Urimelig afskedigelse? Afgørelse om genansættelse kræver enighed mellem parterne

Sagen omhandlede Københavns Universitets afskedigelse af professor A den 4. november 2016 med 6 måneders varsel, til fratrædelse den 31. maj 2017. A havde været ansat siden 1. august 1986 og var suspenderet og fritstillet i opsigelsesperioden. Den centrale uoverensstemmelse var berettigelsen af denne afskedigelse, herunder om der var grundlag for genansættelse eller betaling af godtgørelse.

Parternes påstande og argumenter

Klager, Dansk Magisterforening på vegne af A, nedlagde principalt påstand om, at afskedigelsen var ugyldig, at A skulle genansættes, og at A skulle have erstatning svarende til sædvanlig løn, pension og tillæg fra 1. juni 2017, indtil genansættelse skete. Subsidiært blev der påstået en af voldgiftsretten fastsat kompensation, og mere subsidiært en af voldgiftsretten fastsat godtgørelse.

Klager argumenterede for, at de principale og subsidiære påstande havde hjemmel i forvaltningsretten. Det blev anført, at Københavns Universitet som offentlig myndighed var underlagt et dobbelt retsgrundlag, der omfattede både forvaltningsretlige og arbejdsretlige regler. Klager mente, at forvaltningsretlig ugyldighed som følge af brud på official- og proportionalitetsprincippet, med heraf følgende sanktionering i form af tilsidesættelse af afgørelsen og genindtrædelse i stillingen eller økonomisk kompensation, indgik i voldgiftsrettens grundlag i medfør af Akademiker-overenskomstens § 22, stk. 11, jf. stk. 9, uanset ordlyden af stk. 10. Klager havde som sikkerhedsforanstaltning anlagt en parallel sag ved de almindelige domstole, som var sat i bero.

Indklagede, Moderniseringsstyrelsen for Københavns Universitet, påstod afvisning af klagers principale og subsidiære påstande, subsidiært frifindelse, og frifindelse over for klagers mere subsidiære påstand. Indklagede anførte, at universitetet ikke ønskede ansættelsesforholdet opretholdt, og at det derfor efter overenskomstens § 22, stk. 10, var udelukket, at voldgiftssagen kunne munde ud i en afgørelse om genansættelse. Indklagede fastholdt, at voldgiftsretten ikke havde kompetence til at tage stilling til klagers forvaltningsretlige påstande om genansættelse eller kompensation, da overenskomstens § 22, stk. 11, alene vedrørte spørgsmålet om urimelig afskedigelse i overenskomstens forstand.

Opmandens tilkendegivelse og afgørelse

Opmanden tilkendegav, at overenskomstens regler om afskedigelse, jf. § 21, stk. 1 og 3, samt § 22, stk. 9, primært omhandler "påståede urimelige afskedigelser" og afbødning af disses virkninger. Ifølge § 22, stk. 10, kan en afskedigelse underkendes, hvilket kan føre til genansættelse, men dette forudsætter, at ingen af parterne ønsker, at ansættelsesforholdet ikke skal opretholdes – altså at begge parter ønsker det opretholdt. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, kan der i stedet pålægges betaling af godtgørelse.

Bestemmelsen i overenskomstens § 22, stk. 11, blev vurderet som et tillæg til de foranstående bestemmelser. Opmanden fandt ingen holdepunkter i ordlyden af stk. 11 for, at voldgiftsretten skulle have kompetence til at tage stilling til andre påstande end dem, der følger af de foregående bestemmelser. Det blev fremhævet, at det i praksis er antaget, at sager om forvaltningsretlig ugyldighed henhører under de almindelige domstole, uanset aftale om faglig voldgiftsbehandling af sager om usaglig afskedigelse. Dette blev understøttet af tidligere højesteretskendelser og faglige voldgiftskendelser.

Det var uomtvistet, at voldgiftsretten kunne vurdere, om afskedigelsen af A var urimelig i overenskomstens forstand, og at der i den forbindelse kunne tages hensyn til eventuelle brud på forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler. Ligeledes kunne der tages stilling til betaling af godtgørelse efter § 22, stk. 10, med inddragelse af forvaltningsretlige sagsbehandlingsfejl.

Derimod var parterne uenige om, hvorvidt overenskomsten tillod voldgiftsretten at tage stilling til forvaltningsretlig ugyldighed og sanktionering i form af genansættelse, betaling af løn i perioden mellem fratrædelse og genansættelse eller betaling af kompensation, når betingelserne i § 22, stk. 10, ikke var opfyldt (dvs. når Københavns Universitet ikke ønskede ansættelsesforholdet opretholdt).

Afgørelse

På baggrund af opmandens tilkendegivelse fik indklagede medhold i sin påstand om afvisning af klagers principale påstand 1-3 og klagers subsidiære påstand. Dette betød, at voldgiftsretten alene skulle tage stilling til klagers mere subsidiære påstand om godtgørelse.

Sagens forligsmæssige afslutning

Efter opmandens mundtlige bedømmelse af afskedigelsen i henhold til Overenskomsten, indgik parterne et forlig. Det blev aftalt, at:

• Københavns Universitet betaler A en godtgørelse i henhold til Overenskomstens § 22, stk. 10, jf. stk. 9, svarende til 6 måneders løn.
• Dette forlig afslutter sagen og al yderligere procesførelse i anledning af Universitetets afskedigelse af A.