Manglende Betalt Frokostpause for Hospitalsmedhjælpere Udgør Lønforskel

Sagen omhandlede en uoverensstemmelse mellem Fagligt Fælles Forbund (3F) Offentlig gruppe og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) for Region Hovedstaden for Region Hovedstadens Apotek. Striden drejede sig om, hvorvidt det stred mod principperne om ligebehandling og ligeløn, herunder ligelønsloven og tidligere indgåede forlig, at de fortrinsvis kvindelige hospitalsmedhjælpere ansat ved Region Hovedstadens Apotek Rigshospitalet ikke havde samme ret til arbejdsgiverbetalt frokostpause som de fortrinsvis mandlige portører ansat samme sted. Sagen blev indbragt for Arbejdsretten og henvist til faglig voldgift.

Parternes påstande og baggrund

Klager (3F) nedlagde påstand om, at indklagede skulle anerkende, at hospitalsmedhjælperne siden 1. april 2008 havde haft samme ret til betalt frokostpause som portørerne. Indklagede (RLTN) nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse for tiden forud for den 4. maj 2009.

Region Hovedstadens Apotek, Rigshospitalet, var tidligere en del af Rigshospitalet under staten og blev senere en selvstændig enhed under H:S og siden Region Hovedstaden. Hospitalsmedhjælperne var omfattet af en overenskomst, der foreskrev en ubetalt, uforstyrret spisepause, mens portørerne var omfattet af en overenskomst, der gav ret til betalt frokostpause, hvor de stod til rådighed. Det blev oplyst, at portørerne på Rigshospitalet først fra 4. maj 2009 faktisk overgik til betalt frokostpause, idet der forud herfor havde været en kutyme om ubetalt pause, som FOA dog bestred.

Sagen byggede også på to tidligere forlig fra 1993 og 2006, der havde til formål at udligne lønforskelle mellem kvindelige rengøringsassistenter/hospitalsmedhjælpere og mandlige lager- og handelsarbejdere/portører på Rigshospitalet. I 2003 havde hospitalsmedhjælpere ansøgt om betalt frokostpause, hvilket blev fulgt op af 3F i 2004.

Vidneforklaringer og argumenter

Vidner som Tina Kikkenborg (hospitalsmedhjælper) og Jane Hansen (hospitalsmedhjælper) forklarede, at de ofte måtte forskyde deres frokostpause og i praksis ikke forlod arbejdspladsen eller afviste faglige spørgsmål under pausen, hvilket betød, at de reelt stod til rådighed, ligesom portørerne. Tina Høegh (faglig sekretær i 3F) forklarede, at 3F's manglende kendskab til lignende ligelønsproblemer i 2006-forliget skyldtes interne forhold i forbundet.

Klager argumenterede for, at den manglende betalte frokostpause for hospitalsmedhjælperne udgjorde en reel lønforskel, da de i praksis stod lige så meget til rådighed som portørerne. De henviste til, at arbejdet for de to grupper var anerkendt som værende af samme værdi siden 1993-forliget. Indklagede fastholdt, at forskellen skyldtes forskellige overenskomster, hvor organisationerne havde prioriteret forskelligt. De argumenterede, at frokostpausebestemmelserne ikke var sammenlignelige, da den ene gruppe stod til rådighed og den anden ikke, og at det afgørende var de kontraktmæssige rettigheder, ikke den faktiske adfærd. Indklagede bestred også at have brudt forligene, da de enten var afsluttede eller ikke vedrørte apoteket.

Opmandens afgørelse og begrundelse

Opmanden tiltrådte indklagedes opfattelse af, at der ikke var tale om en overtrædelse af forliget fra 1993. Dog blev det lagt til grund, at hospitalsmedhjælpere (overvejende kvinder) og portører (overvejende mænd) på Rigshospitalets Apotek grundlæggende skal behandles lige med hensyn til aflønning, hvilket blev bekræftet af, at indklagede frafaldt argumentet om væsentlige forskelle i arbejdsopgaver.

Sagens kerne var, om det forhold, at hospitalsmedhjælperne ikke havde arbejdsgiverbetalt frokostpause, i modsætning til portørerne, stred mod ligelønslovens bestemmelser. Opmanden bemærkede:

• Hvis vilkårene for frokostpausen havde været identiske (begge grupper til rådighed, ½ times pause), ville der utvivlsomt have foreligget ulige løn. Hospitalsmedhjælperne ville i så fald arbejde 2½ time mere ugentligt, hvilket ville resultere i en 6,76% lavere timeløn.
• Spørgsmålet var derfor, om hospitalsmedhjælpernes kontraktmæssige ret til en uforstyrret pause (ikke at stå til rådighed) udgjorde en værdi, der modsvarer denne løndifference.
• Opmanden anvendte bevisbyrdereglen i ligelønslovens § 6, stk. 2, hvorefter den blotte forskel i betalt/ubetalt frokostpause giver anledning til formodning om forskelsbehandling.
• På baggrund af forklaringerne, der viste, at hospitalsmedhjælperne ikke forlader arbejdspladsen og i praksis ikke insisterer på uforstyrrethed, fandt opmanden, at indklagede ikke havde godtgjort, at værdien af den uforstyrrede pause modsvarer lønforskellen på 6,76%.
• Dog skulle værdien af den overenskomstbestemte kompensation på ca. 25 kr. for forskudt frokostpause fratrækkes den opgjorte lønforskel.
• Vedrørende tidspunktet for kravet på betalt frokostpause blev det lagt vægt på, at portørerne først i praksis fik betalt frokostpause fra den 4. maj 2009. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå et krav for hospitalsmedhjælperne før denne dato.

Afgørelse

Det bestemmes:

• Indklagede Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) for Region Hovedstaden for Region Hovedstadens Apotek skal anerkende, at de (fortrinsvis kvindelige) hospitalsmedhjælpere ansat ved Region Hovedstadens Apotek Rigshospitalet siden 4. maj 2009 har haft samme ret til betalt frokostpause som de (fortrinsvis mandlige) portører.
• Hver part bærer egne omkostninger og betaler hver halvdelen af opmandens honorar.