Gyldighed af lokalaftaler uden tillidsrepræsentant: Krav om kollektivt retssubjekt?

Sagen omhandlede en tvist mellem CO-industri (for Dansk Metal) og DI Overenskomst I (for Fairwind A/S) vedrørende gyldigheden af lokalaftaler indgået på en virksomhed uden valgt tillidsrepræsentant eller talsrepræsentant. Hovedspørgsmålet var, om det er et krav, at lokalaftaler på lønmodtagersiden indgås af en kollektivitet af lønmodtagere med karakter af et selvstændigt retssubjekt, eller om det er tilstrækkeligt, at aftalen er indgået med alle medarbejdere.

Fairwind A/S er en global underleverandør til vindmøllevirksomheder, primært med polske teknikere. Virksomheden havde udarbejdet to standardaftaler – "Aftale om varierende ugentlig arbejdstid" og "Aftale om timeløn og karriereplan" – som alle ansatte teknikere skulle underskrive som en betingelse for ansættelse. Disse aftaler var ensidigt udarbejdet af virksomheden uden forhandling med medarbejderne. CO-industri gjorde gældende, at aftalerne var ugyldige, da de ikke var indgået med en kollektivitet af medarbejdere i overensstemmelse med Industriens Overenskomst (IO) § 1, stk. 10. Desuden påstod CO-industri, at timeløns- og karriereplanen var i strid med IO § 22, da den medførte automatisk oprykning baseret på anciennitet og dermed tilsidesatte overenskomstens bestemmelser om lønforhandling.

Parternes Argumentation

• CO-industri (for Dansk Metal) argumenterede:

  • Aftalerne var ugyldige, da de ikke var indgået ved forhandling med eller af en kollektivitet af medarbejdere med selvstændig retssubjektivitet, som krævet for lokalaftaler efter IO § 8.
  • Ensidigt udarbejdede vilkår kan ikke blive til en lokalaftale blot ved individuel underskrift fra alle ansatte.
  • Aftalerne var i strid med IO § 1, stk. 10, da de var individuelt aftalt.
  • Timeløns- og karriereplanen var i strid med IO § 22, da den etablerede en automatisk, anciennitetsbaseret lønstruktur, der tilsidesatte overenskomstens principper for lønfastsættelse.

• DI (for Fairwind A/S) argumenterede:

  • Lokalaftaler kan indgås med medarbejderne ved, at alle medarbejdere underskriver aftalen, når der ikke er valgt tillidsrepræsentant eller talsrepræsentant.
  • Der er intet krav om fælles formål, forhandling eller særlig organisering af medarbejderne.
  • Hvis medarbejderne var uenige i en lokalaftale, kunne de opsige den. Manglende opsigelse indikerer lokal enighed.
  • CO-industri's påstand om, at timeløns- og karriereplanen var i strid med IO § 22, manglede tilstrækkelige anbringender, og IO § 23 tillader lokale lønaftaler.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Arbejdsretten, ved opmanden Børge Dahl, fandt, at Industriens Overenskomst (IO) overlader en række spørgsmål til "lokal enighed" eller "lokalaftale" mellem "de lokale parter på virksomheden". Når der ikke er valgt en tillidsrepræsentant eller talsrepræsentant, kan en lokalaftale indgås mellem virksomheden og medarbejderne, og IO stiller ikke generelt krav om fremgangsmåde eller form. Dette indebærer:

• Der er ikke et krav om forudgående forhandling eller om organisering af medarbejderne.
• Det afgørende er, at der kan konstateres enighed mellem virksomheden og medarbejderne, f.eks. om generelle vilkår for arbejdet, der omfatter alle, som til enhver tid udfører det.
• Praksis på området er præget af arbejdsmarkedets behov for fleksibilitet og tilpassede løsninger, ikke strikte retlige kriterier.
• Overvejelser om kompetence og repræsentation er relevante, når kun en enkelt eller få medarbejdere optræder på vegne af alle, men ikke når samtlige medarbejdere får forelagt og underskriver en aftale, der klart har karakter af en lokalaftale gældende for alle, der udfører det beskrevne arbejde.

Det blev lagt til grund, at aftalen om varierende ugentlig arbejdstid og aftalen om timeløn og karriereplan blev præsenteret for og underskrevet af alle ansatte polske medarbejdere, enten på et møde før ansættelse eller ved selve ansættelsen. Aftalen om varierende ugentlig arbejdstid henviste udtrykkeligt til IO § 9, stk. 2, og aftalen om timeløn og karriereplan var en aftale mellem "Fairwind A/S og de ansatte medarbejdere".

• De to aftaler blev anset for indgået i overensstemmelse med kravene i overenskomstens § 1, stk. 10, 3. afsnit.
• Det forhold, at aftalerne blev indgået med udenlandsk arbejdskraft uden kendskab til det danske arbejdsmarked, ændrer ikke resultatet, da medarbejderne fik aftalerne præsenteret på polsk og forstod indholdet.

Vedrørende CO-i's påstand 2 om, at aftalen om timeløn og karriereplan var i strid med IO § 22, fandt opmanden, at CO-i ikke havde fremført tilstrækkelige retlige anbringender til støtte for denne påstand. Misforholdssynspunktet fra fællesmødebegæringen var ikke tilstrækkeligt præsenteret i skriftvekslingen eller under den mundtlige forhandling. Det blev endvidere bemærket, at IO § 23 tillader lokalt aftalte lønsystemer, der supplerer lønnen fastsat efter § 22, og at dette ikke ændrer ved, at lønnen for den enkelte medarbejder skal aftales individuelt, eller at der kan forlanges forhandling om lønændringer én gang årligt.

Afgørelse

Fairwind A/S frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.