Klage over størrelsen af fast afgift hos Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker

Sagen omhandler en klage indbragt for Energiklagenævnet af Advokat Peter Schiøtz på vegne af en række forbrugere. Klagen rettede sig mod Energitilsynets afgørelse af 19. november 2001, hvor tilsynet ikke havde indvendinger mod størrelsen af den faste afgift i varmeprisen hos Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Klagen og forbrugernes argumenter

Klagerne gjorde gældende, at den faste afgift udgjorde en uforholdsmæssig stor del (op til 93%) af den samlede varmepris for nogle kunder, hvilket skabte en skævvridning af prisniveauet mellem selskabsdeltagerne. De mente, at omkostningsbyrden var højest for deltagere i større huse, da selskabet lod disse bære den største byrde uden hensyntagen til ejendommens isoleringsgrad eller energiforbrug. Dette blev anset for at være i strid med Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 og Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5. Klagerne fandt generelt prisniveauet for ydelserne fra kraftvarmeværket urimeligt højt sammenlignet med individuel gas- eller olieopvarmning.

Kraftvarmeværkets og Energitilsynets vurdering

Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker forklarede, at den høje procentdel for den faste afgift i den nævnte årsopgørelse skyldtes kundens lave varmeforbrug, som blev suppleret med en brændeovn. Værket argumenterede for, at en konverteringsafgift, der dækkede afdrag på et lån til et nyt vandbåret anlæg for 14 ud af 215 kunder, ikke skulle medregnes i den faste afgift, da den var et finansieringselement og varmeprisen uvedkommende. Desuden oplyste værket, at abonnementsafgiften bortfaldt pr. 1. januar 2001. Med fradrag for disse elementer beregnede værket, at det faste bidrag udgjorde ca. 46% af den samlede varmepris.

Energitilsynet tilsluttede sig, at konverteringsafgiften ikke skulle medregnes i den faste afgift. Tilsynet henviste til Gas- og Varmeprisudvalgets praksis, som anbefalede en kostægte tarifering, hvor faste omkostninger dækkes af faste afgifter og variable omkostninger af forbrugsafregning. Det var accepteret, at minimum 20% af et varmeværks omkostninger skulle dækkes gennem faste bidrag for at sikre økonomisk stabilitet. Energitilsynet bemærkede, at Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker havde modtaget et betydeligt tilsagn (10,9 mio. kr.) fra Energistyrelsens og gasselskabernes 'barmarkspulje' til gældssanering. I lyset af denne gældssanering fandt Energitilsynet ikke grundlag for at indvende mod størrelsen af værkets faste afgift, da den var møntet på at dække faste omkostninger, herunder afskrivninger, som kan udgiftsføres i varmeprisen, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 2.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 19. november 2001.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet fandt, at Energitilsynet havde et tilstrækkeligt grundlag for ikke at påbyde en ændring af størrelsen af den faste afgift i varmeprisen hos Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker. Dette skyldtes, at den faste afgift blev vurderet til at afspejle et kostægte princip, især i betragtning af den betydelige gældssanering, som kraftvarmeværket havde gennemgået via 'barmarkspuljen'. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26.