Manglende betaling af feriegodtgørelse: Hæfter brugervirksomheden ved vikarbureaus konkurs?

Denne sag omhandler spørgsmålet, hvorvidt Københavns VVS A/S, som brugervirksomhed, hæfter for et vikarbureau, Maxtemp IVS's, manglende betaling af feriegodtgørelse til to indlejede vikarer, der var medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet. Vikarerne var ansat hos Maxtemp IVS og indlejet hos Københavns VVS A/S fra august 2016 til januar 2017. Efter vikarernes fratræden opstod der uenighed om manglende lønelementer, herunder feriegodtgørelse, som vikarbureauet ikke havde udbetalt. Maxtemp IVS blev erklæret konkurs i april 2018.

Sagens baggrund og parternes påstande

Blik- og Rørarbejderforbundet nedlagde påstand om, at Københavns VVS A/S skulle betale den skyldige feriegodtgørelse på 35.432,26 kr. med procesrente, subsidiært at VVS-overenskomstens garantiordning skulle dække beløbet. Tekniq Arbejdsgiverne for Københavns VVS A/S nedlagde påstand om frifindelse. Sagen blev indbragt for en voldgiftsret, da der ikke kunne opnås enighed.

Klagerens argumentation

Blik- og Rørarbejderforbundet argumenterede for, at:

• Fagretlig praksis, herunder Promecon-kendelsen, fastslår, at VVS-overenskomsten skal efterleves over for vikarbureauvikarer, og brugervirksomheden har en ubetinget pligt til at sikre samme løn- og arbejdsvilkår som for egne ansatte.
• Virksomheden hæfter for tab, vikarerne lider, når vikarbureauet ikke aflønner i henhold til overenskomsten, og feriegodtgørelse betragtes som et lønelement under VVS-overenskomsten.
• Promecon-kendelsen tillagde ikke vægt til årsagen til vikarbureauets manglende betaling.
• Dommen AR2014.0103 (B ApS) er irrelevant grundet forskellige overenskomstgrundlag, men selv hvis relevant, var der ikke tale om manglende betalingsevne fra vikarbureauets side, da konkursen indtraf lang tid efter optjening af feriegodtgørelsen.
• Garantiordningen i overenskomstens pkt. 15, stk. 6, skal dække, hvis brugervirksomheden ikke kan leve op til sin hæftelse.

Indklagedes argumentation

Tekniq Arbejdsgiverne for Københavns VVS A/S argumenterede for, at:

• Overenskomstens pkt. 15 fraviger kun delvist ferieloven, og garanti- og feriekortordningen gælder alene for TEKNIQ's medlemsvirksomheder.
• Henvisningen til ferieloven i pkt. 15, stk. 1, er en serviceoplysning, og ferieloven gælder parallelt.
• Uorganiserede arbejdsgivere som Maxtemp IVS er ikke dækket af VVS-overenskomsten, og for dem gælder alene ferieloven.
• Hverken Promecon-afgørelsen eller Halsnæs Smeden-afgørelsen omhandlede feriepenge eller pålagde ubetinget betalingsforpligtelse.
• Arbejdsretten i AR2014.0103 fastslog, at brugervirksomheden ikke hæfter for uorganiserede arbejdsgivers manglende betalingsevne eller -vilje, hvilket var tilfældet her.

Arbejdsrettens afgørelse og begrundelse

Opmanden afstod fra at tage stilling til, hvorvidt ferieloven er gjort til en bestanddel af VVS-overenskomsten, da sagen under alle omstændigheder kunne afgøres på andet grundlag.

Vedrørende rækkevidden af brugervirksomhedens hæftelse bemærkede opmanden følgende:

• Promecon-kendelsen skal ikke forstås som hjemlende videregående forpligtelser for brugervirksomheden end dem, der gælder efter Industriens Overenskomst, Bygningsoverenskomsten og Bygge- og Anlægsoverenskomsten.
• Med henvisning til Arbejdsrettens dom af 21. april 2015 i sag AR2014.0103 (B ApS), som angik en brugervirksomhed omfattet af Bygningsoverenskomsten, fastslog opmanden, at en brugervirksomhed ikke hæfter for vikarbureauets manglende betalingsevne eller -vilje.
• Selvom Københavns VVS A/S havde pligt til at sikre, at de indlejede vikarer fik de rettigheder, der følger af overenskomstens pkt. 15 og herunder ferieloven (hvis den var en del af overenskomsten), hæfter virksomheden ikke for vikarbureauets manglende betalingsevne eller -vilje.
• Den manglende betaling af feriepenge skyldtes vikarbureauets manglende betalingsevne eller -vilje, da kravet blev fremsat i sommeren 2017, og vikarbureauet blev erklæret konkurs den 18. april 2018.

På baggrund heraf blev indklagedes frifindelsespåstand taget til følge. Parterne var enige om at tage tilkendegivelsen til efterretning med samme virkning som en kendelse og om at bære egne omkostninger samt halvdelen af udgiften til opmanden.