Principiel afgørelse om kompressionsstrømper som hjælpemiddel

Ankestyrelsen har behandlet to sager principielt for at ændre tidligere praksis, senest offentliggjort i principmeddelelse O-158-96. Baggrunden for praksisændringen er, at der ikke er hjemmel til at kræve en svær, varig kredsløbslidelse for bevilling af kompressionsstrømper.

I den ene sag havde borgeren rosen og væske i begge ben, hvor kompressionsstrømper skulle virke forebyggende. I den anden sag havde borgeren haft blodpropper i de dybe vener og skulle anvende kompressionsstrømper for at forebygge yderligere blodpropper. Begge borgere havde ansøgt om kompressionsstrømper som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen stadfæstede kommunernes afgørelser i begge sager, hvilket betyder, at ingen af borgerne har ret til kompressionsstrømper som et hjælpemiddel.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderer, at kompressionsstrømperne i begge sager har et forebyggende formål. Formålet med et hjælpemiddel er at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Der kan derfor ikke bevilliges hjælpemidler med henblik på at forbedre, vedligeholde eller hindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau. Dette er i overensstemmelse med Ankestyrelsens principmeddelelse 77-15.

Kompressionsstrømper kan være både et hjælpemiddel og et behandlings-/træningsredskab. Afgørelsen beror på en konkret vurdering af lidelsens karakter og omfang samt hvilket behov brugen af strømperne skal afhjælpe. Da formålet i disse sager var forebyggelse, blev strømperne ikke anset for at være et hjælpemiddel.

Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet. Borgerne blev vejledt om at kontakte sundhedsvæsenet for at undersøge muligheden for bevilling af kompressionsstrømper som et behandlingsredskab.

Principiel ændring

Ankestyrelsen har med disse afgørelser ændret praksis, så det ikke længere er afgørende, at borger lider af en svær, varig kredsløbslidelse for bevilling af kompressionsstrømper. Denne ændring skyldes, at der ikke er hjemmel til en sådan praksis. Den nye praksis er baseret på Serviceloven § 112, stk. 1, nr. 1.