Stadfæstelse af afslag på ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2014

Sagen omhandler en klagers anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014. Klageren, en lastbilchauffør, blev ansat i Norge den 6. januar 2014 og arbejdede der frem til årets udgang, hvor lønindkomsten blev beskattet i Norge. Klageren indgav ikke selvangivelse til de danske myndigheder, da han anså sin fulde skattepligt for ophørt ved udrejsen. Imidlertid beholdt klageren sin lejlighed i Danmark frem til den 15. februar 2015, hvilket fik SKAT til at anse ham for fortsat fuldt skattepligtig til Danmark og foretage en skønsmæssig ansættelse.

Klageren blev først i slutningen af 2018 opmærksom på en skatterestance og anmodede i juli 2020 om aktindsigt, hvorefter han anmodede om ekstraordinær genoptagelse. Klageren argumenterede for genoptagelse med henvisning til dobbeltbeskatning, idet han var beskattet af samme indkomst i både Norge og Danmark, og at skattemyndighederne ikke havde taget hensyn til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem landene. Han påberåbte sig desuden, at Skattestyrelsen havde begået en formel fejl og tilsidesat sin vejledningspligt samt lighedsprincippet ved at behandle hans sag anderledes end lignende sager for andre danskere, der arbejdede i Norge. Klageren mente, at reaktionsfristen for genoptagelse skulle regnes fra det tidspunkt, hvor han fik tilstrækkelig viden om grundlaget for skattekravet, hvilket han anså for at være efter modtagelse af aktindsigt i juli 2020.

Skattestyrelsen afviste anmodningen om genoptagelse. De fastholdt, at den ordinære genoptagelsesfrist var udløbet, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8 ikke var opfyldt. Skattestyrelsen anførte, at den skønsmæssige ansættelse var korrekt ud fra de tilgængelige oplysninger, da klageren ikke havde reageret på taksationsforslaget og fortsat fremstod som bosiddende i Danmark. De afviste, at manglende inddragelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten udgjorde en myndighedsfejl, da de ikke var bekendt med klagerens udrejse. Endvidere fastholdt Skattestyrelsen, at reaktionsfristen på 6 måneder i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 skulle regnes fra den 9. april 2019, hvor klageren blev orienteret om restskatten, og at fristen derfor var overskredet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.

Ordinær genoptagelsesfrist

Den ordinære genoptagelsesfrist for indkomståret 2014 udløb den 1. maj 2018 i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Da klagerens anmodning først blev fremsendt den 24. november 2020, ca. 2,5 år efter fristens udløb, skulle spørgsmålet om genoptagelse afgøres efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1.

Særlige omstændigheder

Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8. Retten lagde vægt på følgende:

• Ingen myndighedsfejl: SKAT (nu Skattestyrelsen) havde ikke begået en myndighedsfejl, da den skønsmæssige ansættelse blev foretaget, fordi klageren ikke indgav den lovpligtige selvangivelse. Klageren modtog et taksationsforslag den 29. januar 2015, men gjorde ikke indsigelse.
• Dobbeltbeskatningsoverenskomst: Den manglende inddragelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Norge og Danmark blev ikke anset for en særlig omstændighed. Dette skyldtes, at skattemyndighederne ikke var bekendt med, at klageren var udrejst til Norge, da han fortsat havde rådighed over sin helårsbolig i Danmark frem til den 15. februar 2015 og først blev registreret som fraflyttet til Norge den 26. februar 2015.
• Lighedsprincip og vejledningspligt: Retten fandt ingen omstændigheder, der indikerede, at SKAT havde forskelsbehandlet klageren i forhold til andre skatteydere, da der var foretaget en konkret og individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde. Ligeledes fandt retten ikke, at SKAT havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse i henhold til Forvaltningsloven § 7, idet det er klagerens eget ansvar at sikre en korrekt selvangivelse.

Reaktionsfrist

Kundskabstidspunktet for klageren blev fastsat til den 9. april 2019, hvor klageren i en henvendelse til Skattestyrelsen blev orienteret om restskat fra blandt andet 2014. Den 6-måneders reaktionsfrist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 udløb herefter den 9. oktober 2019. Da genoptagelsesanmodningen først blev indsendt den 24. november 2020, var fristen ikke overholdt. Retten fandt ikke grundlag for at dispensere fra fristen, da betingelserne for genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-8 ikke var opfyldt.