Klage over Energitilsynets afgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder

Sagen omhandler en klage fra en forbruger over Energitilsynets afgørelse af 22. marts 2006 vedrørende energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder, specifikt E.ON Varme A/S (nu E.ON Danmark A/S). Klagen fokuserede på tre hovedpunkter: Energitilsynets praksis for opkrævning af faste omkostninger, samt Energitilsynets påståede svigt af sin tilsynspligt i forhold til E.ON's overholdelse af bekendtgørelsen om energispareaktiviteter.

Klagerens oprindelige anklager

Klageren indgav oprindeligt en klage til Energitilsynet med følgende punkter:

• E.ON havde tilsidesat Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder ved ikke at iværksætte passende besparelsesfremmende tiltag.
• E.ON's indførelse af en kvadratmeterafgift pr. 1. maj 2006 mindskede incitamentet til energibesparelser, hvilket var i strid med bekendtgørelsens ånd.
• E.ON's regnskaber og budgetter overholdt ikke Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder § 17 om specifikation af omkostninger til energispareopgaver.
• Energitilsynet havde svigtet sin tilsynspligt ved ikke at påtale, at E.ON's indsendte regnskaber var i strid med bekendtgørelsen.
• Energitilsynet havde svigtet sin tilsynspligt ved aldrig at have kontrolleret, hvordan E.ON havde opfyldt kravene i bekendtgørelsen.

Energitilsynets afgørelse

Energitilsynet afviste klagepunkterne 1 og 3 med den begrundelse, at beføjelserne til at føre tilsyn med energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder var delegeret til Energistyrelsen, jf. Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser § 3, stk. 1, nr. 7. Disse punkter blev derfor oversendt til Energistyrelsen.

Vedrørende klagepunkt 2 om kvadratmeterafgiften henviste Energitilsynet til en tidligere afgørelse af 21. januar 2005, hvor de havde anmodet NESA (E.ON) om at ændre faste afgifter for at opnå en "kostægte tarifering", hvor faste omkostninger dækkes af faste afgifter og variable omkostninger af forbrugsafhængige afgifter. Energitilsynet fandt, at det var urimeligt, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, at opkræve ens faste priser. Energitilsynet foretog sig ikke yderligere i denne del af sagen.

For klagepunkterne 4 og 5 fastholdt Energitilsynet, at de ikke havde beføjelser til at føre tilsyn med varmeforsyningsvirksomheders overholdelse af bekendtgørelsen om energispareaktiviteter, og derfor ikke havde forsømt en tilsynspligt.

Klagerens indbringelse for Energiklagenævnet

Klageren påklagede Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet. Klageren fastholdt, at Energitilsynet havde en tilsynspligt i henhold til Varmeforsyningsloven § 22, stk. 1, da regnskaber og budgetter, der skal indeholde oplysninger om energibesparende foranstaltninger jf. Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder § 17, anmeldes til Energitilsynet til brug for tilsyn. Klageren mente, at Energitilsynet ved at godtage regnskaber uden disse poster havde svigtet sin pligt.

Vedrørende klagepunkt 2 om den faste afgift anførte klageren, at Energitilsynets praksis var ældre end Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder, og at kun en beregningsmetode baseret på et glidende gennemsnit af forbrug over tre år burde være tilladt, da de øvrige metoder (baseret på m², m³ eller hedefladeareal) ikke fremmer besparelser, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 5. Klageren mente desuden, at Energitilsynets svar på dette punkt ikke var en egentlig afgørelse.

Energitilsynet fastholdt i sine bemærkninger til Energiklagenævnet, at bekendtgørelsen om energispareaktiviteter ikke indeholder bestemmelser om tariffer, og derfor ikke har betydning for deres praksis om kostægte tarifering. De afviste også at have en tilsynsforpligtelse vedrørende energispareaktiviteter, da denne beføjelse er tillagt Energistyrelsen, jf. Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder § 11, stk. 1.

Energiklagenævnet traf følgende afgørelse i sagen:

Klagepunkt 2: Praksis for faste afgifter

Energiklagenævnet bemærkede, at Energitilsynet ikke havde truffet en begrundet afgørelse eller meddelt klagevejledning vedrørende klagepunkt 2 om tilsynets praksis for opkrævning af faste omkostninger. På denne baggrund hjemviste Energiklagenævnet punkt 2 i Energitilsynets afgørelse af 22. marts 2006 til fornyet behandling i Energitilsynet med henblik på, at der træffes en afgørelse.

Klagepunkt 4 og 5: Energitilsynets tilsynspligt

Energiklagenævnet tiltrådte Energitilsynets vurdering af, at tilsynet ikke har pligt eller hjemmel til at føre tilsyn med, om den enkelte varmeforsyningsvirksomhed overholder bestemmelserne i Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder. Det blev fastslået, at opgaverne i forbindelse med energispareaktiviteter, herunder beslutninger om gennemførelse af aktiviteter, er tillagt Energistyrelsen, jf. Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder §§ 5-9 og Bekendtgørelse om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder § 11, stk. 1.

Selvom regnskaber og budgetter skal anmeldes til Energitilsynet efter Varmeforsyningsloven § 22 til brug for fastsættelsen af og tilsynet med indtægtsrammerne jf. Varmeforsyningsloven § 20a, indebærer dette ikke en pligt for Energitilsynet til at påse, hvorvidt der i regnskaberne er afsat midler til energispareaktiviteter. Energiklagenævnet stadfæstede derfor punkt 4 og 5 i Energitilsynets afgørelse af 22. marts 2006.

Samlet afgørelse

Energiklagenævnet hjemviste Energitilsynets afgørelse af 22. marts 2006 for så vidt angår klagepunkt 2 og stadfæstede i øvrigt afgørelsen i det påklagede omfang. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.