Afgørelse om kompetencefordeling mellem Arbejdsretten og faglig voldgift i sager om overenskomstbrud

Arbejdsretten behandlede to sager, AR 2018.0680 og AR 2019.0014, der var forenet for at afgøre en række formalitetsspørgsmål vedrørende Arbejdsrettens kompetence over for faglig voldgift. Sagerne involverede Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for Fagligt Fælles Forbund (3F) som klager, og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) for Dansk Byggeri (DB) for henholdsvis JacksonAdapt SP. Z.O.O og Errigal ApS som indklagede.

Sagens Baggrund og Hovedspørgsmål

I sag AR 2018.0680 (JacksonAdapt SP. Z.O.O) gjorde 3F gældende, at virksomheden havde brudt Murer- og murerarbejdsmandsoverenskomstens § 70 ved ikke at fremlægge baggrundsoplysninger, underbetalt medarbejdere (ikke-medlemmer af 3F) og overtrådt § 4 ved ikke at anvende uddannede murere. 3F krævede bod, herunder en bod baseret på differenceprincippet med et pønalt element for underbetalingen. Indklagede påstod afvisning af sagen for så vidt angår brud på bestemmelser uden for § 70, idet de mente, at § 70 gav den faglige voldgiftsret enekompetence til at behandle sager om udenlandske medarbejderes løn- og ansættelsesforhold, herunder udmåling af bod.

I sag AR 2019.0014 (Errigal ApS) krævede 3F bod for betydelig forsinkelse i udbetaling af løn og for systematisk brud på virksomhedens oplysningspligt vedrørende ansættelsesforhold, jf. Bygningsoverenskomstens § 8. Indklagede påstod ligeledes afvisning med henvisning til Bygningsoverenskomstens § 76 (der svarer til § 70), som de mente gav faglig voldgift enekompetence. Subsidiært anmodede indklagede om henvisning til fagretlig behandling eller faglig voldgift for spørgsmålet om bod for mangelfulde ansættelsesbeviser, da de mente, at fortolkningen af § 8, stk. 4, var tvivlsom.

3F nedlagde i begge sager påstand om sagernes fremme ved Arbejdsretten, idet de anførte, at den faglige voldgiftsret ikke havde enekompetence, og at fortolkningen af § 8, stk. 4, ikke gav anledning til tvivl.

Parternes Argumenter og Bevisførelse

Overenskomstbestemmelserne, især § 70 i Murer- og murerarbejdsmandsoverenskomsten og § 76 i Bygningsoverenskomsten, indeholder en "fast track"-ordning for tvister om udenlandske medarbejdere, herunder krav om fremlæggelse af baggrundsoplysninger og mulighed for faglig voldgift. Ordlyden i disse bestemmelser angiver, at sager kan indbringes for faglig voldgift.

• Indklagedes argumenter: Dansk Byggeri argumenterede for, at den faglige voldgift havde enekompetence i sager om udenlandske medarbejderes løn- og ansættelsesforhold, og at bod for overenskomstbrud i disse tilfælde skulle udmåles af voldgiftsretten baseret på virksomhedens besparelse, uden et pønalt element. De henviste til den hurtige sagsbehandling, der var tiltænkt med "fast track"-ordningen.
• Klagers argumenter: 3F fastholdt, at ordlyden "kan" i overenskomsterne betød, at de frit kunne vælge mellem Arbejdsretten og faglig voldgift. De forklarede, at de tidligere havde valgt faglig voldgift for at opnå hurtige forlig og inddrivelse af efterbetalingskrav, især da mange udenlandske virksomheder hurtigt forlod landet. De påpegede, at de i de aktuelle sager ønskede en bod med pønalt element (for forsinket løn) og en afklaring af potentielle EU-retlige spørgsmål (vedrørende underbetaling), hvilket bedst kunne ske i Arbejdsretten. 3F anførte også, at Dansk Byggeri tidligere havde accepteret henvendelser om ansættelsesbeviser via organisationen, og at en eventuel forsinkelse skyldtes Dansk Byggeris egen videresendelse.

Vidneforklaringer fra Thorsten Wilstrup (Dansk Byggeri) og Palle Bisgaard (3F) belyste overenskomstforhandlingerne og den historiske praksis. Wilstrup bekræftede, at bodssager uden et besparelseselement naturligt hørte under Arbejdsretten. Bisgaard understregede 3F's opfattelse af frit valg af spor og henviste til tidligere voldgiftskendelser, hvor spørgsmål om Arbejdsrettens kompetence var blevet rejst eller hvor voldgiftsmanden havde henvist til Arbejdsretten for EU-retlige spørgsmål.

Afgørelse

Arbejdsretten traf følgende afgørelse vedrørende formalitetsspørgsmålene i sagerne AR 2018.0680 og AR 2019.0014:

• Kompetence for Arbejdsretten: Indklagedes påstand om afvisning af sagerne fra Arbejdsretten blev ikke taget til følge. Sagerne fremmes ved Arbejdsretten.
  • Begrundelse for kompetence: Retsformanden fandt, at ordlyden af Murer- og murerarbejdsmandsoverenskomstens § 70, stk. 13, og Bygningsoverenskomstens § 76, stk. 13, med brugen af ordet "kan", ikke indebærer, at den faglige voldgiftsret har enekompetence til at behandle og afgøre sager om brud på overenskomsternes materielle bestemmelser vedrørende udenlandske medarbejderes løn- og arbejdsforhold. Hvis enekompetence havde været tilsigtet, ville bestemmelserne have været formuleret klarere.
  • Formål og praksis: Formålet med "fast track"-ordningen fra 2010 var at sikre hurtig afgørelse af tvister, men spørgsmålet om enekompetence blev ikke drøftet under overenskomstforhandlingerne. Den hidtidige praksis, hvor 3F ofte har indbragt sager for faglig voldgift, er ikke tilstrækkelig til at fastslå en bindende praksis eller kutyme, der afskærer 3F fra at indbringe sager for Arbejdsretten. Tidligere voldgiftskendelser og Dansk Byggeris egne tidligere indsigelser har desuden indikeret, at Arbejdsretten er det rette forum for visse typer af overenskomstbrud, især hvor der søges bod med et pønalt element eller hvor EU-retlige spørgsmål kan opstå.
• Spørgsmål om mangelfulde ansættelsesbeviser: Stillingtagen til indklagedes påstand om udsættelse af spørgsmålet om bod for mangelfulde ansættelsesbeviser på fagretlig behandling (i sag nr. AR 2019.0014) udskydes.
  • Begrundelse for udsættelse: Dette skyldes, at der mangler oplysninger fra indklagede om, hvornår virksomheden modtog 3F's anmodning om nye ansættelsesbeviser, og hvornår de nye beviser blev udleveret til medarbejderne. Disse oplysninger er nødvendige for at vurdere, om 15-dagesfristen i Bygningsoverenskomstens § 8, stk. 4, blev overskredet, uanset fortolkningen af bestemmelsen. Hvis fristen var overskredet, vil der ikke være behov for at udsætte afgørelsen på fagretlig behandling.

Sagerne udsættes for yderligere processkrifter om substansen, og parterne er enige om, at spørgsmålet om bod for forsinket lønudbetaling kan fortsætte uafhængigt af spørgsmålet om ansættelsesbeviser.