Faglig voldgiftssag om fortolkning af Budoverenskomsten og Beregningsudvalgets kompetence

Sagen omhandlede fortolkningen af Budoverenskomsten for hovedstadsområdet 2014-2017, specifikt vedrørende Beregningsudvalgets kompetence og informationsindhentning samt udformningen af Komdis A/S's lønberegningssystem for avisomdelere. Klager, 3F København, anfægtede indklagede, Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) på vegne af Komdis A/S, på flere punkter vedrørende overenskomstens § 4.

3F København nedlagde påstand om, at virksomheden skulle efterkomme anmodninger om oplysninger fra et eller flere medlemmer af Beregningsudvalget til brug for kontrol af tidsforbruget, og at denne ret også gjaldt kontrol af efterbetaling og tilretning af tid. Endvidere påstod 3F København, at medarbejderen skulle oplyses om et fast rutegrundbeløb (tidsforbrug) ved et gennemsnitligt konkret antal aviser og magasiner, samt hvordan daglige ændringer i abonnenter påvirker afregningen. Klager argumenterede for, at et bestemt antal aviser og magasiner altid skulle udløse samme betaling, og at det nuværende system, der tillod variationer, var et brud på overenskomsten og umuliggjorde medarbejdernes kontrol af egen løn.

DMA påstod frifindelse og argumenterede for, at Beregningsudvalget kun kunne anmode om oplysninger ved enighed, og at dets kompetence var begrænset til at vurdere tidsforbruget, ikke efterbetaling. Vedrørende lønberegningen fastholdt DMA, at rutegrundbeløbet kunne variere baseret på rutens beskaffenhed og andre tidsforbrugspåvirkende faktorer ud over blot antallet af enheder, da systemet skulle afspejle den reelle gennemsnitstid og daglige udsving.

Sagen blev behandlet af en faglig voldgiftsret, hvor der blev afgivet forklaringer fra medlemmer af Beregningsudvalget, tillidsrepræsentanter og ledelsespersoner fra Komdis A/S og DMA. Der blev også henvist til tidligere faglige voldgiftskendelser fra 2005 og 2006, der havde fortolket lignende bestemmelser i budoverenskomsten, samt et notat fra Beregningsudvalget fra 2010, der omhandlede udvalgets interne procedurer og uenigheder. Komdis A/S's beregningssystem, der baseres på løbende opmåling af distrikter og en sammensætning af forskellige lønelementer (grundbeløb, stk. pris, stedpris, adressepris, leveringspris), blev også gennemgået som en del af bevisførelsen.

Opmandens Afgørelse og Begrundelse

Opmanden fandt, at Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) skulle frifindes for alle 3F Københavns påstande. Afgørelsen blev begrundet som følger:

• Beregningsudvalgets Kompetence og Informationsindhentning (Påstand 1.A og 1.B)

  • Beregningsudvalget fastlægger selv sin arbejdsform og er et paritetisk sammensat tomandsudvalg, hvor begge medlemmers stemmer har samme vægt. Der er derfor ikke hjemmel i overenskomsten til, at et enkelt medlem af udvalget kan forlange, at virksomheden skal efterkomme anmodninger om oplysninger.
  • Kun Beregningsudvalget som helhed, dvs. ved enighed, kan afkræve virksomheden oplysninger af betydning for kontrollen af det fastsatte tidsforbrug.
  • En tidligere tilkendegivelse fra 2005 giver ikke individuelle medlemmer en sådan beføjelse, men fastslår blot, at medlemmerne kan anvende forskellige opmålingsprincipper.
  • Et notat fra Beregningsudvalget af 27. december 2010 understøtter, at pligt til udlevering af oplysninger forudsætter en henvendelse fra et enigt udvalg.
  • Beregningsudvalgets opgave er udelukkende at kontrollere, om virksomhedens fastsatte tidsforbrug for en rute stemmer overens med den reelle gennemsnitstid. Udvalget har ikke kompetence til at kontrollere eventuel efterbetaling eller tilretning af tid; dette er et organisationsanliggende.

• Oplysning om Fast Rutegrundbeløb (Påstand 2)

  • Budoverenskomsten kræver, at betaling for abonnementsomdeling sker via et rutegrundbeløb, der afspejler virksomhedens vurdering af tidsforbruget til omdeling af det konkrete antal aviser og magasiner.
  • Overenskomsten fastslår, at ændringer i abonnenter fra dag til dag skal slå igennem i afregningen af antal enheder og tidsforbrug.
  • Rutegrundbeløbet skal afspejle den tid, omdelingen tager, og skal ikke kun tage hensyn til antal aviser/magasiner, men også rutens beskaffenhed, herunder afstande, fysiske forhold, nøgler, abonnementsstruktur, bebyggelsesstruktur og bygningsforhold.
  • Da det overordnede formål er at fastsætte den korrekte tid, svarende til den reelle gennemsnitstid for ruten, er der intet til hinder for, at rutegrundbeløbet kan variere baseret på andre faktorer end blot antallet af enheder, forudsat at disse faktorer påvirker tidsforbruget. Derfor kan der ikke gives medhold i, at rutegrundbeløbet skal være det samme ved samme antal enheder.

Konklusion: Indklagede blev frifundet i det hele. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden.