Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig forhøjelse af indkomst ved finansiel udlånsvirksomhed

Sagen omhandler en kvinde, der i 2020 modtog 1.306.389 kr. fordelt på 592 indsætninger på sine bankkonti. Skattestyrelsen anså disse indtægter for at stamme fra en ikke-oplyst finansiel udlånsvirksomhed og foretog en skønsmæssig forhøjelse af hendes indkomst med 435.463 kr., baseret på en anslået avance på 50 %.

Klageren gjorde gældende, at indtægterne stammede fra salg af privat designertøj og tilbagebetaling af private, rentefrie lån. Hun fremlagde gældsbreve, erklæringer fra købere og Messenger-korrespondancer som dokumentation. Derudover argumenterede hun for, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig på grund af formelle fejl, herunder overskridelse af den korte ligningsfrist og en mangelfuld begrundelse.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at klagerens udlånsaktiviteter i kraft af deres omfang og systematiske karakter skulle betragtes som næringsvirksomhed, der er skattepligtig efter Kursgevinstloven § 13. Den fremlagte dokumentation blev anset for utilstrækkelig og upålidelig. Retten afviste også de formelle indvendinger og konkluderede, at den ordinære ligningsfrist fandt anvendelse, og at begrundelsesmanglen ikke var væsentlig nok til at medføre ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten behandlede både de materielle og formelle aspekter af sagen.

Materiel afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens indkomst, da hun ikke havde opfyldt sin oplysningspligt efter Skattekontrollovens § 2.

Retten konkluderede, at klagerens udlånsaktiviteter udgjorde næringsvirksomhed med finansiering omfattet af Kursgevinstloven § 13. Denne vurdering var baseret på:

• Omfang og systematik: 592 indsætninger på i alt 1.306.389 kr. i løbet af indkomståret viste en omfattende og systematisk aktivitet.
• Professionel karakter: Klageren havde udarbejdet individuelle gældsbreve og havde væsentlig indflydelse på lånevilkårene.
• Økonomisk betydning: Indtægterne udgjorde en væsentlig del af klagerens økonomi, da hun ellers levede af overførselsindkomst.

Klageren havde bevisbyrden for, at indsætningerne stammede fra skattefrie kilder som salg af privat indbo, jf. Statsskatteloven § 5, litra a, men denne bevisbyrde var ikke løftet. Landsskatteretten afviste klagerens dokumentation med følgende begrundelser:

• Gældsbreve: De fremlagte gældsbreve kunne ikke afstemmes med bankkonti, og der manglede dokumentation for afdrag.
• Erklæringer om tøjsalg: Erklæringerne blev anset for at have lav bevisværdi, da de var udarbejdet til sagen, var upræcise, og indeholdt usandsynlige oplysninger (f.eks. salg af samme vare flere gange og identiske erklæringer fra forskellige personer).
• Anden dokumentation: Håndskrevne noter og Messenger-korrespondancer var ufuldstændige og udaterede. En efterfølgende opgørelse fra en revisor blev også afvist som ufuldstændig og upålidelig.

Da klageren ikke kunne fremlægge en mere retvisende opgørelse, tiltrådte Landsskatteretten Skattestyrelsens skøn over avancen på 50 %.

Formelle spørgsmål

Ligningsfrist: Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var omfattet af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018. Selvom hun havde modtaget en årsopgørelse, var det de reelle økonomiske forhold, der var afgørende. Da hun drev næringsvirksomhed, havde hun ikke "enkle økonomiske forhold" og burde have modtaget et oplysningsskema. Derfor gjaldt den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, som var overholdt.

Begrundelsesmangel: Retten anerkendte, at Skattestyrelsens afgørelse led af en begrundelsesmangel, da den kun henviste til Statsskatteloven § 4 og ikke de mere specifikke regler i kursgevinstloven. Manglen blev dog ikke anset for at være konkret væsentlig og kunne derfor ikke medføre ugyldighed. Klageren havde, på trods af manglen, haft mulighed for at forstå grundlaget for afgørelsen og varetage sine interesser. Afgørelsen blev derfor ikke annulleret på dette grundlag.