Fortolkning af pausetidspunkt i Landsoverenskomst for Rutebilkørsel: Gangtid til pauselokale

Denne faglige voldgiftssag omhandlede en tvist mellem Fagligt Fælles Forbund (3F) og DI Overenskomst I for Arriva Danmark A/S vedrørende fortolkningen af pausebegrebet i Landsoverenskomst for Rutebilkørsel, specifikt hvornår den overenskomstmæssige pause på 25 minutter begynder og slutter. Sagen opstod, da parterne var uenige om, hvorvidt gangtid til og fra et anvist pauselokale skulle indregnes i den betalte pause.

Baggrund og parternes påstande

Tvisten om pausens begyndelses- og sluttidspunkt har rødder tilbage til 2009, hvor uenigheden først blev afdækket i en sag fra Odense. Selvom den sag blev afsluttet, tog 3F forbehold for at rejse emnet igen. Den konkrete sag opstod i Silkeborg i 2014, hvor en udvidelse af rutebilpladsen medførte længere gangtid for chaufførerne til det anviste pauselokale, målt til op til 2 minutter og 43 sekunder.

• Klager (3F) nedlagde påstand om, at den af arbejdsgiveren fastlagte spisepause begynder og slutter ved det af Arriva Danmark A/S anviste pauselokale.
• Indklagede (DI/Arriva) nedlagde påstand om frifindelse og en selvstændig påstand om, at pauser i henhold til Landsoverenskomst for rutebilkørsel § 1, stk. 3, litra a, starter, når arbejdsopgaverne er afsluttet, og slutter, når arbejdet genoptages.

Klagerens argumentation

• Den obligatoriske rekreative pause på 25 minutter skal tilrettelægges, så chaufføren kan holde den fulde pause i pauselokalet.
• Henvisning til en lignende sag (FV2014.0090) fra Bygge- og Anlægsoverenskomsten, hvor gangtid til kantine blev indregnet i arbejdstiden.
• Strammere vagtplanlægning og reduceret "buffertid" har gjort det vanskeligere at nå pauserummet inden for pausetiden.
• Lokalaftaler om gangtid bekræfter behovet for at udmønte overenskomstens forudsætninger.
• Busterminaler er blevet større, og pauserum er flyttet længere væk.

Indklagedes argumentation

• Overenskomstens ordlyd regulerer ikke pausens start- og sluttidspunkt.
• En pause forstås som en afbrydelse af arbejdet; den starter, når chaufføren forlader bussen efter endt opgave, og slutter, når arbejdet genoptages ved bussen.
• Dette stemmer overens med princippet om effektiv arbejdstid og fast praksis i busbranchen.
• 3F har været bekendt med denne praksis siden 2009.
• Pauselokalet er et tilbud, ikke en pligt, og kort gangtid ændrer ikke pausens karakter.
• Lokalaftaler om gangtid underbygger, at det ikke er en rettighed, der følger af overenskomsten.

Arbejdsrettens afgørelse og begrundelse

Opmanden fandt, at sagen FV 2014.0090 ikke kunne tillægges betydning, da den omhandlede en anden branche, overenskomst og særlige konkrete forhold, herunder en væsentlig reduktion af frokostpausen grundet lang gangtid.

Det blev lagt til grund, at det er fast praksis i busbranchen, at pausen starter og slutter ved bussen, og at der ikke indlægges særlig gangtid til pauselokalet, medmindre der er indgået en lokalaftale herom. Denne praksis harmonerer med:

• En naturlig forståelse af pausebegrebet som et tidsrum med midlertidig afbrydelse af arbejdet.
• Det almindelige arbejdsretlige princip om, at arbejdstiden skal være effektiv, medmindre andet følger af lov eller aftale.

Opmanden bemærkede desuden, at klager (3F) har været bekendt med indklagedes forståelse af pausebegrebet siden 2009 uden at have taget retlige skridt til at afklare tvisten.

På baggrund heraf konkluderede opmanden, at:

• Pausebegrebet i landsoverenskomstens § 1, stk. 3, litra a, skal forstås således, at pausen starter, når arbejdsopgaven er afsluttet, og slutter, når arbejdet genoptages.
• Arbejdsgiveren har dog pligt til at afveje driftsmæssige interesser over for de ansattes interesser ved udøvelse af ledelsesretten.
• Hvor lokale forhold giver anledning hertil, bør arbejdsgiveren overveje, om der er taget fornødent hensyn til chaufførernes interesser ved pauseplanlægningen.
• Dette kan eventuelt give anledning til, at overenskomsten må suppleres med en lokalaftale, men behovet for en lokalaftale ændrer ikke fortolkningen af § 1, stk. 3, litra a.

Som følge heraf blev indklagedes frifindelsespåstand og selvstændige påstand taget til følge. Parterne var enige om at tage tilkendegivelsen til efterretning og bære egne omkostninger samt halvdelen af udgiften til opmanden.