Planklagenævnets afgørelse om forbud mod nedrivning af Langå Station

Randers Kommune nedlagde den 19. august 2021 forbud efter Planlovens § 14 mod nedrivning af bebyggelse på ejendommen [A1], Langå, som omfatter Langå Station. Klageren har indbragt afgørelsen for Planklagenævnet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 663, Langå bymidte og stationsområde. Lokalplanen har til formål at fastholde stationsbykarakteren for bebyggelsen langs den sydlige del af [A2] og [A3] samt i stationsområdet. Selvom stationsbygningen ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser om bevaringsværdige bygninger, ansøgte man den 14. juni 2021 om nedrivning af eksisterende bygninger ved Langå Station i forbindelse med et anlægsprojekt for elektrificering af jernbanen.

Kommunens begrundelse for forbuddet

Randers Kommune vurderede, at Langå Station og det dertilhørende anneks har vigtige bevaringsværdige kvaliteter og fremstår som et vigtigt kulturelt samlingssted for lokalsamfundet. Kommunen fremhævede, at stationsbyens identitet er tæt knyttet til jernbanen og stationsbygningen, og at bebyggelsen er en vigtig brik i fortællingen om byens betydning som infrastrukturelt knudepunkt, hvorfor bevaring prioriteres.

Klagepunkter behandlet af Planklagenævnet

Planklagenævnet har i sagen behandlet følgende spørgsmål:

• Om forbuddet efter Planlovens § 14 er meddelt i overensstemmelse med planloven og almindelige forvaltningsretlige regler.
• Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet.
• Om kommunen har begrundet afgørelsen, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24.

Planklagenævnet har ikke kompetence til at behandle klagepunkter vedrørende kommunens skønsmæssige beslutning om nedlæggelse af forbuddet, herunder spørgsmål om unødigt samfundsspild, økonomiske konsekvenser, bygningens sikkerhed, ejendommens værdi eller overtagelse mod erstatning efter Planlovens § 49 og Planlovens § 50.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Randers Kommunes afgørelse gælder.

Hjemmel til forbud efter Planlovens § 14

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at nedlægge forbud efter Planlovens § 14 mod nedrivning og ombygning af bebyggelsen. Dette skyldes, at en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse, så den kun må nedrives, ombygges eller ændres med kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 18. Nævnet lagde vægt på, at et § 14-forbud har til formål at give kommunen tid til at undersøge mulighederne for at udarbejde et lokalplanforslag, og at transportministerens eventuelle veto mod et lokalplanforslag, jf. Planlovens § 28, stk. 1 og Planlovens § 29, stk. 3, ikke ændrer dette.

Beslutningsgrundlag og officialprincippet

Klageren anførte, at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt, da den ikke havde indhentet oplysninger om, hvorvidt sikkerhedsforanstaltninger ville mindske bygningernes bevaringsværdi. Planklagenævnet fandt enstemmigt, at afgørelsen ikke led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet bemærkede, at der ikke er et lovkrav om, at sådanne oplysninger inddrages i beslutningen om at nedlægge et § 14-forbud, og at kommunen har et vidtgående skøn i forhold til omfanget og karakteren af de oplysninger, der tilvejebringes.

Begrundelse for afgørelsen

Klageren gjorde gældende, at afgørelsen indeholdt væsentlige begrundelsesmangler, idet kommunen alene havde angivet, at der ved partshøringen ikke var fremkommet nye oplysninger af betydning for sagen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Planklagenævnet fandt enstemmigt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Afgørelsen henviste til de retsregler, den var truffet efter, og angav de hovedhensyn, der var bestemmende for kommunens skønsmæssige vurdering, samt de konkrete forhold, der indgik. Nævnet bemærkede, at kommunen har særdeles brede beføjelser til at igangsætte en lokalplanproces, hvilket medfører lempeligere krav til begrundelsens omfang ved nedlæggelse af et § 14-forbud. Kommunen havde desuden inddraget klagerens høringssvar, selvom den ikke er forpligtet til at imødekomme eller besvare indsigelser.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.