Omplaceringspligt for tidsbegrænsede ansatte: Skal Københavns Kommune tilbyde faste stillinger?

Sagen omhandler spørgsmålet, hvorvidt Københavns Kommune er forpligtet til at søge tidsbegrænset ansatte, der påtænkes afskediget på grund af driftsmæssige forhold (overtallighed), omplaceret til en tidsubegrænset stilling i kommunen, på lige fod med tidsubegrænset ansatte. Uoverensstemmelsen opstod i forbindelse med afskedigelsen af to socialrådgivere, der var ansat i 4-årige tidsbegrænsede projektstillinger i U-turn under Socialforvaltningen, da deres projekt ophørte grundet manglende bevilling. Kommunen forsøgte at omplacere dem lokalt og via en genplaceringsportal, men kun til andre tidsbegrænsede stillinger, ikke faste.

Parter og Baggrund

Klager i sagen var Forhandlingsfællesskabet for Dansk Socialrådgiverforening, mens indklagede var Kommunernes Landsforening (KL) for Københavns Kommune. Sagen udspringer af, at Københavns Kommune afskedigede to socialrådgivere, hvis tidsbegrænsede projektansættelser ophørte før tid på grund af manglende bevilling til hovedprojektet. Kommunen informerede de ansatte om påtænkt afsked og tilmeldte dem Genplaceringsportalen, men kommunens omplaceringspolitik foreskrev, at omplacering af tidsbegrænset ansatte kun skete til andre tidsbegrænsede stillinger, mens fastansatte blev søgt omplaceret til faste stillinger.

Centrale Juridiske Spørgsmål

Det centrale spørgsmål var, om kommunens praksis for omplacering af tidsbegrænset ansatte var i strid med princippet om ikke-forskelsbehandling i § 4, stk. 1, i den kommunale rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, som implementerer EU-direktiv 99/70.

Hovedargumenter

• Klager (Forhandlingsfællesskabet): Gjorde gældende, at omplaceringspligten er et "ansættelsesvilkår" omfattet af rammeaftalens § 4. De argumenterede for, at kommunens praksis med kun at overveje tidsbegrænset ansatte til andre tidsbegrænsede stillinger, mens fastansatte overvejes til faste stillinger, udgjorde en retsstridig forskelsbehandling. Denne forskelsbehandling var ikke objektivt begrundet, og henvisninger til pligt til stillingsopslag eller ansættelse af den bedst kvalificerede kunne ikke gøre ligebehandlingsprincippet illusorisk. De mente, at en omplacering fra en tidsbegrænset til en fast stilling ikke stred mod opslagsreglerne, da omplaceringer generelt kan ske uden opslag.

• Indklagede (KL for Københavns Kommune): Påstod frifindelse og anførte, at arbejdsgiverens omplaceringspligt for tidsbegrænset ansatte alene indebærer søgning af omplacering inden for den vilkårsmæssige ramme af det tidsbegrænsede ansættelsesforhold. De argumenterede for, at dette ikke udgjorde mindre gunstige vilkår, men en ligebehandling baseret på den oprindelige ansættelsesform. En udvidelse af omplaceringspligten til faste stillinger ville give tidsbegrænset ansatte en bedre retsstilling end fastansatte og stride mod forvaltningsretlige grundsætninger om offentligt opslag og ansættelse af den bedst kvalificerede. De fremhævede, at faste stillinger tiltrækker et bredere og generelt højere kvalificeret ansøgerfelt, og at tidsbegrænset ansatte typisk gennemgår en lempeligere ansættelsesproces.

Væsentlige Beviser og Vidneudsagn

Der blev afgivet forklaringer af en teamleder fra Københavns Kommunes Personalejura og Forhandling (A) og lederen af U-turn (B). A forklarede, at kommunen har ca. 45.000 ansatte, og at tidsbegrænset ansættelse (ca. 5.000 årligt) er en væsentlig ansættelsesform, ofte uden stillingsopslag for ansættelser under 9 måneder. Hun bekræftede, at omplacering af fastansatte sker til andre faste stillinger, mens tidsbegrænset ansatte kun søges omplaceret til andre tidsbegrænsede stillinger. Hun begrundede dette med forskelle i ansættelsesprocesser og kvalifikationskrav for de to ansættelsesformer. B bekræftede, at de afskedigede socialrådgivere kun blev overvejet til andre tidsbegrænsede stillinger, og at faste stillinger i U-turn blev slået op med specifikke kvalifikationskrav.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Sagen drejer sig om, hvorvidt Københavns Kommunes praksis for omplacering af tidsbegrænset ansatte, der påtænkes afskediget på grund af driftsmæssige forhold, er i strid med § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse. Kommunens praksis indebærer, at tidsbegrænset ansatte kun søges omplaceret til andre ledige tidsbegrænsede stillinger, mens fastansatte søges omplaceret til andre ledige tidsubegrænsede stillinger.

Opmanden vurderede følgende:

• En tidsbegrænset ansættelse er defineret til at vare en bestemt periode, og den ansatte har derfor ikke en berettiget forventning om at forblive i stillingen eller overgå til en fast stilling hos arbejdsgiveren.
• Hvis Københavns Kommune skulle undersøge omplacering af en tidsbegrænset ansat til en ledig, tidsubegrænset stilling, ville den tidsbegrænset ansatte blive stillet bedre end aftalt i ansættelseskontrakten og bedre end rimeligt forventet. Dette ville desuden tvinge kommunen til at søge omplacering uden for de rammer, der ligger i det tidsbegrænsede ansættelsesforhold.
• Københavns Kommune har som offentlig arbejdsgiver pligt til at besætte ledige stillinger med den bedst kvalificerede ansøger, hvilket som udgangspunkt sker efter offentligt opslag. En pligt til at omplacere tidsbegrænset ansatte til faste stillinger ville forhindre offentligt opslag af disse stillinger.
• Der er generelt forskel på ansøgerfeltet og kvalifikationsniveauet for tidsubegrænsede og tidsbegrænsede stillinger; faste stillinger tiltrækker et bredere og ofte højere kvalificeret ansøgerfelt. Ansættelsesprocessen er også forskellig, idet tidsbegrænset ansatte typisk gennemgår en lempeligere proces og ikke måles efter samme kvalifikationskrav som fastansatte.
• En pligt til at omplacere tidsbegrænset ansatte til tidsubegrænsede stillinger ville begrænse kommunens mulighed for at tiltrække og ansætte eksterne ansøgere med bedre kvalifikationer via offentligt opslag. Tidsbegrænset ansatte informeres dog om ledige faste stillinger og kan søge disse på lige fod med andre ansøgere, jf. rammeaftalens § 7.

På baggrund heraf fandt opmanden, at Københavns Kommunes praksis, hvorefter kommunen alene undersøger muligheden for at omplacere en overtallig tidsbegrænset ansat til en anden ledig tidsbegrænset stilling, ikke strider mod § 4, stk. 1, i den kommunale rammeaftale.

Afgørelse

• Indklagede, KL for Københavns Kommune, frifindes.
• Hver part skal betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.