Pligt til sygeløn på søgnehelligdage ifølge Landsoverenskomsten for Rutebilkørsel

Denne faglige voldgiftssag (FV2015-0128) omhandlede en tvist mellem Fagligt Fælles Forbund (klager) og DI Overenskomst I v/DI (indklagede) vedrørende fortolkningen af Landsoverenskomsten for Rutebilkørsel. Sagens kerne var spørgsmålet om, hvorvidt virksomheder omfattet af overenskomsten har pligt til at betale sygeløn til medarbejdere, der er syge på en søgnehelligdag (SH-dag).

Baggrund og Parter

Sagen blev indbragt for en voldgiftsret, da parterne ikke kunne opnå enighed. Fagligt Fælles Forbund nedlagde påstand om, at DI Overenskomst I skulle anerkende, at der i henhold til § 18 i Landsoverenskomsten for Rutebilkørsel skal betales sygeløn, uanset om sygedagen falder på en SH-dag. DI Overenskomst I nedlagde påstand om frifindelse. Voldgiftsretten bestod af fire medlemmer udpeget af parterne samt højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen som opmand.

Centrale Spørgsmål og Argumenter

Det centrale juridiske spørgsmål var, om § 18 i Landsoverenskomsten for Rutebilkørsel (2012-2014) forpligter arbejdsgivere til at udbetale fuld løn under sygdom, selv når sygdomsperioden omfatter søgnehelligdage. Fagligt Fælles Forbund argumenterede for, at overenskomstens ordlyd og formål tilsagde fuld sygeløn, uanset om dagen var en søgnehelligdag. De henviste til, at overenskomsten giver en bedre retsstilling end Sygedagpengeloven. DI Overenskomst I argumenterede for frifindelse, hvilket implicerede, at de ikke mente, at overenskomsten forpligtede til sygeløn på søgnehelligdage, især i lyset af Sygedagpengelovens § 53a, stk. 1, der udelukker ret til sygedagpenge på søgnehelligdage.

Da der ikke blev opnået flertal blandt de af parterne valgte medlemmer, blev afgørelsen overladt til opmanden.

Afgørelse og Begrundelse

Opmanden tilkendegav, at Fagligt Fælles Forbunds påstand ville blive taget til følge. Dette betyder, at virksomheder omfattet af Landsoverenskomsten for Rutebilkørsel har pligt til at betale sygeløn til medarbejdere, der er syge på en søgnehelligdag.

Begrundelsen for afgørelsen var som følger:

• Fortolkning af § 18: Det fremgår udtrykkeligt af § 18, stk. 1, 2. afsnit, 1. linje, at arbejdsgiveren skal betale "løn" – og ikke blot sygedagpenge – under sygdom og tilskadekomst. Denne ret til sygeløn er aftalt til 56 dage regnet fra første hele fraværsdag.
• Betydning af "løn under sygdom": Udtrykket "løn under sygdom" skal efter ordlyden forstås som fuld løn, medmindre der er klare holdepunkter for en anden forståelse.
• Forholdet til Sygedagpengeloven: Bestemmelsen i § 18, stk. 1, 2. afsnit, sidste punktum, om at den ansatte skal opfylde betingelserne for ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren i medfør af Sygedagpengelovens regler, skal forstås som en generel betingelse for berettigelse til sygedagpenge, ikke som en fravigelse af aftalen om fuld løn.
• Søgnehelligdage i Sygedagpengeloven: Indføjelsen af § 53a, stk. 1, i Sygedagpengeloven (2012), som fastslår, at en person ikke har ret til sygedagpenge på søgnehelligdage, ændrer ikke fortolkningen af overenskomstens § 18. Denne lovbestemmelse regulerer omfanget af sygedagpenge, ikke den ansattes krav på fuld løn under sygdom i henhold til overenskomsten.
• Støtte i overenskomstens indhold og praksis: Fortolkningen støttes af § 18's øvrige indhold, herunder overskriften til stk. 1 og indholdet af stk. 3, samt af oplysninger om, hvordan § 18 har været anvendt i praksis i relation til udbetaling af fuld løn under sygdom, også på søgnehelligdage.

Parterne var enige om at tage opmandens tilkendegivelse til efterretning med samme virkning som en kendelse. Hver part bar egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden.