev anset for selvstændig erhvervsdrivende, kunne fradrag for pensionsindbetalingerne ikke foretages i overskud af virksomhed, og klageren kunne ikke anvende 30 %-reglen i Pensionsbeskatningsloven § 18, stk. 5. Skattestyrelsen havde allerede godkendt fradrag på 52.600 kr. svarende til grundbeløbet i 2020 i overensstemmelse med Pensionsbeskatningsloven § 18, stk. 5, 1. pkt..

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse i relation til alle de påklagede punkter.