Klage over Favrskov Kommunes afgørelse vedrørende teknik til afregning af varme i andelsboligforeninger

Andelsboligforeningerne [...] og [...] klagede over Favrskov Kommunes afgørelse af 25. april 2007. Kommunen havde vurderet, at det ikke var i strid med varmeforsyningsloven, at afregning af varme skete via én hovedmåler, hvorefter andelsboligforeningerne selv fordelte varmeudgifterne baseret på bimålere i de enkelte boliger. Klagerne anførte, at denne tekniske indretning ikke levede op til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 6, som foreskriver, at betaling efter målt forbrug for varmt vand skal ske i et direkte kundeforhold mellem forbruger og det kollektive forsyningsanlæg, hvor dette er teknisk gennemførligt. De fremhævede også, at kommunen ikke havde taget højde for, at der var tale om to selvstændige andelsboligforeninger.

Teknisk Gennemførlighed og Omkostninger

Andelsboligforeningen havde tidligere rettet henvendelse til Hadsten Varmeværk a.m.b.a. for at afklare muligheden for at etablere et direkte kundeforhold for de enkelte beboere. Varmeværket bekræftede, at dette var teknisk muligt, men udarbejdede et overslag, der viste en omkostning på cirka 13.000 kr. pr. bolig. Dette bekræftede, at et direkte kundeforhold var teknisk gennemførligt mod betaling.

Kommunens Oprindelige Vurdering

Favrskov Kommune havde tidligere oplyst, at de tekniske installationer til aflæsning af varme i andelsboligforeningen efter forvaltningens opfattelse ikke var i strid med varmeforsyningslovens regler. Kommunen bemærkede, at byggetilladelsen ikke specifikt beskrev forhold omkring varmeforsyningen.

Energiklagenævnet afviste klagen over Favrskov Kommunes afgørelse af 25. april 2007. Nævnet fandt, at sagen vedrørte lovgivning om udstedelse af byggetilladelser og krav til byggetilladelsens beskrivelse af varmeforsyning, hvilket falder uden for energiområdets lovgivning, herunder varmeforsyningsloven. Klager over afgørelser truffet efter byggelovgivningen skal påklages til Statsforvaltningen, og kommunens vejledning om klagemyndighed var ikke bindende for Energiklagenævnet.

Henvisning til Rette Myndighed

Energiklagenævnet bemærkede, at det var afklaret, at et direkte kundeforhold med Hadsten Varmeværk a.m.b.a. var teknisk gennemførligt mod betaling. Da klagerne var uenige i de økonomiske vilkår, som varmeværket stillede for etablering af et direkte kundeforhold, henviste nævnet til Energitilsynet. Energitilsynet er den rette myndighed til at vurdere, om leveringsbetingelser for ydelser fra kollektive varmeforsyningsanlæg, herunder de økonomiske vilkår for en direkte tilslutning, er urimelige i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Energitilsynets afgørelser kan påklages til Energiklagenævnet, jf. Varmeforsyningsloven § 26.

Videresendelse og Klagefrister

Energiklagenævnet valgte at videresende henvendelsen til Energitilsynet, men ikke til Statsforvaltningen. Det blev dog understreget, at klagerne selv kunne sende en klage over byggetilladelsen og kommunens besvarelse til Statsforvaltningen, idet der i byggelovgivningen kan være fastsat frister for klage samt bestemmelser om klageberettigelse.

Søgsmålsfrist

Søgsmål ved domstolene til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter varmeforsyningsloven skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 4.