Kommunens kompetence til at træffe afgørelse om COVID-19 vaccination af anbragte børn

Ankestyrelsen har behandlet to principielle sager for at fastslå, om kommunen har kompetence til at træffe afgørelse om COVID-19 vaccination af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, når forældremyndighedsindehaverne modsætter sig vaccinationen. Begge sager omhandler børn anbragt i plejefamilie, hvor forældrene modsætter sig vaccinationen. Kommunerne havde i begge tilfælde truffet afgørelse om, at vaccinationen skulle finde sted. Forældrene klagede over disse afgørelser.

I den ene sag var barnet diagnosticeret med en medfødt sygdom, der krævede akut behandling ved infektioner som feber. Forældrene frygtede bivirkninger som feber fra vaccinationen. Rigshospitalets Center for Sjældne Sygdomme vurderede dog, at der ikke var noget til hinder for vaccinationen, og at den var nødvendig af hensyn til barnets helbred.

I den anden sag var den unge over 15 år og diagnosticeret med epilepsi, reaktiv tilknytningsforstyrrelse, føtalt alkohol syndrom samt knoglecyster. Den unge var kognitivt, socialt og følelsesmæssigt ikke alderssvarende, men gav udtryk for et klart ønske om at blive vaccineret. Forældrene modsatte sig vaccinationen med den begrundelse, at den unge mentalt ikke var 15 år og derfor ikke selv burde kunne træffe beslutningen.

Ankestyrelsen stadfæstede kommunernes afgørelser i begge sager, hvilket betyder, at vaccinationerne mod COVID-19 gælder. Ankestyrelsen vurderede, at det var i overensstemmelse med hensynet til børnene og formålet med anbringelsen, at de blev vaccineret.

Principielle vurderinger

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende i sine afgørelser:

• Formålet med anbringelsen: At sikre barnets sundhed, trivsel og udvikling samt at støtte særlige behandlingsbehov. I den første sag var vaccinationen nødvendig af hensyn til barnets helbredsmæssige forhold og den medfødte sygdom.
• Barnets/den unges egne synspunkter: I den anden sag, hvor den unge var over 15 år, blev der lagt vægt på den unges udtrykkelige ønske om vaccination. Selvom forældrene mente, at den unge ikke var mentalt alderssvarende, vurderede Ankestyrelsen, at den unge var i stand til at tage stilling til spørgsmålet om vaccination.
• Kommunens kompetence: Vaccination mod COVID-19 betragtes som en forebyggende behandling, som kommunen kan træffe afgørelse om, hvis det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Dette følger af Serviceloven § 69, som giver kommunen ansvar for barnets forhold under anbringelsen, selvom forældrene bevarer forældremyndigheden.

Ankestyrelsen fastslog, at selvom forældremyndighedsindehaverne som udgangspunkt træffer afgørelse om barnets personlige forhold, kan kommunen i særlige tilfælde træffe beslutninger, når det er nødvendigt for anbringelsens formål, og der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.