Afslag på tilskud til motoriseret tvillingebarnevogn til dagplejer

En kvinde, der arbejdede som dagplejer, søgte om tilskud til en motoriseret tvillingebarnevogn. Hun begrundede ansøgningen med ryggener og det kuperede terræn, hvor hun boede, hvilket gjorde det tungt at skubbe en barnevogn med 3-4 børn og oppakning. Hun ønskede at forblive i sit job og mente, at en motoriseret vogn ville lette arbejdsbyrden betydeligt.

Kommunen og Beskæftigelsesankenævnet afslog ansøgningen. De mente, at arbejdsgiveren skulle stille barnevognen til rådighed, og at en motoriseret barnevogn var et sædvanligt forekommende arbejdsredskab for en dagplejer.

Dagplejen ankede afgørelsen til Ankestyrelsen på kvindens vegne. De fremhævede, at motoriserede vogne ikke var standardudstyr, og at de havde interesse i at fastholde kvinden i arbejdet på grund af hendes rygproblemer.

Ankestyrelsen indhentede yderligere oplysninger fra FOA, BUPL, Arbejdstilsynet samt Københavns, Aalborg og Aarhus Kommuner om brugen af motoriserede barnevogne. Det fremgik, at der ikke var specifikke retningslinjer, og at brugen varierede. Nogle kommuner anvendte dem baseret på et konkret skøn, der inkluderede dagplejerens helbred og terrænforhold, og i visse tilfælde for at undgå sygemeldinger.

Kvinden havde ikke ret til tilskud til en motoriseret tvillingebarnevogn efter Aktivloven.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at det ikke var godtgjort, at kvindens behov for arbejdsredskabet lå ud over, hvad arbejdsgiveren forudsattes at afholde. Afgørelsen blev begrundet med følgende punkter:

• Kvinden havde primært henvist til arbejdsforholdene, herunder det kuperede terræn og den tunge byrde fra barnevognen med børn og oppakning, som årsag til behovet for aflastning af ryggen.
• Det blev vurderet, at det var sædvanligt, at arbejdspladserne stillede barnevogne med motor til rådighed, hvis de vurderede det nødvendigt. Dette skøn inkluderede faktorer som dagplejerens helbred, børnenes alder, lokalernes placering og terrænforhold.

Det er en udtrykkelig betingelse for at give tilskud til arbejdsredskaber efter Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 100, stk. 2, at udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiveren forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen. Da disse betingelser ikke var opfyldt, stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse.