Afgørelse om afregning af varmeleverancer fra Hanstholm Kraftvarmeværk

Sagen omhandler en klage fra Elsam Kraft A/S (Elsam) over Energitilsynets afgørelse af 1. februar 2005 vedrørende afregningsprisen for varme leveret fra Hanstholm Kraftvarmeværk til Hanstholm Varmeværk Amba. Energitilsynet havde fastslået, at prisen ville være i strid med varmeforsyningsloven, hvis den oversteg den laveste af den omkostningsbestemte varmepris og substitutionsprisen. Desuden skulle substitutionsprisen fastsættes på grundlag af Hanstholm Varmeværk Ambas gennemsnitlige omkostninger ved den nuværende produktion. Hanstholm Varmeværk Amba havde klaget over, at de afregnedes til en pris, der oversteg deres egenproduktionspris (substitutionsprisen) for perioden 2000-2004. Hanstholm Kraftvarmeværk er en filial af Elsam Kraft A/S, og Hanstholm Varmeværk Amba er værkets eneste aftager. Hanstholm Varmeværk modtager også procesrestvarme fra Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S. Energitilsynet understregede, at deres afgørelse var fremadrettet og kun vedrørte prisberegningen fra klagetidspunktet. Energitilsynet vurderede ikke de indgåede aftaler mellem parterne, men alene om prisfastsættelsen var i overensstemmelse med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Elsams Argumenter

Elsam anførte, at Hanstholm Varmeværk Ambas krav om anvendelse af substitutionsprisprincippet var baseret på forkerte forudsætninger. De hævdede, at Hanstholm Varmeværk Amba oprindeligt havde valgt en ren omkostningsmodel, og at der ikke forelå en realistisk substitutionsmulighed med tilstrækkelig kapacitet. Elsam bestred, at Hanstholm Varmeværk Ambas eget produktionsanlæg opfyldte kriterierne for en substitutionsmulighed, og mente, at dokumentationen herfor var utilstrækkelig og ensidigt tilvejebragt. Elsam argumenterede desuden for, at substitutionsprisen skulle være omkostningsbestemt og inkludere alle nødvendige udgifter som forrentning, afskrivning, bemanding, drift, vedligehold og administration, og at Hanstholm Varmeværk Ambas beregninger var baseret på marginale omkostninger, hvilket ikke gav et retvisende billede af de reelle omkostninger ved fuld egenproduktion. Endvidere mente Elsam, at en sammenligning af omkostninger skulle ses i et samlet tidsmæssigt perspektiv for at undgå kortsigtet optimering, der kunne føre til højere samlede omkostninger for forbrugerne.

Hanstholm Varmeværks Argumenter

Hanstholm Varmeværk Amba fastholdt, at de opfyldte betingelserne for brug af substitutionsprisprincippet, da deres anlæg eksisterede, havde tilstrækkelig kapacitet (9 MW gaskedler og 5 MW oliekedler mod et maksimalt forbrug på 7 MW), var lovligt etableret og havde de nødvendige driftstilladelser. De påpegede, at deres beregninger af substitutionsprisen var baseret på faktiske omkostninger ved egenproduktion i 2003/2004, og at kedlerne var fuldt afskrevet, hvorfor der ikke ville være yderligere finansieringsomkostninger. De argumenterede også for, at administrationsomkostningerne ville falde ved overgang til kedeldrift, og at forsikringsvilkårene ikke ville ændres. Hanstholm Varmeværk Amba støttede Energitilsynets praksis om, at varmeprisen løbende skulle være den laveste af en omkostningsberegnet pris eller en substitutionsberegnet pris, og at dette skulle kontrolleres årligt.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 1. februar 2005. Nævnet lagde til grund, at formålet med Varmeforsyningsloven § 20 er at beskytte varmeaftagere mod urimelige priser, og at Energitilsynets praksis om at opkræve den mindste af den omkostningsbestemte pris eller substitutionsprisen sikrer dette.

Substitutionsmulighed og Kapacitet

Nævnet fandt, at Energitilsynet med rette kunne lægge Hanstholm Varmeværk Ambas oplysninger til grund vedrørende den fornødne produktionskapacitet til at forsyne varmeområdet ved egenproduktion. Dette blev understøttet af Varmeforsyningsloven § 23b, stk. 5 og Varmeforsyningsloven § 34, stk. 1, som giver tilsynet ret til at indhente oplysninger og straffer for urigtige oplysninger. Elsam havde ikke anført oplysninger, der kunne begrunde et modsat resultat. Derfor kunne Hanstholm Varmeværk Ambas produktionspris anvendes som substitutionspris.

Beregning af Substitutionsprisen

Nævnet afviste Elsams argument om, at der skulle medregnes udgifter til et fiktivt reserveanlæg i substitutionsprisen. Substitutionsprisen skal i overensstemmelse med nævnets praksis tage udgangspunkt i Hanstholm Varmeværk Ambas faktiske omkostninger ved egenproduktion. Nævnet tiltrådte dog Energitilsynets afgørelse om, at der på nogle punkter ville være yderligere udgifter til administration forbundet med øget egenproduktion, og at disse skulle indregnes i substitutionsprisen. Nævnet tiltrådte også Energitilsynets skøn om, at priskalkulationerne umiddelbart er mest forenelige med varmeforsyningslovens hensyn, når de opgøres på årsbasis.

Konklusion

Energiklagenævnet konkluderede, at Elsams omkostningspris var højere end den pris, Hanstholm Varmeværk Amba selv kunne producere varme til, hvorfor Elsams omkostningsmodel var i strid med varmeforsyningsloven. Den for varmebrugeren fordelagtigste pris efter varmeforsyningsloven skal anvendes, og aftaler i strid hermed kan ikke håndhæves. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26.