Frasigelse af Industriens Funktionæroverenskomst ved Virksomhedsoverdragelse

Sagen omhandler en faglig voldgiftssag mellem CO-industri (klager) og DI Overenskomst I ved DI (indklagede) vedrørende fortolkningen af virksomhedsoverdragelsesloven i relation til Industriens Funktionæroverenskomst. Tvisten opstod i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse mellem to virksomheder, der begge er medlemmer af DI Overenskomst I og dermed omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst.

Sagens Baggrund og Problemstilling

Problemstillingen var, at overenskomsten som følge af den såkaldte 50 pct.-regel kun var gældende for handels- og kontorområdet i den overdragende virksomhed, hvor den var sat i kraft. I den erhvervende virksomhed var overenskomsten derimod hvilende for dette område, da 50 pct.-reglen ikke var opfyldt. Det centrale spørgsmål var, om den erhvervende virksomhed i medfør af virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, stk. 1, kunne frasige sig, at Industriens Funktionæroverenskomst efter overdragelsen skulle gælde på handels- og kontorområdet og således opretholde status quo, hvorefter overenskomsten som hidtil var hvilende i den erhvervende virksomhed og først ville træde i kraft, når betingelserne efter 50 pct.-reglen var opfyldt.

Parternes Påstande og Argumenter

CO-industri (Klager) nedlagde følgende påstande:

• Principalt: Indklagede skulle anerkende, at en erhvervende medlemsvirksomhed ikke kan frasige sig overenskomsten for HK-området, når denne er sat i kraft hos overdrageren, med den virkning, at overenskomsten sættes ud af kraft for det overdragne HK-område, hvis overenskomsten i forvejen er hvilende hos erhververen selv. Klager argumenterede for, at der foreligger overenskomstmæssig identitet, og at overenskomsten, når den én gang er trådt i kraft, ikke kan sættes ud af kraft. En frasigelse ville være meningsløs og i strid med fredspligten.
• Subsidiært: Indklagede skulle anerkende, at hvis der er frasigelsesadgang, sættes overenskomsten ikke ud af kraft for de medarbejdere, der overdrages, når disse fortsætter med at udføre arbejde på den samme geografiske lokation og inden for overenskomstens dækningsområde.

DI Overenskomst I (Indklagede) påstod frifindelse og anførte:

• Den erhvervende virksomhed kan i medfør af virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a frasige sig overenskomsten for handels- og kontorområdet, da den er hvilende for dem. Dette medfører, at overenskomsten forbliver hvilende, indtil 50 pct.-kravet måtte blive opfyldt.
• Der er intet i direktivet, loven eller lovens forarbejder, der begrænser retten til at frasige sig en overenskomst, der ikke aktuelt er gældende for virksomheden.
• Der foreligger ingen omgåelse, proforma, arbejdsretlig identitet, passivitet eller andre særlige forhold, der kan begrænse frasigelsesretten.
• Der er ikke belæg for klagers subsidiære påstand; en frasigelse kan ske, uanset om de overdragne medarbejdere fortsætter på den erhvervende virksomhed eller ej.

Opmændenes Begrundelse og Resultat

Sagen omhandler en virksomhedsoverdragelse, hvor både den overdragende og den erhvervende virksomhed er medlemmer af DI Overenskomst I og dermed omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst. Overenskomsten var i kraft for handels- og kontorområdet i den overdragende virksomhed, men hvilende i den erhvervende virksomhed.

Arbejdsretten fastslår, at:

• Virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, stk. 1, giver en virksomhedserhverver mulighed for at frasige sig en kollektiv overenskomst, som har været gældende for de ansatte i den overdragende virksomhed.
• Bestemmelsen skal forstås sådan, at den i et tilfælde som det foreliggende giver mulighed for, at den erhvervende virksomhed kan frasige sig, at Industriens Funktionæroverenskomst skal være gældende som i den overdragende virksomhed.
• Dette betyder, at Industriens Funktionæroverenskomst forbliver hvilende i den erhvervende virksomhed, indtil betingelserne for ikraftsættelse efter 50 %-reglen i denne virksomhed måtte blive opfyldt.
• En sådan frasigelse er ikke i strid med fredspligten i Hovedaftalens § 2 eller andre arbejdsretlige regler.
• Der er ikke under sagen rejst spørgsmål om omgåelse, proforma, arbejdsretlig identitet, passivitet eller andre særlige forhold, der konkret kunne begrænse retten til frasigelse efter § 4 a.
• Klagers principale påstand om, at erhververen ikke kan frasige sig overenskomsten, tages ikke til følge.
• Klagers subsidiære påstand om, at overenskomsten ikke sættes ud af kraft for de overdragne medarbejdere, selvom erhververen frasiger sig den, kan heller ikke tages til følge. Der er ikke holdepunkt for en sådan begrænsning af frasigelsesadgangen, selvom medarbejderne bevarer deres individuelle rettigheder i henhold til overenskomsten i dennes resterende løbetid i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 3, og lovens § 2, stk. 1.

Afgørelse

DI Overenskomst I ved DI frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger for voldgiftsretten, og parterne betaler opmændenes honorar med halvdelen hver.