Afgørelse om fortolkning af pauseregler for bybuskørsel vs. regionalbuskørsel

Denne faglige voldgiftssag omhandlede en tvist mellem Fagligt Fælles Forbund (3F) og DI Overenskomst I for Arriva Danmark A/S vedrørende fortolkningen af ”bybuskørsel” og ”bybusser” i Landsoverenskomst for Rutebilkørsel § 1, stk. 3 a, som omhandler ”Pauseregler for bybusser indenfor landsoverenskomstens område”. Sagen opstod, da 3F i marts 2015 gjorde gældende, at Trafikselskabet Movia havde omlagt tidligere landruter (linje 901, 902 og 480R i Slagelse) til kørsel i Slagelse by, hvilket ifølge 3F indebar, at ruterne herefter skulle anses for bybuskørsel og dermed omfattes af de særlige pauseregler.

Klagerens Påstande og Argumenter

Klager, 3F, nedlagde principalt påstand om, at Arrivas rutebilkørsel på linje 901, 902 og 480R for Movia i Slagelse var omfattet af ”Pauseregler for bybusser”, jf. Landsoverenskomsten § 1, stk. 3a. Subsidiært påstod 3F, at den del af kørslen, som skete i Slagelse byzone, var omfattet af samme bestemmelse. 3F argumenterede for, at ruterne var blevet en integreret del af bybusnettet i Slagelse, og at en betydelig del af kørslen (mellem 37% og 82%) foregik inden for bygrænsen.

Indklagedes Påstande og Argumenter

Indklagede, DI, nedlagde påstand om frifindelse og en selvstændig påstand om, at pausereglerne for bybuskørsel i § 1, stk. 3a, alene finder anvendelse, såfremt kørslen ved udbuddet kan karakteriseres som bybuskørsel, medmindre omlægninger af en rute har til formål at omgå overenskomstens regler om bybuspauser. DI fastholdt, at alle tre ruter fortsat udgjorde regionalbuskørsel, da de ikke var udbudt som bybusruter af trafikselskabet. De argumenterede for, at bybuskørsel er karakteriseret ved kørsel inden for samme by, ikke mellem byer, og at langt hovedparten af kørslen skal foregå inden for den relevante bys byzone. Klassificeringen skulle ske på baggrund af den samlede rute. DI bestred desuden, at Landsoverenskomsten åbnede mulighed for, at samme rute kunne være omfattet af både § 1, stk. 3 og § 1, stk. 3 a.

Bevisførelse

Der blev afgivet forklaringer af flere vidner, herunder tillidsrepræsentant A, tidligere rutebus-konsulent i 3F Transportgruppe B, branchedirektør C, planlægningschef D, planlægger E og seniorkonsulent F. Særligt C's forklaring om parternes oprindelige intentioner med bestemmelsen – at opnå en praktisk og let håndterbar løsning, der var udgiftsneutral og baseret på rutens udbudskarakteristik – var central for opmandens vurdering.

Opmandens Begrundelse og Konklusion

Opmanden lagde til grund, at buskørsel traditionelt er opdelt i enten regional- eller bybuskørsel, og at det ville være administrativt vanskeligt at anvende forskellige pauseregler på samme busrute. Derfor måtte de omhandlede ruter kvalificeres enten som bybuskørsel eller regionalbuskørsel, hvilket afviste klagers subsidiære påstand om, at kun dele af ruten skulle være omfattet af bybusreglerne.

Det blev fremhævet, at overenskomstens bestemmelse om pauseregler for bybusser (§ 1, stk. 3 a) var udformet med henblik på enkel anvendelse og for at give arbejdsgiveren mulighed for at finansiere arbejdsgiverbetalte pauser gennem udbudsbetingelserne. På denne baggrund fandt opmanden, at det afgørende for, om en busrute kan karakteriseres som bybuskørsel i overenskomstens forstand, som udgangspunkt er, om kørslen på den pågældende rute ved trafikselskabets udbud af ruten blev karakteriseret som bybuskørsel. Dette gælder uanset efterfølgende ændringer af ruten, medmindre omlægningerne har haft til formål at omgå overenskomstens regler om bybuspauser.

De tre busruter (901, 902 og 480R) vedrører alle kørsel mellem to byer, og langt hovedparten af kørslen foregår uden for byzone, både tidsmæssigt og efter kilometerantal. Ruterne havde derfor karakter af regionalbuskørsel, da de blev udbudt. Der blev ikke fremlagt oplysninger, der gav grundlag for at antage, at senere ruteomlægninger havde til formål at omgå overenskomstens regler om bybuspauser.

Som følge heraf:

• Indklagedes frifindelsespåstand blev taget til følge.
• Indklagedes selvstændige påstand om, at pausereglerne for bybuskørsel alene finder anvendelse, såfremt kørslen ved udbuddet kan karakteriseres som bybuskørsel (med undtagelse af omgåelse), blev taget til følge.

Parterne var enige om at tage tilkendegivelsen til efterretning med samme virkning som en kendelse. Hver part bar egne omkostninger og halvdelen af udgiften til opmanden.