Manglende velfærdsforanstaltninger på byggeplads: Spørgsmål om erstatning for mangler ved beboelsesvogne

Sagen omhandlede en uoverensstemmelse mellem Fagligt Fælles Forbund (3F) og Dansk Byggeri for Virksomheden Arne Mose Hansen vedrørende krav om betaling af "skurpenge" for mangler ved velfærdsforanstaltninger på en byggeplads i Humlebæk. Virksomheden havde opstillet to beboelsesvogne, der skulle fungere som både beboelse og velfærdsfaciliteter for 2-4 medarbejdere over en periode på 5-6 måneder. 3F gjorde gældende, at vognene ikke levede op til kravene i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, og krævede derfor erstatning i henhold til Bygningsoverenskomstens § 24, stk. 8. Dansk Byggeri påstod frifindelse.

Sagens baggrund og parter

Arne Mose Hansen, som underentreprenør på byggepladsen, havde stillet to beboelsesvogne til rådighed for sine medarbejdere. Disse vogne indeholdt et stort opholdsrum med køkkenfaciliteter samt et rum med toilet, bad og vaskekumme. Den ene vogn havde fire aflåselige værelser med seng og et ikke-aflåseligt skab, mens den anden havde to tilsvarende værelser. 3F mente, at disse faciliteter var utilstrækkelige i forhold til gældende regler for velfærdsforanstaltninger på byggepladser.

De juridiske spørgsmål

De centrale juridiske spørgsmål var:

• Hvorvidt de opstillede beboelsesvogne opfyldte kravene til velfærdsforanstaltninger i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, samt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 775 af 17. september 1992 om indretning af skurvogne og lignende.
• Om virksomheden i givet fald skulle betale erstatning ("skurpenge") efter Bygningsoverenskomstens § 24, stk. 8, idet § 24, stk. 9, dog fastslår, at erstatning kun kan kræves, hvis manglerne medfører en "forringelse af betydning for brugsværdien".

Parternes argumentation og bevisførelse

3F argumenterede for, at vognene ikke opfyldte kravene, især med hensyn til adskillelse af beboelses- og velfærdsområder, tilstrækkelige skabsfaciliteter og direkte adgang fra omklædningsrum til vaske- og brusefaciliteter. De henviste til tidligere afgørelser fra Arbejdstilsynet og faglige voldgiftsretter, der understøttede kravet om direkte adgang og tilstrækkelige omklædningsfaciliteter. Dansk Byggeri påstod frifindelse og anførte, at der ikke var grundlag for erstatning. Arne Mose Hansen afgav forklaring under sagen. Opmanden bemærkede, at der var mangler, men at kravet om erstatning ikke kunne imødekommes.

Rettens afgørelse

Arbejdsretten traf følgende afgørelse:

• Dansk Byggeri for Virksomheden Arne Mose Hansen skal anerkende, at de opstillede beboelsesvogne på byggepladsen i Humlebæk ikke levede op til kravene for velfærdsforanstaltninger i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder.
• Dansk Byggeri for Arne Mose Hansen frifindes for påstanden om betaling af erstatning (skurpenge).
• Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden.

Rettens begrundelse

Opmanden lagde til grund, at beboelsesvognene, der blev anvendt til både beboelse og velfærdsforanstaltninger, ikke kunne have beboelsesområdet medregnet i velfærdsområdet ifølge Bygningsoverenskomstens § 28, stk. 5. Dette betød, at velfærdsforanstaltningerne skulle vurderes uafhængigt af beboelsesfunktionen.

Retten fandt, at der var klare mangler i forhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse om skurvogne og lignende:

• Skabsfaciliteter: Skabsfaciliteterne var mangelfulde. Selvom et aflåseligt værelse med et ikke-aflåseligt skab potentielt kunne adskille gangtøj og arbejdstøj, var der i den ene vogn kun to aflåselige værelser, hvilket ikke var tilstrækkeligt for det antal medarbejdere, der benyttede vognen.
• Omklædningsrum og adgang til bad: Der var ikke et særskilt omklædningsrum med direkte adgang til vaske- og brusefaciliteter. Omklædning kunne ske i et værelse, men adgang til bad og vask var kun mulig via opholdsrummet. Kravet om en bænk i forbindelse med skabet kunne anses for opfyldt af en seng, men dette var kun relevant for de få værelser med seng og skab.
• Byggeledelsesskurvogn: Det forhold, at der var en separat skurvogn til byggeledelse med toilet- og badefaciliteter, som de ansatte kunne benytte, ændrede ikke på vurderingen af manglerne ved de primære beboelsesvogne, der skulle fungere som velfærdsfaciliteter.

Trods de konstaterede mangler blev kravet om erstatning afvist. Dette skyldtes Bygningsoverenskomstens § 24, stk. 9, som fastslår, at erstatning kun kan kræves, hvis manglerne medfører en "forringelse af betydning for brugsværdien". Retten vurderede, at det ikke var hensigten, at enhver mangel skulle udløse erstatning, men at der skulle foreligge en betydelig forringelse af standarden.

Da der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om, hvordan faciliteterne konkret var stillet til rådighed for eller blev brugt af de ansatte, og dermed ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere en "forringelse af betydning for brugsværdien", kunne 3F's påstand om erstatning ikke tages til følge. Retten bemærkede desuden, at der havde været en tilsvarende sag vedrørende identiske faciliteter, som hovedentreprenøren stillede til rådighed, og som blev afsluttet uden yderligere krav.